Kuppet Over Alle Kup
3.0
Efter et succesfuldt kup i Italien, forråder en (Norton) fra banden sin egen gruppe og stikker af med byttet. De vil naturligvis have hævn og byttet tilbage.
Mildt underholdende remake af den engelske 1969 film af samme navn, dengang med Michael Caine i hovedrollen.
Instruktør Gray der i sine to forrige film, der begge var actionfilm (”The Negotiator” og ”A Man Apart”,) beskæftigede sig med hovedpersonens personlige motiver og hævn, har igen dette tema i sin film, men her er det ikke længere helte der er gået amok på grund af svigt fra systemet, men skurke hele bundtet. Sympatien ligger dog hos de forrådte, og forræderen er klart den gemene, så rollerne er klart fordelt i en fornøjelig affære.
Historien er fint skruet sammen, der er et godt tempo og det er en solid og sikker produktion. Det er underholdende, men også meget forudsigeligt og indimellem kan den forekomme mig en anelse glat og lige strømlinet nok.
På skuespillersiden er den godt besat. Wahlberg kan måske virke lidt kedelig i hovedrollen (som han ofte gør), men personlig kan jeg godt lide ham i den her film. Hans rolige fremfærd passer godt til en leder af en sådan bande finder jeg. Også Norton finder jeg gør et fint job, selv om han har udtalt at han spillede rollen på grund af kontraktmæssige forpligtelser og at den ikke var et valg (som Don også har nævnt). Det kan måske virke lidt søgt med Theron’s rolle, men hun gør det egentlig okay og så ser hun jo godt ud, det har sikkert også medvirket til hun skulle med.
Der er kommet nogle stykker i denne genre de sidste par år, og den her er vel egentlig ikke meget dårligere end de andre, men den fængede bare ikke helt nok til min smag. Jeg indrømmer dog, at jeg har en forkærlighed for den her slags film, selv om de måske ikke kandiderer til at blive kaldt mesterværker.
Mildt underholdende remake af den engelske 1969 film af samme navn, dengang med Michael Caine i hovedrollen.
Instruktør Gray der i sine to forrige film, der begge var actionfilm (”The Negotiator” og ”A Man Apart”,) beskæftigede sig med hovedpersonens personlige motiver og hævn, har igen dette tema i sin film, men her er det ikke længere helte der er gået amok på grund af svigt fra systemet, men skurke hele bundtet. Sympatien ligger dog hos de forrådte, og forræderen er klart den gemene, så rollerne er klart fordelt i en fornøjelig affære.
Historien er fint skruet sammen, der er et godt tempo og det er en solid og sikker produktion. Det er underholdende, men også meget forudsigeligt og indimellem kan den forekomme mig en anelse glat og lige strømlinet nok.
På skuespillersiden er den godt besat. Wahlberg kan måske virke lidt kedelig i hovedrollen (som han ofte gør), men personlig kan jeg godt lide ham i den her film. Hans rolige fremfærd passer godt til en leder af en sådan bande finder jeg. Også Norton finder jeg gør et fint job, selv om han har udtalt at han spillede rollen på grund af kontraktmæssige forpligtelser og at den ikke var et valg (som Don også har nævnt). Det kan måske virke lidt søgt med Theron’s rolle, men hun gør det egentlig okay og så ser hun jo godt ud, det har sikkert også medvirket til hun skulle med.
Der er kommet nogle stykker i denne genre de sidste par år, og den her er vel egentlig ikke meget dårligere end de andre, men den fængede bare ikke helt nok til min smag. Jeg indrømmer dog, at jeg har en forkærlighed for den her slags film, selv om de måske ikke kandiderer til at blive kaldt mesterværker.
07/04-2004
