Skønheden?
5.0
- Spoilers -
Nu genså jeg den lige i går, og må erkende at jeg stadig er meget positivt stemt overfor denne film!
Den primære årsag til min begejstring er faktisk, det sandmand fremhæver som et kritikpunkt, nemlig at filmen gaber over så meget.
Efter min mening har Mendes et solidt overblik, og formår derved at styre den tematiske mangfoldighed med den nødvendige kompetence. For der er MANGE aspekter i denne film, men især ét finder jeg personligt særligt interessant – nemlig selve begrebet skønhed, som Mendes jo kredser om ved flere lejligheder.
Eksempelvis er der datteren Jane og kæresten Ricky, der begge er outsidere og derfor finder tryghed samt skønhed via hinandens specielle, ja unikke væsen om man vil. Især Ricky er interessant i kraft af hans fascination af døden samt posen (affald) der ”danser” i vinden og bliver et skønhedssymbol. Rickys opfattelse af skønhed er tydeligvis ret ukonventionel, og måske netop derfor bliver han katalysatoren der accelererer både Spaceys og datterens selvrealisering. Vi ser datteren smile svagt i spejlet, mens hun fordøjer den (sjældne) opmærksom fra Ricky og hans kamera. Ligeledes ser vi Lester lyse op, da Ricky uventet spørger om han ryger pot. Via Ricky får Lester det afsæt, han har brug for i sin videre selvrealisering.
Men tilbage til skønhedsbegrebet. Lester Burnham er noget mere konventionel på netop det punkt. Datterens pæne (men næppe unikke) veninde er indbegrebet af skønhed for ham, og når han dagdrømmer om hende, er det selvfølgelig de lettere klichéagtige roser der bliver benyttet symbolsk (ikke affald som i Rickys tilfælde) Og man kan fortsætte i denne dur med de forskellige personers opfattelse af skønhed – Konen (succesfacaden, orden) o.s.v.
Personligt tror jeg, at det er et forsøg fra Mendes’ side, på at fremhæve det faktum, at skønhed aldrig vil blive et kollektivt funderet begreb, men altid vil (og bør) være en individuel definition. Måske en lidt nem pointe, men i en tid som nu, hvor skønhedsbegrebet efterhånden bliver dikteret fra flere fronter, finder jeg den personligt ganske relevant…
Derudover er der selvfølgelig protagonisten Lester Burnham, der bliver portrætteret mesterligt af Spacey. Nu bemærkede jeg at sandmand (i dit ellers interessante indlæg) fandt skuespillet i filmen temmelig middelmådigt. Personligt har jeg ikke meget at udsætte på den front. Jeg synes Spacey fanger karakteren eminent, Benings skuespil samt mærkværdige gestikulering er lige i øjet og desuden nød jeg også Chris Cooper samt Wes Bentley i deres mindre roller.
Med hensyn til drabet på Lester Burnham, tror jeg personligt, at det netop er for at understrege livets forgængelighed, og TILFÆLDIGHEDERNES SPIL:
Det er tilfældigt, at Frank Fitts netop skal møde Lester for første gang, mens han løbetræner med de to bøsser.
Det er tilfældigt, at Frank finder netop den kassette hvor Ricky har optaget Lester, mens han træner nøgen foran vinduet.
Det er tilfældigt, at Frank ser ud af vinduet fra en vinkel hvorfra Ricky tilsyneladende giver Lester et blowjob.
Det er tilfældigt, at Lester formulerer sig som han gør, og derved skaber tvetydighed omkring sin egen seksualitet, da Frank konfronterer ham i garagen. O.s.v.
Denne lange række af tilfældigheder resulterer til sidst i drabet på Lester. Personligt tror jeg, at dette drab skal fungere som Mendes’ udråbstegn. En måde hvorpå han tilskynder selvrealiseringen, for det er aldrig for sent at overraske sig selv, når man er i live vel at mærke. Så påbegynd selvrealiseringen, ellers dør man højst sandsynligt ikke med et smil på læben, som Lester Burnham gjorde…
Min eneste anke mod filmen, hvis jeg skal forsøge at finde det mere objektive hjørne, er at persongalleriet og udviklingen til tider bliver en smule konstrueret. I den relation bliver karaktererne i visse sekvenser reduceret til en form for marionetter i Mendes’ fortælling, lidt som Lynch, efter min mening gør i nogle af sine film, selvom jeg ikke vil drage yderligere paralleller. (Og jeg bliver ikke overasket, hvis du protesterer mod sammenligningen sandmand :-)
Men som sagt har jeg svært ved at opponere yderligere mod filmen. For måske er den lidt pæn, men jeg finder den simpelthen stadig både interessant, charmerende, medrivende og ikke mindst underholdende!
Nu genså jeg den lige i går, og må erkende at jeg stadig er meget positivt stemt overfor denne film!
Den primære årsag til min begejstring er faktisk, det sandmand fremhæver som et kritikpunkt, nemlig at filmen gaber over så meget.
Efter min mening har Mendes et solidt overblik, og formår derved at styre den tematiske mangfoldighed med den nødvendige kompetence. For der er MANGE aspekter i denne film, men især ét finder jeg personligt særligt interessant – nemlig selve begrebet skønhed, som Mendes jo kredser om ved flere lejligheder.
Eksempelvis er der datteren Jane og kæresten Ricky, der begge er outsidere og derfor finder tryghed samt skønhed via hinandens specielle, ja unikke væsen om man vil. Især Ricky er interessant i kraft af hans fascination af døden samt posen (affald) der ”danser” i vinden og bliver et skønhedssymbol. Rickys opfattelse af skønhed er tydeligvis ret ukonventionel, og måske netop derfor bliver han katalysatoren der accelererer både Spaceys og datterens selvrealisering. Vi ser datteren smile svagt i spejlet, mens hun fordøjer den (sjældne) opmærksom fra Ricky og hans kamera. Ligeledes ser vi Lester lyse op, da Ricky uventet spørger om han ryger pot. Via Ricky får Lester det afsæt, han har brug for i sin videre selvrealisering.
Men tilbage til skønhedsbegrebet. Lester Burnham er noget mere konventionel på netop det punkt. Datterens pæne (men næppe unikke) veninde er indbegrebet af skønhed for ham, og når han dagdrømmer om hende, er det selvfølgelig de lettere klichéagtige roser der bliver benyttet symbolsk (ikke affald som i Rickys tilfælde) Og man kan fortsætte i denne dur med de forskellige personers opfattelse af skønhed – Konen (succesfacaden, orden) o.s.v.
Personligt tror jeg, at det er et forsøg fra Mendes’ side, på at fremhæve det faktum, at skønhed aldrig vil blive et kollektivt funderet begreb, men altid vil (og bør) være en individuel definition. Måske en lidt nem pointe, men i en tid som nu, hvor skønhedsbegrebet efterhånden bliver dikteret fra flere fronter, finder jeg den personligt ganske relevant…
Derudover er der selvfølgelig protagonisten Lester Burnham, der bliver portrætteret mesterligt af Spacey. Nu bemærkede jeg at sandmand (i dit ellers interessante indlæg) fandt skuespillet i filmen temmelig middelmådigt. Personligt har jeg ikke meget at udsætte på den front. Jeg synes Spacey fanger karakteren eminent, Benings skuespil samt mærkværdige gestikulering er lige i øjet og desuden nød jeg også Chris Cooper samt Wes Bentley i deres mindre roller.
Med hensyn til drabet på Lester Burnham, tror jeg personligt, at det netop er for at understrege livets forgængelighed, og TILFÆLDIGHEDERNES SPIL:
Det er tilfældigt, at Frank Fitts netop skal møde Lester for første gang, mens han løbetræner med de to bøsser.
Det er tilfældigt, at Frank finder netop den kassette hvor Ricky har optaget Lester, mens han træner nøgen foran vinduet.
Det er tilfældigt, at Frank ser ud af vinduet fra en vinkel hvorfra Ricky tilsyneladende giver Lester et blowjob.
Det er tilfældigt, at Lester formulerer sig som han gør, og derved skaber tvetydighed omkring sin egen seksualitet, da Frank konfronterer ham i garagen. O.s.v.
Denne lange række af tilfældigheder resulterer til sidst i drabet på Lester. Personligt tror jeg, at dette drab skal fungere som Mendes’ udråbstegn. En måde hvorpå han tilskynder selvrealiseringen, for det er aldrig for sent at overraske sig selv, når man er i live vel at mærke. Så påbegynd selvrealiseringen, ellers dør man højst sandsynligt ikke med et smil på læben, som Lester Burnham gjorde…
Min eneste anke mod filmen, hvis jeg skal forsøge at finde det mere objektive hjørne, er at persongalleriet og udviklingen til tider bliver en smule konstrueret. I den relation bliver karaktererne i visse sekvenser reduceret til en form for marionetter i Mendes’ fortælling, lidt som Lynch, efter min mening gør i nogle af sine film, selvom jeg ikke vil drage yderligere paralleller. (Og jeg bliver ikke overasket, hvis du protesterer mod sammenligningen sandmand :-)
Men som sagt har jeg svært ved at opponere yderligere mod filmen. For måske er den lidt pæn, men jeg finder den simpelthen stadig både interessant, charmerende, medrivende og ikke mindst underholdende!
08/04-2004
