Tabuemne I Mainstreamfilm
4.0
Ung marinesoldat (Luke) har problemer med sit temperament (og sit selvværd viser det sig) og sendes til psykiater (Washington) for at få snakket tingene igennem, og blive vurderet.
Washingtons instruktørdebut er et velspillet drama, der tager fat på et tabuemne, om seksuelle overgreb på og omsorgssvigt af drengebørn, begået af kvinder. Et tema som ikke mange film, der har et kommercielt snit (altså mainstreamfilm) som den her må siges at have, tør eller vil behandle. Hvis man ser dette emne behandlet på film, så er det oftest i små ukommercielle film, der desværre sjældent når ud til ret mange.
Historien starter rigtigt godt, og viser sin problematik på en plausibel og behandlingsmæssig troværdig måde. Som da hovedpersonen Antwone Fisher (Luke) kommer til sin første tvungne samtale, og nægter at sige noget. Der vælger psykiateren Davenport (Washington) så bare at lade ham sidde og kigge ud i luften i den tid der er afsat til terapien. Det er jo ofte sådan at skal man tæmme en ræv, så skal man sidde stille i nærheden og ikke presse den, og så måske, kun måske begynder den at føle sig tryg nok til at nærme sig.
Man kan så kritisere filmen for, at da først der tages hul på bylden, der går det lige hurtigt nok med at få ordnet problemerne. Det er altså ikke bare en bil der skal fikses, men et menneske og den slags tager tid, lang tid, hvis det i det hele taget kan lade sig gøre, hvad det ikke altid kan.
Også slutningen er for letkøbt og svælger for meget i en typisk sentimental omgang amerikansk patos.
Men selv om handlingen ikke går dybt nok ind i psykologien bag sin tragiske historie, og vælger den nemme løsning, så må jeg sige at den fænger hele vejen og rører en. Den er velfortalt og har et godt flow.
Man kan selvfølgelig også vælge at rose filmen, for at prøve at nå ud til et lidt bredere publikum på en let forståelig måde, med et problem der ikke ofte tales om, for at gøre opmærksom på det. Så må man bare håbe, at filmen ikke på den måde bider sig selv i halen og negligerer de problemer, den selv prøver at tage fat på, i publikums øjne.
I hovedrollen gør den unge og ukendte Luke, et godt stykke arbejde og spiller rollen overbevisende. Man får sympati med ham som det er tilsigtet, så Washington må siges at have godt fat i den del af instruktørarbejdet. Han selv spiller også okay i en stor birolle, men er som så ofte før lige flinkeskole nok. Han er bedre når han viser lidt mere tænder.
Historien er inspireret af den virkelige Antwone Fisher’ liv, og han har også selv skrevet historien.
Den får 4 stjerner, om ikke andet for dens modige valg af emne. Den kan i øvrigt på mange (som en anden også påpeger) måder minde om ”Good Will Hunting”.
Washingtons instruktørdebut er et velspillet drama, der tager fat på et tabuemne, om seksuelle overgreb på og omsorgssvigt af drengebørn, begået af kvinder. Et tema som ikke mange film, der har et kommercielt snit (altså mainstreamfilm) som den her må siges at have, tør eller vil behandle. Hvis man ser dette emne behandlet på film, så er det oftest i små ukommercielle film, der desværre sjældent når ud til ret mange.
Historien starter rigtigt godt, og viser sin problematik på en plausibel og behandlingsmæssig troværdig måde. Som da hovedpersonen Antwone Fisher (Luke) kommer til sin første tvungne samtale, og nægter at sige noget. Der vælger psykiateren Davenport (Washington) så bare at lade ham sidde og kigge ud i luften i den tid der er afsat til terapien. Det er jo ofte sådan at skal man tæmme en ræv, så skal man sidde stille i nærheden og ikke presse den, og så måske, kun måske begynder den at føle sig tryg nok til at nærme sig.
Man kan så kritisere filmen for, at da først der tages hul på bylden, der går det lige hurtigt nok med at få ordnet problemerne. Det er altså ikke bare en bil der skal fikses, men et menneske og den slags tager tid, lang tid, hvis det i det hele taget kan lade sig gøre, hvad det ikke altid kan.
Også slutningen er for letkøbt og svælger for meget i en typisk sentimental omgang amerikansk patos.
Men selv om handlingen ikke går dybt nok ind i psykologien bag sin tragiske historie, og vælger den nemme løsning, så må jeg sige at den fænger hele vejen og rører en. Den er velfortalt og har et godt flow.
Man kan selvfølgelig også vælge at rose filmen, for at prøve at nå ud til et lidt bredere publikum på en let forståelig måde, med et problem der ikke ofte tales om, for at gøre opmærksom på det. Så må man bare håbe, at filmen ikke på den måde bider sig selv i halen og negligerer de problemer, den selv prøver at tage fat på, i publikums øjne.
I hovedrollen gør den unge og ukendte Luke, et godt stykke arbejde og spiller rollen overbevisende. Man får sympati med ham som det er tilsigtet, så Washington må siges at have godt fat i den del af instruktørarbejdet. Han selv spiller også okay i en stor birolle, men er som så ofte før lige flinkeskole nok. Han er bedre når han viser lidt mere tænder.
Historien er inspireret af den virkelige Antwone Fisher’ liv, og han har også selv skrevet historien.
Den får 4 stjerner, om ikke andet for dens modige valg af emne. Den kan i øvrigt på mange (som en anden også påpeger) måder minde om ”Good Will Hunting”.
08/04-2004
