Jesus På Afveje, Eller?

Forkynderen Jesus (Caviezel), der siger han er Gud’s søn, ankommer til Jerusalem, velvidende at det bliver hans død.

Gibson’s kontroversielle film om Jesus’ sidste 12 timer (på jorden ;o) er en sværd film at anmelde og finde ud af hvad man skal mene om. Den er ikke et mesterværk, og man skal nok kunne sluge det meste af dette religiøse værk (altså være troende), for at synes det og give den maksimum antal stjerner (ja ja, der er sikkert undtagelser).

Men det er samtidig en meget gribende, smuk og rørende film, selv i de mest udpenslede og frygteligste voldsscener endnu set i en såkaldt seriøs film, fremstår den ofte æstetisk, og det er også på mange måder en modig film (pudsigt nok, for der er ikke mange kunstneriske friheder). Den har fået skyld for at være voldsforherligende, men det må jeg stærkt afvise, for voldsscenerne har faktisk den modsatte effekt. Så hvis den er noget, for den er indrømmet makabert voldelig, så er den antivoldelig, da voldshandlingerne fremstår så afskyvækkende og uhyggelige, at man må tage afstand fra dem, medmindre man er psykisk syg.

Gibson’s budskab og holdninger er ikke svære at se. Men hvis vi et øjeblik tænker på en del af John Lennon’s smukke (og naive) sang ”Imagine” og forstiller os at der ikke fandtes nogle religioner (hvad der naturligvis er en fjollet tese, for så havde filmen ikke eksisteret), hvad skal vi så med filmen, hvad kan den bruges til og hvad vil den, og er man ikke troende kan dette være et problem for at sluge denne film, der er så overbevist i sin egen tro på det den viser, og den på en måde næsten beder os være troende, for at vi kan se meningen med den. Naturligvis kunne vi sige, at den også handler om at kæmpe for det man tror på og stå fast, men ikke uden at kalde filmen enfoldig, da den stort set ikke omhandler meget andet end Jesus’ lidelse på billedsiden, og svælger i hans martyriske offer, men ikke har ret mange af de moraler og budskaber med, som er så vigtige i den forbindelse. Kun i enkelte glansbilledagtige og glammoraliserende tilbageblik, ser vi lidt af Jesus’ påstået gerninger og forkyndelse. Den har for mig at se næsten kun et formål, at forkynde en gang religionshistorie om overgrebene på Jesus, og den gør den så direkte i sine virkemidler, at vi aldrig er i tvivl om, at vi skal mene at Jesus er Gud’s søn.

Nu hører jeg ikke til dem, der ikke tror på at Jesus har eksisteret, det er der god belæg for at tro på og han har sikkert også udbredt et næstekærligt budskab, men jeg stiller mig noget mere i tvivl på, om han var Gud’s søn (jeg stiller mig også tvivlende på en Gud, særligt som han/hun/det er beskrevet i bibelen). Men jeg synes stadig det er en fascinerende og god historie, som mange andre af Bibelens historier er, og dem kan jeg godt nyde og fænges af, og der er mange gode moraler (og en masse mindre gode!), og også Gibson’s version her, er mig meget fængende, selv om den altså også undrer mig.

Handlingen følger de tre beretninger der er om Jesus’ død, nedfældet af Matthæus, Johannes og Lukas, og den holder sig meget tæt på det der står i disse evangelier. Så tæt på, at jeg ikke mindes at have set en film, bygget på en bog, komme meget tættere på at være enslydende. Gibson har dog så valgt at fokusere ekstra meget på toturen og selve korsfæstelsen, så den nærmest forekommer mig længere end i bibelen. Man kan i hvert fald ikke klandre Gibson for at have taget sig mange kunstneriske friheder, hvad der både kan roses og kritiseres, alt efter hvad man tror på og synes om den slags vil jeg mene.

Mange jøder har været fremme og kritisere filmen, som de påstår opfordrer til antisemitisme, og overspiller deres rolle i Jesus’ død. Man kan jo ikke nægte dem den følelse, for den har de vel når de siger det. Jeg synes nu ikke det er helt rigtigt, da alle i filmen, med få undtagelser, fremstilles som intrigante. Farisæerne er gemene magtmennesker, der beskytter dem selv, romerne er primitive sadister. Selv almindelige børn, unge, kvinder, mænd går ikke ram forbi. Alle er syndere så at sige, ja endda også Jesus’ tilhængere svigter jo fælt. Kun romernes leder Pontius Pilatus (Shopov) viser lidt eftertænksomhed, men han er ikke bedre end andre af Jesus’ banemænd. Han handler jo udelukkende i egoismens navn. Jøderne er jo et historisk forfulgt folkefærd (hvad mange andre folkeslag også har været eller stadig er), men af den grund skal det vel ikke betyde, at man ikke må vise historien som den står skrevet, og det er hvad Gibson gør. Og hvis en jøde har begået noget som kan kaldes forkert, må det vel vises. Ellers kunne italienerne jo med rette også brokke sig, over den fremstilling vi ser af dem og så videre. Så når jøderne føler sig forfulgt af filmen, og det må nogle jo gøre, så tillader jeg mig at tilskrive det deres lange lidelseshistorie. Jeg blev i hvert fald ikke antisemitisk af filmen, kan jeg berolige med, og det kan jeg vel i teorien bedre bedømme en jøderne selv.

I USA har filmen i øvrigt nærmest vagt planmæssige religiøse kontroverser, og bidraget til det religiøse vanvid er ofte hersker der over.

På skuespillersiden er filmen godt og effektivt castet, uden at have nogen store stjerner. Caviezel er fremragende som Jesus og spiller rollen med stor indlevelse og overbevisning. Men også andre gør det godt, uden at de fleste egentlig gør ret meget. I rollen som satan der lusker rundt og håber på at Jesus’ mission ikke lykkes ham og at han forsager Gud, ses den kvindelige italienske skuespiller Celentano (ja, det er en kvinde, selv om det kan være svært at se), og hun formår med få replikker og en enkel mimik at gøre rollen både sært dragende og uhyggelig. Det gør hun mesterligt, i en tvetydig rolle, der formår at gøre satan nøjagtigt så forførerisk og mystisk fremstødende, som jeg i hvert fald forventer han/hun/den skal være. Jeg kan for resten kun give en kritiker ret, der skrev at det var mærkeligt at ingen brokkede sig over at satan var en kvinde, det synes jeg er sært, når nu folk brokker sig over alt andet. Jeg finder det er et godt træk af Gibson, selv om det skal siges, at rollen fremstår tvekønnet.

Teknisk er filmen flot lavet, for billige penge. Den har tætte stemningsmættede billeder, historien fortælles godt, scenografien på de få locations er god, og musikken af John Debney er virkningsfuld og gribende. Jeg blev som sagt betaget af dramaet, den menneskelige lidelse og den ondskab og de overgreb vi er vidne til, også selv om de er urealistiske. Jesus får flere tæsk end noget menneske ville overleve før han korsfæstes (det kan naturligvis måske forklares med, at vi skal opfatte ham som Gud’s søn), men til gengæld er den direkte og ubehagelige måde det vises på, nok det tætteste vi kommer på selv at mærke smerten, mens vi sidder trygt i en biografsal.

Den bliver indimellem for meget i visse scener, der trækkes i langdrag. Det kan være trættende at se Jesus falde med sit kors for 120 gang. Personskildringen er heller ikke videre nuanceret, men alligevel er det som om de alle rummer noget dybere, og den virker.

Men Gibson har realiseret sin drøm (for egne penge, men med filmens succes er det jo intet problem), og det har han vel gjort overbevisende og påfaldende dristigt, uden leflen for hvad andre måtte tænke. Så alt i alt, sniger den sig alligevel lige op på de fire stjerner.