Jeg ankom...
3.0
....til Imperial bevæbnet med feber og forkølelse i hele hovedet. Blev tilfældigt sat yderst lige ved en af udgangene. Måske fyren ved billetlugen kunne fornemme at jeg ikke ville sidde forestillingen igennem eller blot skulle have hurtig adgang til toilettet..!
Som udgangspunkt gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at Mel Gibsons fortolkning af Jesus sidste timer, ville gøre det store indtryk på mig, men se den skulle jeg. Det er jo som bekendt ”filmen hele verden taler om” og jeg vil gerne tale med.
Det er ligeledes blev sagt om filmen, at den er tro mod evangelierne, hvilket umiddelbart lyder underligt, da evangelierne ikke er specielt tro mod hinanden, men det skal man nok ikke tænke for meget over. Tæppet gled til side og kort efter forsvandt både feber og forkølelse på mirakuløs vis.
For….sikke en start. Jeg ved ikke hvorfor netop starten med Jesus i Getsemane gjorde så stort indtryk på mig. Men den dunkle belysning, den stemningsfyldte musik og ikke mindst det fremragende skuespil af James Caviezel (Jesus – hvis nogen skulle være i tvivl) hamrede direkte ind på nethinden og satte tonen perfekt. Jeg begyndte så småt at gøre klar til en oplevelse af de helt store.
Men det blev hurtigt noget rod. Jesus arresteres og det har sikkert været hensigten at dette skulle virke kaotisk og rodet. Sådan har Jesus formentligt følt det. Jeg blev dog mindet om at dette kun var en film. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med. Men set i lyset af hvad der senere skulle ske, savnede jeg en større konfrontation. Hvem var disse mennesker der ville Jesus til livs. Hvorfor det had mod ham. Gibson tager for givet at vi ved det, men gør vi det? De flashbacks som præsenteres for os hvor Jesus forkynder, er ikke kilden til dette had. Jesus bryder ikke loven (Toraen) i de situationer Gibson viser os. Der er ingen ”følg mig” opfordringer eller tempelrensning, som var et par ret afgørende ”forbrydelser” Jesus var skyldig i. Oven i det hele begynder filmen her at dele personer op i ”gode” og ”onde” på en alt for simpel eller firkantet måde, og det går ud over troværdigheden.
”Pint under Pontius Pilatus…” som det hedder i Trosbekendelsen. Og jeg skal lige love for, at hovedtemaet om Jesu lidelser bliver slået fast. Inden torturen skal vi dog lige se hvordan Pilatus (tro mod evangeliet) mere eller mindre ”går fri” i dommen over Jesus. Det finder jeg ærgerligt, da Gibson her spilder en udmærket chance for at placere skylden på andet end Jøderne. Hvilket jeg nævner fordi det netop er i skyldsspørgsmålet at de fleste kontroverser omkring filmen ligger (for slet ikke at tale om det historiske perspektiv). Mel Gibson har udtalt at ”vi alle” deler skylden og at det ikke er hans hensigt at ramme Jøderne specielt. Men dette ekstremt vigtige punkt nedtones, efter min mening. Det burde fremgå meget mere klart. Jeg vekslede gerne en 25-26 piskeslag mod et par scener, hvor netop ”skylden” placeres mere præcist.
Der er nok ingen tvivl om at filmen ville blive husket for dens enorme udpensling af Jesus tortur og korsfæstelse. Det er frygtelige, men også stærke billeder vi får smidt i hovedet. Og det bliver næsten for meget. Jeg er normalt ikke sart hvad det angår (min yndlingsforfatter er Bret Easton Ellis…behøver jeg at skrive mere!) men jeg måtte vende hovedet væk et par gange. I et forsøg på at udtrykke Jesu lidelser, er det et godt virkemiddel, men flytter måske også fokus. Jeg lagde mærke til at flere personer valgte at forlade forestillingen, hvilket i øvrigt var kvinder (og det kan man sikkert for en masse ud af).
Det er selvfølgelig ikke kun tortur det hele. Historien anlægger et mor/søn tema der er fantastisk godt. Maria er med hele vejen på sidelinjen. Og når deres øjne mødes slår det gnister på lærredet og med blanke øjne for publikum til følge. Her udviser Gibson stor filmkunst. I et øjeblik slap jeg faktisk historien og lod tankerne glide hen mod vores egne forældre, og hvordan de ligeledes langt hen ad vejen følger os (fra sidelinjen) i godt og ondt. Også det flashback med Maria Magdalena er fantastisk. Jesus trækker en streg i sandet, folk smider deres sten på jorden. Der bliver intet sagt. Ord er overflødige. Meningen er ikke at tage fejl af. Det er flot og dygtigt beskrevet.
Mange mennesker har taget filmen til sig og sikkert ligeså mange har stødt den fra sig. Debatten vil være lidt endnu…så bliver den glemt….indtil næste Jesus film.
Mel Gibson har givet sin fortolkning, og den er der masser af stof til eftertanke i. Jeg ville gerne have givet den dobbelte antal stjerner, men føler personligt at den udelader for meget…for meget af det jeg forstår ved Jesus.
Et par timer senere stod jeg på Gl. Kongevej med en underlig smag i munden…og ikke mindst min forkølelse.
God påske.
Som udgangspunkt gjorde jeg mig ingen forhåbninger om at Mel Gibsons fortolkning af Jesus sidste timer, ville gøre det store indtryk på mig, men se den skulle jeg. Det er jo som bekendt ”filmen hele verden taler om” og jeg vil gerne tale med.
Det er ligeledes blev sagt om filmen, at den er tro mod evangelierne, hvilket umiddelbart lyder underligt, da evangelierne ikke er specielt tro mod hinanden, men det skal man nok ikke tænke for meget over. Tæppet gled til side og kort efter forsvandt både feber og forkølelse på mirakuløs vis.
For….sikke en start. Jeg ved ikke hvorfor netop starten med Jesus i Getsemane gjorde så stort indtryk på mig. Men den dunkle belysning, den stemningsfyldte musik og ikke mindst det fremragende skuespil af James Caviezel (Jesus – hvis nogen skulle være i tvivl) hamrede direkte ind på nethinden og satte tonen perfekt. Jeg begyndte så småt at gøre klar til en oplevelse af de helt store.
Men det blev hurtigt noget rod. Jesus arresteres og det har sikkert været hensigten at dette skulle virke kaotisk og rodet. Sådan har Jesus formentligt følt det. Jeg blev dog mindet om at dette kun var en film. Det er der for så vidt ikke noget i vejen med. Men set i lyset af hvad der senere skulle ske, savnede jeg en større konfrontation. Hvem var disse mennesker der ville Jesus til livs. Hvorfor det had mod ham. Gibson tager for givet at vi ved det, men gør vi det? De flashbacks som præsenteres for os hvor Jesus forkynder, er ikke kilden til dette had. Jesus bryder ikke loven (Toraen) i de situationer Gibson viser os. Der er ingen ”følg mig” opfordringer eller tempelrensning, som var et par ret afgørende ”forbrydelser” Jesus var skyldig i. Oven i det hele begynder filmen her at dele personer op i ”gode” og ”onde” på en alt for simpel eller firkantet måde, og det går ud over troværdigheden.
”Pint under Pontius Pilatus…” som det hedder i Trosbekendelsen. Og jeg skal lige love for, at hovedtemaet om Jesu lidelser bliver slået fast. Inden torturen skal vi dog lige se hvordan Pilatus (tro mod evangeliet) mere eller mindre ”går fri” i dommen over Jesus. Det finder jeg ærgerligt, da Gibson her spilder en udmærket chance for at placere skylden på andet end Jøderne. Hvilket jeg nævner fordi det netop er i skyldsspørgsmålet at de fleste kontroverser omkring filmen ligger (for slet ikke at tale om det historiske perspektiv). Mel Gibson har udtalt at ”vi alle” deler skylden og at det ikke er hans hensigt at ramme Jøderne specielt. Men dette ekstremt vigtige punkt nedtones, efter min mening. Det burde fremgå meget mere klart. Jeg vekslede gerne en 25-26 piskeslag mod et par scener, hvor netop ”skylden” placeres mere præcist.
Der er nok ingen tvivl om at filmen ville blive husket for dens enorme udpensling af Jesus tortur og korsfæstelse. Det er frygtelige, men også stærke billeder vi får smidt i hovedet. Og det bliver næsten for meget. Jeg er normalt ikke sart hvad det angår (min yndlingsforfatter er Bret Easton Ellis…behøver jeg at skrive mere!) men jeg måtte vende hovedet væk et par gange. I et forsøg på at udtrykke Jesu lidelser, er det et godt virkemiddel, men flytter måske også fokus. Jeg lagde mærke til at flere personer valgte at forlade forestillingen, hvilket i øvrigt var kvinder (og det kan man sikkert for en masse ud af).
Det er selvfølgelig ikke kun tortur det hele. Historien anlægger et mor/søn tema der er fantastisk godt. Maria er med hele vejen på sidelinjen. Og når deres øjne mødes slår det gnister på lærredet og med blanke øjne for publikum til følge. Her udviser Gibson stor filmkunst. I et øjeblik slap jeg faktisk historien og lod tankerne glide hen mod vores egne forældre, og hvordan de ligeledes langt hen ad vejen følger os (fra sidelinjen) i godt og ondt. Også det flashback med Maria Magdalena er fantastisk. Jesus trækker en streg i sandet, folk smider deres sten på jorden. Der bliver intet sagt. Ord er overflødige. Meningen er ikke at tage fejl af. Det er flot og dygtigt beskrevet.
Mange mennesker har taget filmen til sig og sikkert ligeså mange har stødt den fra sig. Debatten vil være lidt endnu…så bliver den glemt….indtil næste Jesus film.
Mel Gibson har givet sin fortolkning, og den er der masser af stof til eftertanke i. Jeg ville gerne have givet den dobbelte antal stjerner, men føler personligt at den udelader for meget…for meget af det jeg forstår ved Jesus.
Et par timer senere stod jeg på Gl. Kongevej med en underlig smag i munden…og ikke mindst min forkølelse.
God påske.
09/04-2004
