Mel Gibson

har før vist i Braveheart, at han kan det der med at tilføre scenerne saft og kraft ud over det sædvanlige, og i Passion bliver der også pint og plaget, så blod og spyt nærmest driver fra lærredet.
Jeg er temmelig overrasket over, hvor højt fimen er rated. Jeg synes tilgangen til at fortælle historien er meget udansk - den er næsten udelukkende drevet af lidenskab - i så høj grad, at den tangerer en eller anden form for fanatisme - ikke fordi det nødvendigvis er forkert. Fanatisme og fundamentalisme forbindes idag næsten udelukkende med noget negativt, men i virkeligheden betyder det vel bare lidenskabeligt og tro mod rødderne.

Det er bare ikke min fom for lidenskab. Og ironisk nok, hvis der en ting, jeg ikke følte mig efter denne film, så var det syndsforladt.

Som film betragtet er der en del glimrende scener som bl.a. Jesper Steen nævner, og uroen, utrygheden og desperationen er til at tage og føle på, når man følger disciplene og de andre bipersoner omkring Jesus.

Den uendelige sadistiske afstraffelse af Jesus er bare for meget for mig, og hvis det ikke var fordi, jeg opfatter mig selv som troende, havde jeg forladt biografen: Jeg syntes på en eller anden måde, at jeg BURDE blive og stå det igennem...

Jeg er i hvert fald en lidenskabelig erfaring rigere, og erfaringer har det med en dag at få en værdi, som man ikke kan forudse.

Jeg syntes dog ikke, at jeg kan anbefale filmen med mindre den kunne indgå i en række af film, hvor de andre havde til formål at formidle Jesus budskab. Jeg tvivler på, at det var Jesus hensigt alene at skulle huskes som torturoffer.