Erin Brokovich 2

Det er blevet populært på det seneste med disse film med stærke kvinderoller, som næsten altid er baseret på en rigtig historie. Dette er endnu en af slagsen.
Til trods for at filmen prøver at tegne et billede af Veronica Guerin som en helgen, der var en vigtig faktor i bekæmpelsen af narkohandelen i Irland (hvilket hun måske da også var), så formår Cate Blanchett at irretere mig til det grænseløse i løbet af de halvanden time, som filmen ca. varer. Normalt kan jeg meget godt lide Cate Blanchett og det kan godt være at hendes portræt af Veronica Guerin ligger meget tæt på virkeligheden. I det tilfælde har Veronica Guerin været en "pain in the ass" for sine omgivelser.
Handling: Veronica Guerin er en nævenyttig journalist, som er på udkig efter nogle historier med lidt mere bid i. Derfor begynder hun at udforske Dublins narko underverden i midten af 90érne ved hjælp af kilder, som hun allerede har kendskab til fra tidligere historier. Hun finder hurtigt ud af, at denne historie kan komme til at koste hende mere end bare et par sure miner. Hvilket ikke burde overraske hende, da hun vælger at "lege" med de store drenge. Til trods for trusler imod hendes familie og hende selv, kaster hun sig hovedkuls ud i det hele.
Konklusion: Figuren Veronica irreterede mig som sagt grænseløst. Jeg sad til sidst med en følelse af, at jeg næsten havde medlidenhed med disse narko handlere, som havde denne nævenyttige kvinde på ryggen, som ikke kunne forstå et hint, ligemeget om det blev slået ind med syv tommer søm. Ufortrødent braser hun ind på deres private område og stiller spørgsmål direkte op i hovedet på dem, som man kun gør, hvis man er meget dum eller er journalist og vil have sin historie for enhver pris. Dette er nok grunden til, at jeg ikke kan have den store medlidenhed med denne kvinde, men snarere hendes familie og dem omkring hende. Enhver journalist herhjemme ville nok skrive under på, at det ville være hjernedødt at brase ind på den lokale rockerborg alene og begynde at spille spørgsmål som: "Jeg er bare nysgerrig. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan I får råd til de store motorcykler. Hva?". Samtidig spiller hun gennem hele filmen smart overfor disse mennesker, alene ved tonen hun anvender, når hun udspørger dem. Det bliver senere fremstillet, som en facade hun bruger, da de ikke skal tro, at hun er bange. Fair nok, men efterhånden som truslerne udvikler sig og får større og større konsekvenser og hun dagen efter igen står og spiller smart, så er der nærmere tale om dumhed. Det er meningen, at man skal føle, at her er en journalist, som virkelig vil gøre noget ved narko problemet i Dublin, for at få det væk fra gaden og fra børnene. Hun burde i virkeligheden måske i stedet for have tænkt over, hvordan hendes kørsel var, da der op til flere steder i filmen nærmest bliver gjort grin med, at hun er en værre fartbølle. Så når en kvindelig journalist kommer galt af sted, fordi hun hårdnakket bliver ved med at grave i den samme historie til trods for adskillige advarsler og samtidig formår at køre tre gange så meget hun må. Alt imens hun pralende formår at ringe til samtlige hun kender via sin mobil mens hun kører og fortæller dem, hvordan hun kun slap med en fartbøde i retten i sin sidste sag, ja så kald mig kynisk, men det er ikke en person som jeg kan have medlidenhed med. Jeg ville have mere medlidenhed med de legende børn, som kom i vejen for hendes bil. Især fordi det mere virker som om, at hun gør det for egen vindnings skyld (som næsten alle journalister) end for at redde de uskyldige børn fra narkoen. Nævenyttig, tungnem og selv uden om det, fløj igennem mit hovede. Stakkels hendes familie. Hvis Cate Blanchett havde fået besked på, at hun skulle være irreterende og "i dit ansigt" agtig, så har hun klaret det godt. Det afhjælper mig dog ikke fra at synes, at det til dags dato, er hendes mest irreterende rolle.
En anmelder fra Ekstra bladet nævnte, at den mindede om noget, der var lavet direkte til tv. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Det ser lidt ud som om, at irske Colin Farrell (som gæsteoptræder i tre min.) har ønsket at se denne historie fra sit hjemland komme til live på det hvide lærred og så lagt den på bordet for sin ven Joel Schumacher. Joel har formået at skuffe mig en del på det sidste. Han havde helt klart sin storhedsperiode i slutningen af 80érne og fremtil midten af 90érne. Dog med en undtagelse et par år tilbage, nemlig Tigerland med Colin Farrell. Det virker som om, at han vandrer imellem film med budskab og ren hjernedød underholdning. Derfor bliver begge genrer lidt halvhjertet i øjeblikket. "Bad Company" var utrolig ringe instrueret og så mere ud som om, at Chris Rock (Han burde holde sig til stand-up) selv havde instrueret fremfor Joel og mindede faktisk om en Michael Bay film. Da jeg allerede havde set "Liberty still stands" (skodfilm) med Wesley Snipes og Linda Fiorentino, som omhandler en snigskytte og en telefonboks i halvanden time, ja så kan man jo tænke sig til, hvad jeg syntes om Phone Booth. Nu disker han så op med en alvorlig historie om "Veronica Guerin", som i sidste ende ikke formår at gøre andet at irretere mig. Nej så vil jeg holde mig til "8 mm" og "Tigerland", hvis vi snakker hans seneste værker.
Denne film kunne måske have sneget sig op på to stjerner, men da jeg så at Cate Blanchett rendte rundt i en Manchester United trøje, så røg den ned på 1 stjerne igen. He he.