Den Kærlighed Til Sig Selv
4.0
Advarsel: Mulige små spoilers
Gold-diggeren (en der gifter sig for pengenes skyld og siden lader sig skille) Marylin (Zeta-Jones) skal skilles fra sin mand, og håber på at rende med det meste af hans formue. Men manden hyrer skilsmisse advokaten Miles (Clooney), der sørger for hun ikke får en krone. Men under processen får Miles og Marylin tilsyneladende følelser for hinanden, eller gør de.
Coen brødrene har her kastet sig over den romantiske komedie, og selv om den måske ikke kan leve op til mange af deres forrige film, så overgår den langt de fleste andre film vi ser i denne genre, særligt indenfor de sidste par år, hvor genren blot har gentaget sig selv i det uendelige og er kørt på autopilot i en række dødssyge produktioner. Den her er langt mere skarp og original, og den indeholder en del af den skæve humor som Coen brødrene er kendt og elsket for i mange af deres film.
Handlingen siges at være en hyldest til og en parodi på 1930’- og 40’ernes såkaldte ”screwball comedies” og skulle da også indeholde referencer til en af de meget respekterede film i genren, ”The Awful Truth” fra 1937 og med Cary Grant i hovedrollen. Dette er sikker rigtigt nok, men jeg så den lige så meget som en kvalificeret romantisk komedie a la dem der kommer så mange af i dag, men hvor størstedelen intet har at byde på. Det har den her, også selv om den langt hen ad vejen egentlig er forudsigelig. I sidste ende vinder den sande kærlighed også her og den ægte lykke vinder over den materealistiske, da vores to hovedpersoner opdager tomheden i deres liv, efter de har opnået hvad de ville, og de så blotter deres følelser for hinanden som de ligeværdige mennesker de er.
Eller måske slet ikke. For måske er deres søgen efter kærligheden slet ikke ægte, men blot en ny måde at udfylde deres tomme liv på, nu de har smagt den succes de troede ville gøre lykken og er blevet mættet. Derfor er det også kun naturligt de ”falder” eller skulle vi sige vælger hinanden, for de er begge to mennesker af samme kaliber, den ene bare som advokat og den anden som lykkejæger. Begge er de gribbe i de menneskers liv de møder på deres vej, og deres gensidige tiltrækning er måske intet andet end et forsøg på at opnå endnu en succes i deres egent lille egoistiske univers, og vinde over endnu en sjæl. I hvert sidder Miles chef som satan selv, i et mørkt rum, holdt i live af slanger og forlanger iskolde succeser (altså liv) for at holde sig og firmaet i live. Referencer med satan er naturligvis ret oplagt som, at Miles er advokat og dermed har solgt sin egen sjæl, og den ligger der helt sikkert også. Men jeg kan ikke tro, at Coen brødrene lader noget så oplagt stå alene.
Men alt i alt er det en sikkert drejet komedie, med vittige dialoger og fine indfald. Clooney gør et fint stykke arbejde som forfængelig advokat, med hang til rene tænder (i en anden Coen film, ”O Brother, Where Art Thou?”, også med Clooney, der var det håret). Clooney er vore dages Cary Grant/Clark Gable (alt efter rollen), og det er godt at se, at han vælger alsidigt når han skal finde roller. Også Zeta-Jones gør det godt, hun er et godt valg til den her rolle. Ligeledes er der flere gode biroller, som Rush og Thornton.
Så en fornøjelig affære, som ikke slår benene væk under en, men stadig byder på god og satirisk underholdning, og en anelse romantisk er den da også, hvis man søger det.
Der er i øvrigt rigtig meget god musik med, og en film der under forteksterne (som også er fine) starter med Elvis (den originale, første og eneste rigtige Elvis) Presley’s Suspicious Minds (som er et suverænt godt og tidløst nummer), kan ikke gå helt galt.
Gold-diggeren (en der gifter sig for pengenes skyld og siden lader sig skille) Marylin (Zeta-Jones) skal skilles fra sin mand, og håber på at rende med det meste af hans formue. Men manden hyrer skilsmisse advokaten Miles (Clooney), der sørger for hun ikke får en krone. Men under processen får Miles og Marylin tilsyneladende følelser for hinanden, eller gør de.
Coen brødrene har her kastet sig over den romantiske komedie, og selv om den måske ikke kan leve op til mange af deres forrige film, så overgår den langt de fleste andre film vi ser i denne genre, særligt indenfor de sidste par år, hvor genren blot har gentaget sig selv i det uendelige og er kørt på autopilot i en række dødssyge produktioner. Den her er langt mere skarp og original, og den indeholder en del af den skæve humor som Coen brødrene er kendt og elsket for i mange af deres film.
Handlingen siges at være en hyldest til og en parodi på 1930’- og 40’ernes såkaldte ”screwball comedies” og skulle da også indeholde referencer til en af de meget respekterede film i genren, ”The Awful Truth” fra 1937 og med Cary Grant i hovedrollen. Dette er sikker rigtigt nok, men jeg så den lige så meget som en kvalificeret romantisk komedie a la dem der kommer så mange af i dag, men hvor størstedelen intet har at byde på. Det har den her, også selv om den langt hen ad vejen egentlig er forudsigelig. I sidste ende vinder den sande kærlighed også her og den ægte lykke vinder over den materealistiske, da vores to hovedpersoner opdager tomheden i deres liv, efter de har opnået hvad de ville, og de så blotter deres følelser for hinanden som de ligeværdige mennesker de er.
Eller måske slet ikke. For måske er deres søgen efter kærligheden slet ikke ægte, men blot en ny måde at udfylde deres tomme liv på, nu de har smagt den succes de troede ville gøre lykken og er blevet mættet. Derfor er det også kun naturligt de ”falder” eller skulle vi sige vælger hinanden, for de er begge to mennesker af samme kaliber, den ene bare som advokat og den anden som lykkejæger. Begge er de gribbe i de menneskers liv de møder på deres vej, og deres gensidige tiltrækning er måske intet andet end et forsøg på at opnå endnu en succes i deres egent lille egoistiske univers, og vinde over endnu en sjæl. I hvert sidder Miles chef som satan selv, i et mørkt rum, holdt i live af slanger og forlanger iskolde succeser (altså liv) for at holde sig og firmaet i live. Referencer med satan er naturligvis ret oplagt som, at Miles er advokat og dermed har solgt sin egen sjæl, og den ligger der helt sikkert også. Men jeg kan ikke tro, at Coen brødrene lader noget så oplagt stå alene.
Men alt i alt er det en sikkert drejet komedie, med vittige dialoger og fine indfald. Clooney gør et fint stykke arbejde som forfængelig advokat, med hang til rene tænder (i en anden Coen film, ”O Brother, Where Art Thou?”, også med Clooney, der var det håret). Clooney er vore dages Cary Grant/Clark Gable (alt efter rollen), og det er godt at se, at han vælger alsidigt når han skal finde roller. Også Zeta-Jones gør det godt, hun er et godt valg til den her rolle. Ligeledes er der flere gode biroller, som Rush og Thornton.
Så en fornøjelig affære, som ikke slår benene væk under en, men stadig byder på god og satirisk underholdning, og en anelse romantisk er den da også, hvis man søger det.
Der er i øvrigt rigtig meget god musik med, og en film der under forteksterne (som også er fine) starter med Elvis (den originale, første og eneste rigtige Elvis) Presley’s Suspicious Minds (som er et suverænt godt og tidløst nummer), kan ikke gå helt galt.
11/04-2004
