trættende...

Pretty Woman startede det hele. Den forudsigelige romantiske komedie, hvis genre ikke har budt på fornyelse lige siden. Og det er måske dette element, som gør genren populær: forudsigeligheden, vi ved det hele ender godt. Vi sluger de latterlige og dybt konstruerede historier, så længe den naive tro på everlasting kærlighed er til stede. Nu er jeg ikke en forelsket teenagerpige, og det er måske derfor jeg ikke kan lide disse trygge romantiske film. Og nu lyder jeg garanteret hamrende dobbeltmoralsk, for jeg kan lide Pearl Harbor, hvis teenagerpige-tudehistorie var en stor del af filmen. For mig handler det vel så om pakken.

Nu hvor jeg har luftet lidt af mine aggressioner mod romantiske komedier, så må jeg sige, at denne ikke var så slem som forventet. Tæerkrummende scener var der nok af, men overraskende nok grinede jeg også et par gange. Hvad sker der, tænkte jeg. Begyndte jeg virkelig at nyde filmen? Nej, så kom der lige en latterlig scene, som behandlede publikum som små børn. Men Kate Hudson og Matthew McConaughey er et charmerende par, og nu har jeg jo altid været en beundre af McConaugheys nærmest uprøvede talent. Hans mest velspillende rolle var i den oversete Frailty, og jeg ville ønske, at han fik flere krævende roller. Han har i hvert fald format til det, og højst sandsynlig også talent. Men at han laver film som denne hjælper ikke på min respekt for ham. Hudson er som altid dejlig, men det lader til at hun bevidst prøver ikke at overgå hendes gennembrudsrolle i Cameron Crowes uforglemmelige Almost Famous. Udfordringer er der ikke noget af i denne film. Hverken for de medvirkende eller publikum.