tiltrængt kritik
4.0
Todd Haynes står bag dette fine, lille drama med rigtig gode skuespillerpræstationer og en altid velspillende Julianne Moore i hovedrollen. Jeg havde forventet et førnutid drama, men jeg fandt hurtig ud af, at Haynes ikke vil skildre en familie i 60’erne. Han er mere en personskildre, og det er han absolut god til.
Det handler om drømmen om det perfekte liv, den amerikanske drøm om perfekt hus, børn, arbejde og venner. Moore har det hele (undtagen arbejdet, det skule kvinder ikke dengang), men man undre sig over hvor tilgivende hun er næsten hele filmen igennem. Hun prøver desperat at bibeholde den ydre facade omkring det perfekte liv, mens hele verdenen omkring hende smuldrer sammen. Hele filmen er optaget så klinisk rent som muligt, da dette står i stærk kontrast med de uheldige begivenheder, det hele skal se smukt og idyllisk ud selvom råddenskaben konstant lurer.
Haynes er homoseksuel og er derved en del af de udskældte minoritetsgrupper. Hans beskrivelser af datidens fordømmelser af alt, der er anderledes, er i særdeleshed rammende. Vi sidder og ryster på hovedet af den gamle dame, der vil ringe til politiet fordi hun ser en neger stå udenfor et hus. Vi griner godmodigt af lægens betegnelse af homoseksualitet som en sygdom, og ikke mindst de mange hvide mennesker, som ikke vil i badebassin efter en lille negerdreng har soppet i det. Men hov, er vi blevet mindre dømmende i løbet af tiden? Nej, langtfra! Og dette er netop Haynes pointe, lige meget tidsalderen og sted, så besidder mennesket det fordømmende sind, hvorved man kan glorificere sig selv og ens handlinger. Troværdigt og vedkommende vist af Haynes.
Det handler om drømmen om det perfekte liv, den amerikanske drøm om perfekt hus, børn, arbejde og venner. Moore har det hele (undtagen arbejdet, det skule kvinder ikke dengang), men man undre sig over hvor tilgivende hun er næsten hele filmen igennem. Hun prøver desperat at bibeholde den ydre facade omkring det perfekte liv, mens hele verdenen omkring hende smuldrer sammen. Hele filmen er optaget så klinisk rent som muligt, da dette står i stærk kontrast med de uheldige begivenheder, det hele skal se smukt og idyllisk ud selvom råddenskaben konstant lurer.
Haynes er homoseksuel og er derved en del af de udskældte minoritetsgrupper. Hans beskrivelser af datidens fordømmelser af alt, der er anderledes, er i særdeleshed rammende. Vi sidder og ryster på hovedet af den gamle dame, der vil ringe til politiet fordi hun ser en neger stå udenfor et hus. Vi griner godmodigt af lægens betegnelse af homoseksualitet som en sygdom, og ikke mindst de mange hvide mennesker, som ikke vil i badebassin efter en lille negerdreng har soppet i det. Men hov, er vi blevet mindre dømmende i løbet af tiden? Nej, langtfra! Og dette er netop Haynes pointe, lige meget tidsalderen og sted, så besidder mennesket det fordømmende sind, hvorved man kan glorificere sig selv og ens handlinger. Troværdigt og vedkommende vist af Haynes.
12/04-2004
