amerikansk glædespropaganda

Seabiscuit var en lille hest, som gav håb til Amerikas befolkning under den store depression. Fortællingen om den lille, der blev en stor helt. Dette lyder jo som en ren Hollywood-film, og Gary Ross står bag denne bunke klicheer. Han lavede den morsomme og charmerende Pleasantville, og denne film skuffer derved grov meget. Som Forceoffive så godt siger det, så virker det som bestillingsarbejde til en Oscarsluger, selv om Seabiscuit ikke slugte nogle Oscars. Til dette er den for forudsigelig (eller, var Titanic ikke også det?) og som sagt er klicheerne for mange og stedvis ubærlige. På det tekniske område er den ikke overraskende gennemført, især fotograferingen imponerer. Men hverken det eller de gode og rutinerede skuespiller kan ophæve det tykke lag af feel-good genbrug og irriterende sentimentalitet. Det kan godt være, at den går rent ind hos de håbefulde amerikaner, som lever i vished om, at alle kan blive til noget stort (hmm), men for mig virker det naivt, selvom den jo er baseret på en faktuel historie.