deler vande
6.0
Objektive mening:
The Passion Of Christ er en unødvendig filmatisering af en del af den mest solgte bog i verdenen, Biblen. Fortællingen om Jesu liv er en tro og inspirationskilde for mange, og det virker egoistisk af Mel Gibson at udsætte verdenen for lige præcis hans fortolkning af historien. Hans yderst udpenslede film vil ligge som grobund for manges opfattelse af Jesu lidelseshistorie.
Subjektive mening:
The Passion Of Christ er en fantastisk oplevelse! Den bedste og mest overrumplende film jeg har set siden Kill Bill, og er helt klart kommet ind på min top ti. To af de største passioner i mit liv forenes i et filmisk mesterværk.
Jeg er kristen, og det er vel også derfor, at jeg finder denne film så god. For at se Passion er det i det mindste bedst, at man kender til lidelseshistorien, for ellers virker den meget ligegyldig og uforståelig. Men det handler vel også om man tror på, at Jesus døde for at frelse mennesket. Gibson er entydig i sin tro og beskrivelse, og det vil man så modtage eller forkaste. ”Filmen, som alle har en mening om.” Det tør siges, for det handler jo om tro.
Det er et modigt projekt, som Gibson for omkring tolv år siden begyndte at planlægge, efter at han havde genlæst Biblen. Omtrent alle film om Jesus korsfæstelse er blevet kritiseret for blasfemi eller ukorrekt skildring, og dette skete også for Passion, allerede inden indspilningen. Gibson blev kritiseret for at opildne til antisemitisme, allerede inden filmen blev set af nogen. Filmen blev hurtig stemplet som yderst kontroversiel, og at Gibsons karrierer i Hollywood ville være slut efter premieren. Ingen studier ville røre filmen, og Gibson måtte selv finansiere projektet, som er forholdsvis billig produceret. Bekymringerne blev manet til jorden, da Paven roste Gibson for hans skildring af hændelserne. Da filmen havde premiere i Amerika strømmede folk i biograferne for at se Gibsons store kommercielle film, som viste sig hverken at opildne til antisemitisme eller være så kommerciel, som før påstået. At kalde filmen for at fremprovokere antisemitisme er en misforståelse af proportioner. Gibson viser tydeligt, at vi alle er skyld i Jesu død, da vi alle er syndere. Ganske vist er det jøderne, der falder dom over Jesus, og selvom personskildringen af jøderne og farisæerne er lidt for opdelt i filmen (jøderne vil have Jesus korsfæstet, soldaterne er umenneskelige psykopater, mens farisæerne er mere tøvende), så burde der ikke være tvivl om, at skylden ikke kan lægges på en bestemt gruppe af troende eller menneskerace. Dem, som beskylder jøderne for Jesus død, skal bare huske Jesu ord: ”Lad den, der er uden synd, kaste den første sten.”
Passion er baseret på beskrivelserne af Jesu lidelser i de fire evangelier og handler om de sidste 12 timer i Jesus liv. Biblen er skrevet af mennesker, og derfor kan de fire evangelier ikke være identiske, men jeg mener heller ikke, at der er stor forskel på disse. Vi får Jesu afstraffelser at se, men vi ved intet (foruden forhåndsviden) om hans liv. Vi bliver kastet ind i historien uden karakterintroduktion, og det er et skidesmart træk fra Gibson. Jesus er som mysterium for os, og vi kommer ikke til at identificerer os med ham, som man ville gøre under en livsskildring. Identifikation er en form for sammenligning, og ingen kan sammenlignes med Jesus. Eneste baggrundshistorie er enkelte flashback, som er glorificerende, og det passer jo meget godt da det nu handler om Jesus. Gibson ambition var at skildre lidelseshistorien så autentisk, som overhovedet muligt. Og det er da lykkes godt for ham. Ingen tvivl om at skændslerne imod Jesus er udpenslet og brutalt vist, men budskabet drukner aldrig i volden og det bliver heller aldrig til en splatterfilm. Til dette har Gibson for meget styr over sine virkemidler. Personligt følte jeg et større ubehag ved kun at se Jesu hænder ligge på blokken mens vagterne piskede hans krop, end da fokusen var på kroppen, mens den blev gennempisket. Hvor lidelserne i andre film blev visualiseret mere suggestivt, så er det råt og barsk her. Om man bliver stødt er vel en smagssag, men jeg synes det er ret genialt af Gibson at afbilde det så blodigt. Det er jo trods alt en lidelseshistorie.
Jeg tror aldrig en film har rørt mig så meget, som Passion gjorde. En utrolig stærk film, som virkelig fremmandede uanede følelser i mig. Det lyder garanteret kikset, men jeg forelskede mig i denne film, og det er ikke kun på grund af den kristne mytologi, men også fordi filmen er så gennemgående gribende. Ingen vil forlade filmen upåvirket, om det så er på grund af de voldelige scener eller selve filmen er noget andet. Men faktum er, at Gibson har lavet en af de smukkeste film længe set. Smuk og uundgåelig tragisk. Musikken er fremragende, og den visuelle side er dybt imponerende, især taget i betragtning af filmens budget. En scene ramte mig i særdeleshed. Efter Jesus udånder ser man Golgata i fugleperspektiv og en regndråbe falder bogstavelig talt ned over kameraet. Det er velsagtens det smukkeste jeg nogensinde har set i en film og viser Gibsons upåklagelige instruktørtalent.
Der tales armensk og latin i filmen, og den irriterende følelse af amerikansk produktion udebliver derved nådesfuldt. Jesus historie går over grænser og sprog, og det gør filmen også. Brugen af det formentlige anvendte sprog fra dengang var en stor udfordring for skuespillerne. Alle gør det fremragende og rørende, men James Caviezel skal have en stor ros. For det første bare for at påtage sig rollen, som nemt kunne have resulteret i hans sidste rolle i Hollywood. Og for det andet fordi han gør det så eminent og fantastisk. Usikkerheden og uforståelsen for at han skal udsættes for så ubegribelige handlinger skinner rørende ud af Caviezel. Karrierens absolutte højdepunkt. Monica Belluci begynder ligeså stille at blive min kvindelige yndlingsskuespiller, forudsat at jeg glemmer hendes lidelser i Irreversibel. Den kvindelige skuespiller, som personificerer satan, er noget af det mest faretruende og uhyggelige jeg har set på film. Satans magt genialt visualiseret af Gibson.
Konklusionen er, at The Passion Of Christ er den stærkeste og en af de bedste film jeg har set. Mine tårnhøje forventninger blev indfriet med dobbelt kraft, og Gibson fortjener at blive prisbelønnet for hans meget personlige projekt. Om man elsker filmen eller ej handler om tro, om man tror på Jesus som Guds søn eller om man tror han var en charlatan. Jeg troede inden filmen, og jeg tror stadig her bagefter. En religiøs oplevelse var det nok ikke, det kan Gud kun skabe, men en uforglemmelig film var det, tingene går op i en højere enhed for Gibson i denne film
(Thomas Nielsen, du hører dette hele tiden, men tusind tak for en informativ og endnu engang brillant anmeldelse/indlæg.)
The Passion Of Christ er en unødvendig filmatisering af en del af den mest solgte bog i verdenen, Biblen. Fortællingen om Jesu liv er en tro og inspirationskilde for mange, og det virker egoistisk af Mel Gibson at udsætte verdenen for lige præcis hans fortolkning af historien. Hans yderst udpenslede film vil ligge som grobund for manges opfattelse af Jesu lidelseshistorie.
Subjektive mening:
The Passion Of Christ er en fantastisk oplevelse! Den bedste og mest overrumplende film jeg har set siden Kill Bill, og er helt klart kommet ind på min top ti. To af de største passioner i mit liv forenes i et filmisk mesterværk.
Jeg er kristen, og det er vel også derfor, at jeg finder denne film så god. For at se Passion er det i det mindste bedst, at man kender til lidelseshistorien, for ellers virker den meget ligegyldig og uforståelig. Men det handler vel også om man tror på, at Jesus døde for at frelse mennesket. Gibson er entydig i sin tro og beskrivelse, og det vil man så modtage eller forkaste. ”Filmen, som alle har en mening om.” Det tør siges, for det handler jo om tro.
Det er et modigt projekt, som Gibson for omkring tolv år siden begyndte at planlægge, efter at han havde genlæst Biblen. Omtrent alle film om Jesus korsfæstelse er blevet kritiseret for blasfemi eller ukorrekt skildring, og dette skete også for Passion, allerede inden indspilningen. Gibson blev kritiseret for at opildne til antisemitisme, allerede inden filmen blev set af nogen. Filmen blev hurtig stemplet som yderst kontroversiel, og at Gibsons karrierer i Hollywood ville være slut efter premieren. Ingen studier ville røre filmen, og Gibson måtte selv finansiere projektet, som er forholdsvis billig produceret. Bekymringerne blev manet til jorden, da Paven roste Gibson for hans skildring af hændelserne. Da filmen havde premiere i Amerika strømmede folk i biograferne for at se Gibsons store kommercielle film, som viste sig hverken at opildne til antisemitisme eller være så kommerciel, som før påstået. At kalde filmen for at fremprovokere antisemitisme er en misforståelse af proportioner. Gibson viser tydeligt, at vi alle er skyld i Jesu død, da vi alle er syndere. Ganske vist er det jøderne, der falder dom over Jesus, og selvom personskildringen af jøderne og farisæerne er lidt for opdelt i filmen (jøderne vil have Jesus korsfæstet, soldaterne er umenneskelige psykopater, mens farisæerne er mere tøvende), så burde der ikke være tvivl om, at skylden ikke kan lægges på en bestemt gruppe af troende eller menneskerace. Dem, som beskylder jøderne for Jesus død, skal bare huske Jesu ord: ”Lad den, der er uden synd, kaste den første sten.”
Passion er baseret på beskrivelserne af Jesu lidelser i de fire evangelier og handler om de sidste 12 timer i Jesus liv. Biblen er skrevet af mennesker, og derfor kan de fire evangelier ikke være identiske, men jeg mener heller ikke, at der er stor forskel på disse. Vi får Jesu afstraffelser at se, men vi ved intet (foruden forhåndsviden) om hans liv. Vi bliver kastet ind i historien uden karakterintroduktion, og det er et skidesmart træk fra Gibson. Jesus er som mysterium for os, og vi kommer ikke til at identificerer os med ham, som man ville gøre under en livsskildring. Identifikation er en form for sammenligning, og ingen kan sammenlignes med Jesus. Eneste baggrundshistorie er enkelte flashback, som er glorificerende, og det passer jo meget godt da det nu handler om Jesus. Gibson ambition var at skildre lidelseshistorien så autentisk, som overhovedet muligt. Og det er da lykkes godt for ham. Ingen tvivl om at skændslerne imod Jesus er udpenslet og brutalt vist, men budskabet drukner aldrig i volden og det bliver heller aldrig til en splatterfilm. Til dette har Gibson for meget styr over sine virkemidler. Personligt følte jeg et større ubehag ved kun at se Jesu hænder ligge på blokken mens vagterne piskede hans krop, end da fokusen var på kroppen, mens den blev gennempisket. Hvor lidelserne i andre film blev visualiseret mere suggestivt, så er det råt og barsk her. Om man bliver stødt er vel en smagssag, men jeg synes det er ret genialt af Gibson at afbilde det så blodigt. Det er jo trods alt en lidelseshistorie.
Jeg tror aldrig en film har rørt mig så meget, som Passion gjorde. En utrolig stærk film, som virkelig fremmandede uanede følelser i mig. Det lyder garanteret kikset, men jeg forelskede mig i denne film, og det er ikke kun på grund af den kristne mytologi, men også fordi filmen er så gennemgående gribende. Ingen vil forlade filmen upåvirket, om det så er på grund af de voldelige scener eller selve filmen er noget andet. Men faktum er, at Gibson har lavet en af de smukkeste film længe set. Smuk og uundgåelig tragisk. Musikken er fremragende, og den visuelle side er dybt imponerende, især taget i betragtning af filmens budget. En scene ramte mig i særdeleshed. Efter Jesus udånder ser man Golgata i fugleperspektiv og en regndråbe falder bogstavelig talt ned over kameraet. Det er velsagtens det smukkeste jeg nogensinde har set i en film og viser Gibsons upåklagelige instruktørtalent.
Der tales armensk og latin i filmen, og den irriterende følelse af amerikansk produktion udebliver derved nådesfuldt. Jesus historie går over grænser og sprog, og det gør filmen også. Brugen af det formentlige anvendte sprog fra dengang var en stor udfordring for skuespillerne. Alle gør det fremragende og rørende, men James Caviezel skal have en stor ros. For det første bare for at påtage sig rollen, som nemt kunne have resulteret i hans sidste rolle i Hollywood. Og for det andet fordi han gør det så eminent og fantastisk. Usikkerheden og uforståelsen for at han skal udsættes for så ubegribelige handlinger skinner rørende ud af Caviezel. Karrierens absolutte højdepunkt. Monica Belluci begynder ligeså stille at blive min kvindelige yndlingsskuespiller, forudsat at jeg glemmer hendes lidelser i Irreversibel. Den kvindelige skuespiller, som personificerer satan, er noget af det mest faretruende og uhyggelige jeg har set på film. Satans magt genialt visualiseret af Gibson.
Konklusionen er, at The Passion Of Christ er den stærkeste og en af de bedste film jeg har set. Mine tårnhøje forventninger blev indfriet med dobbelt kraft, og Gibson fortjener at blive prisbelønnet for hans meget personlige projekt. Om man elsker filmen eller ej handler om tro, om man tror på Jesus som Guds søn eller om man tror han var en charlatan. Jeg troede inden filmen, og jeg tror stadig her bagefter. En religiøs oplevelse var det nok ikke, det kan Gud kun skabe, men en uforglemmelig film var det, tingene går op i en højere enhed for Gibson i denne film
(Thomas Nielsen, du hører dette hele tiden, men tusind tak for en informativ og endnu engang brillant anmeldelse/indlæg.)
12/04-2004
