The Funny God Squad

4.0
Edward Nortons talent er tilsyneladende uendeligt, og i "Imellem venner" har han med stor succes kastet sig over den romantiske komedie. Han er ikke alene at se som den katolske præst Brian - han debuterer også som instruktør.

Brian (Norton) og Jake (Ben Stiller) er, på trods af divergerende trosretninger, bedste venner. Deres liv har altid været præget af religion, så det er helt naturligt, at Brian ender op som katolsk præst og Jake som jødisk rabbiner. En dag kommer deres fælles barndomsveninde Anna (Jenna Elfman) til byen. De har ikke set hende i 16 år, men falder begge pladask for den nu meget smukke og succesrige forretningskvinde.

Hverdagen fortsætter, og Jake er på sine utallige dates med giftemodne jødiske kvinder. Det er altid en smertefuld oplevelse for ham, men kilde til stor fornøjelse for os, der ser på. Der er dog en kemi mellem Jake og Anna, der ikke lader sig fornægte, og de indleder en hemmelig affære - ikke engang Brian bliver indviet. Men da han selv flirter med tanken om at lade Gud være Gud og satse på kærligheden til Anna i stedet for, kan det næsten kun gå galt. Anna bliver mere og mere forelsket i Jake, men hans arbejde og forholdet til familien - især hans dominerende mor (Anne Bancroft) betyder alt for ham. Er nogen kvinde værd at sætte alt over styr for?

Komedie på højt plan
"Imellem venner" er en forrygende komedie. Den dribler så mange forskellige bolde, at det aldrig bliver kedeligt. Dialogen er også i højsædet - "Imellem venner" er en rigtig snakkefilm, og da den foregår i New York, starter med voice-over fra Brian og fokuserer på forskellig menneskeskæbner og jødedommen, er der en snert af Woody Allen over den - hvilket bestemt ikke gør den ringere. Nogle af de bedste scener foregår i kirken, hvor Jake og Brian praktiserer deres egen helt specielle form for prædiken. De er fast besluttet på at fylde kirkerne, koste hvad det vil, for de er på en mission - de er simpelthen the God Squad.

Og en smule alvor
"Imellem venner" er ikke ren komedie; den nøjes ikke med at underholde med platte situationer og smarte bemærkninger. Den vil også gerne fortælle en historie om venskab, tro og tillid - om kærlighed og værdier, og det at turde elske. At den så også har sine øjeblikke af skarp og humoristisk dialog og temmelig komiske situationer, gør den bare til en fuldendt romantisk komedie, der lever op til genreforventningerne. Netop derfor scorer den dog ikke topkarakterer, for det hele skal jo ende godt, og afslutningen har et lidt for højt sukkerindhold. Men sådan skal det jo være, og det ved man på forhånd, så det ødelægger ikke fornøjelsen ved den helstøbte oplevelse.

Fremragende skuespil
Norton er overordentlig troværdig som præsten, der tager sit embede meget alvorligt - på en dejlig forfriskende og original måde. Ben Stiller er charmerende og beviser, at han godt kan være rigtig morsom uden at det skal være på den overdrevne og platte måde, som i f.eks. "vild med Mary" (1998). Elfman er et nyt frisk pust. Hun er mest kendt fra tv-serien "Et umage par", men hun får travlt nu efter sin overbevisende præstation i denne skønne romantiske komedie. Skynd dig ind at se den!
Imellem Venner