Skole-eksempel
4.0
School of Rock er et skole-eksempel på en komedie, der næsten kun kunne gå galt, men bare ikke går det.
Plottet er forudsigeligt og letkøbt fyldt med børn, der skal sælge sentimentaliteten. Alle de klassiske ingredienser på amerikansk pladderfilm af værste skuffe er til stede her, lige fra de nuttede børn til den åh-så frelste og rigtige holdning til tingene.
Hvorfor går det så ikke galt?
Det må i høj grad tilskrives Jack Black, der sælger sin rolle med en sådan intensitet, at det smitter af på hele produktet. Det her er helt og holdent hans film, og den står og falder totalt med hans spil.
Ja, Oscar-vindende og vidunderlige Joan Cusack er med i en meget vigtig birolle, men hendes karakter er dog for passiv i handlingen til, at hun kan redde filmen fra middelmådighed. Til gengæld hindrer hun, at en ellers frygtelig stereotyp rolle bliver til ren masseproduceret metervare, som det ellers er typisk i mange af den her slags film. Dermed undgår filmen en klassisk landmine.
Om Jack Black har haft nogen direkte indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig ved jeg ikke, men hans afsmittede væsen kan tydeligt ses på børnene, der klart motiveres til at yde en del mere interessant spil end vi normalt får lov til at se i film af denne type.
Dermed redder Jack Black en gang yderst gennemsnitlig amerikansk metervare fra at flyde direkte ned i glemslen til de øvrige familie-rigtige film. Man husker måske ikke filmen, men Jack glemmer man ikke lige med det samme, og det gør i sig selv filmen underholdende nok til, at den er værd at se.
Jack er sjov, men har den sjældne evne til at sælge den her slags figurer uden at de bliver latterlige i forsøget på at underholde. Den ros må man lade ham, for på den konto undgås mange klassiske fælder og reddes mange scener, der nærmest trygler om at blive pinlige.
Jævn underholdning, der hæver sig fra det glemslen fordi Jack er med. Glæder mig allerede til hans næste film.
Plottet er forudsigeligt og letkøbt fyldt med børn, der skal sælge sentimentaliteten. Alle de klassiske ingredienser på amerikansk pladderfilm af værste skuffe er til stede her, lige fra de nuttede børn til den åh-så frelste og rigtige holdning til tingene.
Hvorfor går det så ikke galt?
Det må i høj grad tilskrives Jack Black, der sælger sin rolle med en sådan intensitet, at det smitter af på hele produktet. Det her er helt og holdent hans film, og den står og falder totalt med hans spil.
Ja, Oscar-vindende og vidunderlige Joan Cusack er med i en meget vigtig birolle, men hendes karakter er dog for passiv i handlingen til, at hun kan redde filmen fra middelmådighed. Til gengæld hindrer hun, at en ellers frygtelig stereotyp rolle bliver til ren masseproduceret metervare, som det ellers er typisk i mange af den her slags film. Dermed undgår filmen en klassisk landmine.
Om Jack Black har haft nogen direkte indflydelse på, hvordan tingene udvikler sig ved jeg ikke, men hans afsmittede væsen kan tydeligt ses på børnene, der klart motiveres til at yde en del mere interessant spil end vi normalt får lov til at se i film af denne type.
Dermed redder Jack Black en gang yderst gennemsnitlig amerikansk metervare fra at flyde direkte ned i glemslen til de øvrige familie-rigtige film. Man husker måske ikke filmen, men Jack glemmer man ikke lige med det samme, og det gør i sig selv filmen underholdende nok til, at den er værd at se.
Jack er sjov, men har den sjældne evne til at sælge den her slags figurer uden at de bliver latterlige i forsøget på at underholde. Den ros må man lade ham, for på den konto undgås mange klassiske fælder og reddes mange scener, der nærmest trygler om at blive pinlige.
Jævn underholdning, der hæver sig fra det glemslen fordi Jack er med. Glæder mig allerede til hans næste film.
14/04-2004
