Bedste Disney-film
6.0
Jeg så denne film første gang, da den kom i biograferne i 1994. Dengang var den både voldsom og rørene, mens morskaben omkring især Timon og Pumba fik det hele til at blive harmonisk og lettere at "sluge".
Nu har jeg så købt DVDen, som er vidunderlig digitalt forbedret. Men selv med dagens kritiske øjne synes "Løvernes konge" at være et tegnefilmsmesterværk. Animationerne er overgået siden, og nu til dags er den slags sange, filmen indeholder ikke noget særligt.
Alligevel vil jeg argumentere for filmens evige gyldighed. Historien, som jo klart er baseret på Hamlet, er meget fint fortalt. Samtlige karakterer formår at spille en mere eller mindre væsentlig rolle, og man kommer til at kende dem på godt og ondt.
Og selvom den er sentimental ved Mufasas død, bliver det aldrig for meget. Se den, og døm selv!
Analytisk set kan man fortolke historien på flere måder, hvoraf den freudianske synes mest lige til. Simba er til at begynde med kun et barn, men gennemgår en udvikling, hvor han først lytter til sit "id" (under opholdet med Timon og Pumba), hvorefter han "indhentes af fortiden" og derfor (noget uvilligt) må lytte til sit "super-ego" i form af sin far, Mufasa.
Jeg er generelt ikke meget for freudianske paralleller, men her mener jeg, det er på sin ret at fremhæve dem.
Jeg kan kun opfordre alle til at se den. De voksne for den eminente fremstilling af en ellers kendt historie, og de lidt større børn for dens humor og gode morale.
Nu har jeg så købt DVDen, som er vidunderlig digitalt forbedret. Men selv med dagens kritiske øjne synes "Løvernes konge" at være et tegnefilmsmesterværk. Animationerne er overgået siden, og nu til dags er den slags sange, filmen indeholder ikke noget særligt.
Alligevel vil jeg argumentere for filmens evige gyldighed. Historien, som jo klart er baseret på Hamlet, er meget fint fortalt. Samtlige karakterer formår at spille en mere eller mindre væsentlig rolle, og man kommer til at kende dem på godt og ondt.
Og selvom den er sentimental ved Mufasas død, bliver det aldrig for meget. Se den, og døm selv!
Analytisk set kan man fortolke historien på flere måder, hvoraf den freudianske synes mest lige til. Simba er til at begynde med kun et barn, men gennemgår en udvikling, hvor han først lytter til sit "id" (under opholdet med Timon og Pumba), hvorefter han "indhentes af fortiden" og derfor (noget uvilligt) må lytte til sit "super-ego" i form af sin far, Mufasa.
Jeg er generelt ikke meget for freudianske paralleller, men her mener jeg, det er på sin ret at fremhæve dem.
Jeg kan kun opfordre alle til at se den. De voksne for den eminente fremstilling af en ellers kendt historie, og de lidt større børn for dens humor og gode morale.
16/04-2004
