manden med plæneklipperen
4.0
Før Peter Jackson blev verdensberømt med den mesterlige filmatisering af Ringenes Herre-trilogien lavede han humoristiske og opsigtsvækkende film, som ikke specielt gjorde ham til det oplagte valg som instruktør til LOTR. Bad Taste var en vanvittig og morsom ultra low budget splatterkomedie, som vandt publikumsprisen ved en italiensk festival. Hans næste projekt var den groteske Meet The Feebles, som på trods af dens åbenlyse uhæmmede og politisk ukorrekte stil, faktisk var meget morsom og seværdig. Jackson fik derefter finansieret Braindead, som skulle vise sig, at være hans (og nok alle films) ultimative splatterfilm. Jacksons tre første film var hans egen, lille trilogi, hvor hans hæmningsløse indre filmbarn skulle slippes løs. Herefter lavede han den geniale pseudo-dokumentariske Forgotten Silver, det indfølte og flotte drama Heavenly Creatures og den ufortjente fiasko The Frighternes, som var klassisk Jackson. Peter Jackson gjorde sig altså stærkt bemærket inden LOTR, bare ikke for mainstream-publikummet. Han er uden tvivl en original, alsidig og yderst talentfuld instruktør. (Scope, det kunne være optimalt, hvis man kunne skrive indlæg til Forgotten Silver og The Frighternes)
Braindead er en hjernedød film, ingen tvivl om det. Men den er kun hjernedød for dem, som leder efter seriøse og livsfilosofiske film, og derfor forventer en vis standard for alle film (ikke en kommentar til dig, Daniel). Braindead blev ukontrollerbar notorisk for de groteske og absurde splattereffekter, som fik censurerne til at gå i baglås. Aldrig før havde en film været så ulækker, og det værste var, at filmskaberne åbenlyst nød kontroverserne.
Filmen er lidt for morbid til mig, men jeg grinte også højlydt, og jeg gjorde det ofte. Jackson (som skriver alle hans manuskripter med konen, Fran Walsh) lægger ikke en dæmper på hans åbenlyse trang til at forarge. Alle de klassiske elementer er til stede: den uskyldige kærlighed mellem hovedpersonen og hans udkårne (som kun betragter ham som hendes udkårne fordi hun har fået det læst i kort), og hvor meget grusomhed (jo tak!) de skal gå igennem. Den overbeskyttende mor, som undertrykker den stakkels søn, så han bliver mere end normalt meget forsigtig og derfor også noget af en antihelt. Den ydre facade af nydelighed og orden, som skal bibeholdes. Disse elementer er let genkendelig for publikum, her bliver det hele bare serveret med Jacksons charme og unikke humor. Det er så langt ude det hele, at man ikke kan lade vær med at more sig og underholdes groft. Splattereffekterne er overraskende godt lavet, og Jackson ved lige, hvor langt han kan gå. Hos enhver anden instruktør ville de ulækre scener have været stødende, men her kan man tydelig set glimtet i øjet og ironien. Jacksons film indeholder altid humor (om det er den ”rene” slags eller den sorte), og derfor forbliver det hele morsomt uden at støde (i hvert fald hos mig)..
Braindead er sjovere end Bad Taste, men jeg finder den ikke ligeså god. Begge film er dog kæmpe kulthits indenfor splatter- og komediegenren. Jacksons sjoveste film til dato er dog Forgotten Silver.
Braindead er en hjernedød film, ingen tvivl om det. Men den er kun hjernedød for dem, som leder efter seriøse og livsfilosofiske film, og derfor forventer en vis standard for alle film (ikke en kommentar til dig, Daniel). Braindead blev ukontrollerbar notorisk for de groteske og absurde splattereffekter, som fik censurerne til at gå i baglås. Aldrig før havde en film været så ulækker, og det værste var, at filmskaberne åbenlyst nød kontroverserne.
Filmen er lidt for morbid til mig, men jeg grinte også højlydt, og jeg gjorde det ofte. Jackson (som skriver alle hans manuskripter med konen, Fran Walsh) lægger ikke en dæmper på hans åbenlyse trang til at forarge. Alle de klassiske elementer er til stede: den uskyldige kærlighed mellem hovedpersonen og hans udkårne (som kun betragter ham som hendes udkårne fordi hun har fået det læst i kort), og hvor meget grusomhed (jo tak!) de skal gå igennem. Den overbeskyttende mor, som undertrykker den stakkels søn, så han bliver mere end normalt meget forsigtig og derfor også noget af en antihelt. Den ydre facade af nydelighed og orden, som skal bibeholdes. Disse elementer er let genkendelig for publikum, her bliver det hele bare serveret med Jacksons charme og unikke humor. Det er så langt ude det hele, at man ikke kan lade vær med at more sig og underholdes groft. Splattereffekterne er overraskende godt lavet, og Jackson ved lige, hvor langt han kan gå. Hos enhver anden instruktør ville de ulækre scener have været stødende, men her kan man tydelig set glimtet i øjet og ironien. Jacksons film indeholder altid humor (om det er den ”rene” slags eller den sorte), og derfor forbliver det hele morsomt uden at støde (i hvert fald hos mig)..
Braindead er sjovere end Bad Taste, men jeg finder den ikke ligeså god. Begge film er dog kæmpe kulthits indenfor splatter- og komediegenren. Jacksons sjoveste film til dato er dog Forgotten Silver.
17/04-2004
