- Dagen derpå -
5.0
Storladen 2. verdenskrig-film der behandler den legendariske D-dag i ’44 – de allieredes kamp for at generobre det besatte Frankrig via Normandiet. Filmen her er en kollektiv beretning, hvor vi møder og følger en lang række af krigens deltagere - lige fra feltmarskalen til den menige soldat, med synsvinkel fra engelsk, amerikansk, fransk såvel som tysk lejr.
I de næsten 3 timer, filmen varer, kan den deles op i to dele, hvor første del går med de store overvejelser og planlæggelser op til slaget. Dette er glimrende skildret, og ideen med at opleve tingene fra begge sider fungerer fremragende. Spændingen stiger, og det er vigtigt med et ”stille før stormen”-element i filmen. Samtidig får filmen den nødvendige ro til at introducere os for de mange karakterer. Dog kommer vi ikke rigtigt ind på livet af vores aktører, og det, at der ingen egentlig hovedrolle er, betyder, at man savner en at favorisere og ”heppe” på. Det rådes der imidlertid bod på senere hen, da man omvendt bare vil se sin ”helt” forsvinde i røg og krudtslam, som filmen udvikler sig. Det er jo som sagt en kollektiv beretning, og vi har her en film, der gerne vil illustrere fællesskabet (såvel som splittelsen) under en krig, frem for at fokusere og fremhæve et enkelt individ. Og det er vel egentlig også filmens stærke side, da det tvinger seeren til at opleve slaget i fugleperspektiv og dermed få en bred indsigt i alt postyret. Samtidig er filmen heller ikke bange for at dvæle i ny og næ, og den sørger for ikke at virke fjern.
Bedst som man tror, at kedsomheden snart vil melde sig, oprinder dagen, og filmen går ind i sin anden og sidste fase. Her forvandles det hele til rendyrket kamp i et scenario af krudt og kugler og bulder og brag. Filmen leverer her spektakulære og højrøstede krigsscener af høj karat, og formår virkelig at betage sit publikum med et væld af blændende flotte kampscener. Filmen hentede da også omkring 23.000 statister ind til projektet bestående af menige soldater fra England, USA og Frankrig.
Næ, der er bestemt ikke sparet på noget her (medinstruktør Zannuck finansierede selv den resterende del af filmen, da budgettet slap op) og med sine 8 mio. $ i omkostninger er det da også den dyreste sort/hvid-film i filmhistorien (med undtagelse af ”Schindler’s List”). Scenografien er uovertruffen, overvældende og langt foran sin tid. Personligt vil jeg aldrig glemme en scene, hvor man oplever hele slaget ved Omahas kyst oppe fra et tysk fly, der, filmet i ét hug, dykker ned over kysten, alt imens skuddene hagler ned over de allierede.
Der skal da heller ikke lægges skjul på, at filmen vinder sin femte stjerne pga. det overvældende indtryk den gør i dens kampscener. 4 stjerner havde måske været mere reelt, eftersom filmen trods alt har sine mangler. Den formår ikke altid at virke lige fængslende, hvilket da også er svært i en 3 timers forestilling. Men det er ganske enkelt bare et uudslettelig indtryk, som filmen gør sig med alt dens pomp og pragt i sit pompøse krigsbillede. Samtidig er det vel nok en af de mest realistiske 2. verdenskrig-film, der er produceret. Dels bærer den ubetinget præg af autenticitet, men er det vitterlig også i kraft af en gennemarbejdet research forud for produktionen.
Filmen har i øvrigt en række sande personer på rollelisten, der spiller deres egen autentiske rolle, som den var under krigen. Som f.eks. den skotske hærs sækkepibespiller. Selveste præsident Eisenhower var endda tiltænkt sin egen rolle, men man opgav ideen, da man mente, det ville blive for svært at genskabe hans udseende anno 1944.
I de næsten 3 timer, filmen varer, kan den deles op i to dele, hvor første del går med de store overvejelser og planlæggelser op til slaget. Dette er glimrende skildret, og ideen med at opleve tingene fra begge sider fungerer fremragende. Spændingen stiger, og det er vigtigt med et ”stille før stormen”-element i filmen. Samtidig får filmen den nødvendige ro til at introducere os for de mange karakterer. Dog kommer vi ikke rigtigt ind på livet af vores aktører, og det, at der ingen egentlig hovedrolle er, betyder, at man savner en at favorisere og ”heppe” på. Det rådes der imidlertid bod på senere hen, da man omvendt bare vil se sin ”helt” forsvinde i røg og krudtslam, som filmen udvikler sig. Det er jo som sagt en kollektiv beretning, og vi har her en film, der gerne vil illustrere fællesskabet (såvel som splittelsen) under en krig, frem for at fokusere og fremhæve et enkelt individ. Og det er vel egentlig også filmens stærke side, da det tvinger seeren til at opleve slaget i fugleperspektiv og dermed få en bred indsigt i alt postyret. Samtidig er filmen heller ikke bange for at dvæle i ny og næ, og den sørger for ikke at virke fjern.
Bedst som man tror, at kedsomheden snart vil melde sig, oprinder dagen, og filmen går ind i sin anden og sidste fase. Her forvandles det hele til rendyrket kamp i et scenario af krudt og kugler og bulder og brag. Filmen leverer her spektakulære og højrøstede krigsscener af høj karat, og formår virkelig at betage sit publikum med et væld af blændende flotte kampscener. Filmen hentede da også omkring 23.000 statister ind til projektet bestående af menige soldater fra England, USA og Frankrig.
Næ, der er bestemt ikke sparet på noget her (medinstruktør Zannuck finansierede selv den resterende del af filmen, da budgettet slap op) og med sine 8 mio. $ i omkostninger er det da også den dyreste sort/hvid-film i filmhistorien (med undtagelse af ”Schindler’s List”). Scenografien er uovertruffen, overvældende og langt foran sin tid. Personligt vil jeg aldrig glemme en scene, hvor man oplever hele slaget ved Omahas kyst oppe fra et tysk fly, der, filmet i ét hug, dykker ned over kysten, alt imens skuddene hagler ned over de allierede.
Der skal da heller ikke lægges skjul på, at filmen vinder sin femte stjerne pga. det overvældende indtryk den gør i dens kampscener. 4 stjerner havde måske været mere reelt, eftersom filmen trods alt har sine mangler. Den formår ikke altid at virke lige fængslende, hvilket da også er svært i en 3 timers forestilling. Men det er ganske enkelt bare et uudslettelig indtryk, som filmen gør sig med alt dens pomp og pragt i sit pompøse krigsbillede. Samtidig er det vel nok en af de mest realistiske 2. verdenskrig-film, der er produceret. Dels bærer den ubetinget præg af autenticitet, men er det vitterlig også i kraft af en gennemarbejdet research forud for produktionen.
Filmen har i øvrigt en række sande personer på rollelisten, der spiller deres egen autentiske rolle, som den var under krigen. Som f.eks. den skotske hærs sækkepibespiller. Selveste præsident Eisenhower var endda tiltænkt sin egen rolle, men man opgav ideen, da man mente, det ville blive for svært at genskabe hans udseende anno 1944.
05/01-2005
