bemærk de geniale clues

Den Sjette Sans var den kun 33-årige M. Night Shyamalans tredje spillefilm (hvoraf de to første ikke fik premiere i Danmark), og den fik kæmpesucces, både hos publikum og kritikerne. Shyamalan var et friskt talent, som man skulle holde øje med. Hans efterfølgende film kom allerede året efter, men Unbreakable fik ikke den store succes, som selskabet havde regnet med. Kritikerne mente, at den ikke var helstøbt, og at historien var en lidt malplaceret viderekonstruktion af den succesfulde formel fra Den Sjette Sans. Shymalan har selv udtalt, at han skrev manuskriptet til Unbreakable meget længere, og at den færdige film kun er cirka 1/3 af manuskriptet, da det var den eneste del, som rigtig sagde ham noget. Kritikken til side, jeg mener, at Unbreakable er Shyamalans bedste film.

De store superheltefilm er i de sidste år igen kommet på mode, de kulørte fantasier, hvor opdelingen af godt og ondt er mere end bare tydeligt. Det kom som en overraskelse for mange (især mig), at Unbreakable egentlig er en superheltefilm. Fødslen af en helt, nærmere betegnet. Begyndelsen på noget stort, holdt i en afdæmpet og realistisk tone. Shyamalan er selv en tegneserieentusiast, og han kender tegneseriernes konventioner og formularer. Han har dog aldrig selv lavet et tegneseriebind eller lignende, hans eneste kendte medie er film. Og det gør hans overlegne kendskab til skabelse af sand filmmagi og mageløs billedkomposition desto mere overrumplende.

Bruce Willis ses her i hans til dato mest afdæmpede rolle, og for mig at se også en af hans bedste præstationer nogensinde (udover i Den Sjette Sans). Han er den perfekte personificering af uklarhed og mangel i livet. Han fremmedgør hans kone og barn, hvorved hans ægteskab er i stærk fare og sønnen desperat værdsætter hvert øjeblik, som han deler med faderen. Endvidere prøver han i starten af filmen at indlede et sidespring. Han er derfor helt klart ikke en typisk helt. Han fascineres af en piges tatovering af en rose, som lidt kejtet symboliserer ham. David Dunn kan udrette noget stort og smukt, men ethvert menneske har fejl. Han holder sig på køligt afstand af sine medmennesker, og ligeledes gør publikum. En halv time inde i filmen introducerer Shyamalan os for heltens modsætning, i skikkelse af en rørende god Samuel L. Jackson. Han er skrøbelig, mens Willis er usårlig. Jackson er følsom, og publikum sympatiserer straks med denne mand, som ikke kan tåle stød, da hans knogler derved brækker. Willis er kold og tynget af det udefinerbare mangel i livet, han er hvid, nærmest skaldet og kan ikke blive syg. Jackson er sort, langhåret og utrolig sårbar. Det er klart, at vi kommer til at holde af og med denne mand, og vi forfærdes da han ved et uheld falder ned ad en trappe og brækker mange af hans knogler. Willis får vi et lidt mere ambivalent forhold til. I slutningen af filmen vender Shyamalan det hele på genial vis på hovedet. Skurk og helt siges at være venner i tegneserie, og ligeledes er de i denne film. Jackson har begået tre store terroraktioner med mange uskyldige ofre af menneskeliv, for at finde hans modsætning. Han er skurken, og endnu engang giver Shyamalan i slutningen filmen et nyt perspektiv. For publikum kan da ikke glemme vores nærmest beskyttende følelser for ham under hele filmen. Han er den svage, som vi alle må stræbe os efter at hjælpe, men han viser sig også at have en umådelig destruktiv kraft. Jeg mener, at Unbreakable er Shymalans bedste film netop på grund af slutningen, da den rette sammenhæng først går op for os efter det forløsende øjeblik, hvor Willis får bekræftet at han virkelig er en helt. Den Sjette Sans og Signs endte begge med en positiv stemning, da Shymalan er en stor optimist (ligesom forbilledet Spielberg). Slutningen i Unbreakable rammer os med et pessimistisk og deprimerende chok. Jackson har myrdet alle disse mennesker, for at finde en person i den anden ende af spektret. Willis fandt sit kald, lever højst sandsynlig lykkeligt til hans dages ende, og Jacksons person var skyld i det ved at hjælpe ham. Står Willis ikke i gæld til hans ”redningsmand”? Jackson var den menneskelige skurk, som bare ville finde hans plads i verdenen. Og vil vi alle ikke det? Hans virkeligheds- og retfærdighedsopfattelse er dog blevet så forskruet af at leve i tegneseriens verden for ikke at skulle håndtere livets uundgåelige problemer og konfrontationer, som har været ekstra hårde mod ham. Der er intet heroisk opgør mellem skurk og helt, og hele filmen virker overraskende realistisk og menneskelig.

Jeg er ikke den store tegneseriefan, selvom jeg nyder de bombastiske filmadaptioner af disse. Unbreakable er mere en film om tegneserier end en tegneseriefilm. Den drejer intelligent den gængse opfattelse af historier og morale, og jeg finder filmen absolut overrumplende. Shyamalans forbilleder er blandt andet Spielberg og Hitchcock, men han har sin helt egen stil. For eksempel udspilles mange scener igennem spejlbilleder. Dette giver filmen en dybde, men også en form for surrealistisk stemning, på trods af at jeg som sagt finderfilmen realistisk og troværdig, og stilen holdes afdæmpet og langtfra opvisende. Dette er et typisk træk fra Shyamalan. Det skal ikke blive for opvisende eller følelsesfremkaldende, for det kan ende i prætentiøs manipulation, som aldrig ses hos Shymalan. Han har styr over de filmiske virkemidler og ikke mindst den visuelle side, som gav mig utallige chok i denne film. Han har en særpræget og virtuos montagestil, som veksler mellem det suggestive og det rendyrkede gys. Unbreakable er legende flot filmet og sikker i de uhyggelige chokøjeblikke. Musikken af James Newton Howard er ligeledes fremragende, noget af det bedste (og mest hårrejsende) jeg nogensinde har hørt på film. Ligeledes er filmens klimaks, hvor Willis indser hans evne og går ind på en togstation for at udfolde hans evner, noget af det fedeste (hader dog at bruge det ord), jeg nogensinde har set. Shymalan får tingene til at gå op i en højere enhed mange steder i denne film.

Jeg sad og funderede over ting, som jeg ikke kunne lide ved denne film. Intet er jo perfekt, men jeg fandt kun to ting. Scenen, hvor Willis’ søn vil skyde ham for at bevise, at han er usårlig, virkede for konstrueret og søgt for mig. Ligeledes fandt jeg de sidste skrevne informationer i filmen (som giver følelsen af at dette kunne være faktuelt) lidt malplacerede, selvom Shymalans pointe netop er, at dette kunne ske i vores hverdag og liv.

Nogle finder Unbreakable kedelig og nærmest unødvendig. Jeg elsker den afkølede stil, hvor Shymalan tager sin tid om at fortælle hans enkle, men genial konstrueret historie. Denne film er (ligesom Den Sjette Sans og Signs) uden tvivl en af mine yndlingsfilm, som kan overrumple mig hver eneste gang jeg ser den (kører på omkring 15 gange nu). Shyamalan besidder et kæmpe filmisk talent, hvor han blander sin subjektive livsmeninger- og filosofier med anderledes, originale og særprægede historier. Velsagtens min yndlingsinstruktør, da han har givet mig nogle af mine bedste filmoplevelser.