Åbenbaring fra uventet kant
6.0
Jeg genså forleden filmen på DVD (men så den i sin tid i biffen), og jeg må sige at den holder 100%.
Jeg husker stadig min tvivl overfor, om filmen overhovedet havde nogen berettigelse. På TV var episoderne små og rimeligt banale. Selv om TV-episoderne havde deres pointer, så var de meget vulgære og spillede i høj grad på den yderst grovkornede sorte humor, og jeg tvivlede i voldsom grad på, om det kunne overføres til det store lærred uden at falde helt fra hinanden.
Den store overraskelse var så, at man end ikke forsøgte, for man havde faktisk noget stort og vigtigt at fortælle. Det er en pointe, der måske er hørt før, men her rammes hykleriet og den frelste puritanisme (især den amerikanske, men vi andre skal nu ikke føle os for sikre...) så præcist og med en så nøjagtig og passende blanding af ironi og sarkasme, at resultatet går op i en højere enhed.
At South Park filmen ikke er nævnt ofte i dagens USA overrasker ikke, for sarkasmen i filmens afsløringer af den gængse etik (eller snarere mangel på sammen...) rammer så hårdt og nådesløst, at de puritanske amerikanere i almindelighed vil få de moralske opstød galt i halsen. Især afsløringen af USAs 'Angry Mothers' er skildret med behørig væmmelse, bedst i scenen hvor man efter have puttet en v-chip i Cartman opfordrer ham til at sige noget grimt. Han tvivler, men mor siger det er okay, så han gør som der bliver sagt, og bliver prompte straffet... Hovsa, der røg moralsen sgu ud af vinduet, men det opdagede mødrene vist ikke.
South Park filmen er også en af den bedste tegnefilm i lange tider til at bruge sange. I bedste Disney-stil bryder hovedpersonerne spontant ud i sang flere gange. De her sange er dog meget anderledes end i Disney-filmene. For det første er de åbenlyst provokerende, sarkastiske og dobbelt-moralske.
For det andet er de pokkers iørefaldende. Især det sidste overrasker, fordi man virkelig ikke kan lade være med at blive grebet af de unægtelige ørehængere, der rent melodisk faktisk er bedre i de fleste af de 'familie-rigtige' tegnefilm fra Disney og andre.
På den led bliver afsløringerne om muligt endnu større, for ganske som i "Wag the Dog" viser man således med pinlig tydelighed, hvordan iørefaldende sange kan opbygge den stemning der river folk med uanset hvad formålet så end er.
Og her slutter det ikke, for mens sangene er vigtige, så er de kun illustrationer af filmens dybere pointe, der i høj grad handler om ansvarlighed. Ja, det er grotesk at netop en film som South Park i højere grad beskæftiger sig med ansvarlighed end meget af det øvrige bras vi ser, men det indrømmer filmen også blankt - South Park eksisterer kun fordi ansvaret alt for ofte bliver efterladt som Palle alene i verden, mens alle hopper over hvor gærdet er lavest og skyder skylden for alverdens små og store problemer fra sig i en sådan grad, at de aldrig får nogen løsning.
Filmens 'Angry Mothers' har f.eks. mere travlt med at beskylde Canada for deres børns manglede opdragelse end selv at begynde at gøre noget ved det. Bemærk slutningen af sangen 'Blame Canada' der siger at de 'must cause a fuss before somebody thinks of blaming us'. (Endnu mere grotesk er det, at sangen faktisk var nomineret til en Oscar, men måtte synges af Robin Williams, fordi der var grimme ord i den - et næsten pinligt eksempel på filmens pointe, som USA i vid ustrækning overså...)
Og den generelle tendens til at beskylde andre for tingenes tilstand i stedet for at gøre noget ved dem er en rød tråd i filmen, hvor ingen tager sig af hovedpersonerne. Således også teksten i den indlende jubelsang: "Off to the movies we shall go to learn everything that we know, because the movies teach us what our parents don't have time to say". Av for den!
Dobbelt-moralen og hykleriet lever måske i bedste velgående i USA, men med South Park filmen ser vi, at de også selv er dem, der uden tvivl er mest klare over det og bedst til at sætte fingeren præcis der, hvor man for alvor taber tråden. Det er på samme tid underholdende og åbenbarende i en sådan grad, at der næsten brude være pligt til at se denne film.
Jeg husker stadig min tvivl overfor, om filmen overhovedet havde nogen berettigelse. På TV var episoderne små og rimeligt banale. Selv om TV-episoderne havde deres pointer, så var de meget vulgære og spillede i høj grad på den yderst grovkornede sorte humor, og jeg tvivlede i voldsom grad på, om det kunne overføres til det store lærred uden at falde helt fra hinanden.
Den store overraskelse var så, at man end ikke forsøgte, for man havde faktisk noget stort og vigtigt at fortælle. Det er en pointe, der måske er hørt før, men her rammes hykleriet og den frelste puritanisme (især den amerikanske, men vi andre skal nu ikke føle os for sikre...) så præcist og med en så nøjagtig og passende blanding af ironi og sarkasme, at resultatet går op i en højere enhed.
At South Park filmen ikke er nævnt ofte i dagens USA overrasker ikke, for sarkasmen i filmens afsløringer af den gængse etik (eller snarere mangel på sammen...) rammer så hårdt og nådesløst, at de puritanske amerikanere i almindelighed vil få de moralske opstød galt i halsen. Især afsløringen af USAs 'Angry Mothers' er skildret med behørig væmmelse, bedst i scenen hvor man efter have puttet en v-chip i Cartman opfordrer ham til at sige noget grimt. Han tvivler, men mor siger det er okay, så han gør som der bliver sagt, og bliver prompte straffet... Hovsa, der røg moralsen sgu ud af vinduet, men det opdagede mødrene vist ikke.
South Park filmen er også en af den bedste tegnefilm i lange tider til at bruge sange. I bedste Disney-stil bryder hovedpersonerne spontant ud i sang flere gange. De her sange er dog meget anderledes end i Disney-filmene. For det første er de åbenlyst provokerende, sarkastiske og dobbelt-moralske.
For det andet er de pokkers iørefaldende. Især det sidste overrasker, fordi man virkelig ikke kan lade være med at blive grebet af de unægtelige ørehængere, der rent melodisk faktisk er bedre i de fleste af de 'familie-rigtige' tegnefilm fra Disney og andre.
På den led bliver afsløringerne om muligt endnu større, for ganske som i "Wag the Dog" viser man således med pinlig tydelighed, hvordan iørefaldende sange kan opbygge den stemning der river folk med uanset hvad formålet så end er.
Og her slutter det ikke, for mens sangene er vigtige, så er de kun illustrationer af filmens dybere pointe, der i høj grad handler om ansvarlighed. Ja, det er grotesk at netop en film som South Park i højere grad beskæftiger sig med ansvarlighed end meget af det øvrige bras vi ser, men det indrømmer filmen også blankt - South Park eksisterer kun fordi ansvaret alt for ofte bliver efterladt som Palle alene i verden, mens alle hopper over hvor gærdet er lavest og skyder skylden for alverdens små og store problemer fra sig i en sådan grad, at de aldrig får nogen løsning.
Filmens 'Angry Mothers' har f.eks. mere travlt med at beskylde Canada for deres børns manglede opdragelse end selv at begynde at gøre noget ved det. Bemærk slutningen af sangen 'Blame Canada' der siger at de 'must cause a fuss before somebody thinks of blaming us'. (Endnu mere grotesk er det, at sangen faktisk var nomineret til en Oscar, men måtte synges af Robin Williams, fordi der var grimme ord i den - et næsten pinligt eksempel på filmens pointe, som USA i vid ustrækning overså...)
Og den generelle tendens til at beskylde andre for tingenes tilstand i stedet for at gøre noget ved dem er en rød tråd i filmen, hvor ingen tager sig af hovedpersonerne. Således også teksten i den indlende jubelsang: "Off to the movies we shall go to learn everything that we know, because the movies teach us what our parents don't have time to say". Av for den!
Dobbelt-moralen og hykleriet lever måske i bedste velgående i USA, men med South Park filmen ser vi, at de også selv er dem, der uden tvivl er mest klare over det og bedst til at sætte fingeren præcis der, hvor man for alvor taber tråden. Det er på samme tid underholdende og åbenbarende i en sådan grad, at der næsten brude være pligt til at se denne film.
19/04-2004
