Livet omkring de tredive "Maybe Baby" er Ben Eltons debut som spillefilmsinstruktør og endnu en film i rækken af romantiske komedier, hvor alt tegner til at ende gruelig galt, men... nå ja, gæt selv. Den er sød, sjov og naturligvis en anelse forudsigelig. Men samtidig er den også et af de bedre tilbud i kategorien "Hjælp, vi skal føde". Det må egentlig være en underlig fornemmelse at opdage, at ens kæreste er ved at lave en film, som handler om ens privatliv. Og det må især være god grobund for et raserianfald at opdage det, efter man har sagt, at man faktisk synes, det er en RET dårlig idé. Sjov og slavisk sex

3.0
På den måde har Ben Elton nok ramt rigtigt med Lucy (Joely Richardson) i sin debutspillefilm, "Maybe Baby". Hun bliver edderspændt forbistret på sin mand, Sam (Hugh Laurie), da hun opdager, at han mod hendes vilje, skriver manuskript til en film om et par, der har meget, meget, meget svært ved at få et barn... Det har de nemlig også.

De er ellers et super-duper-lykkeligt par omkring de tredive. De mangler sådan set bare lille Sam/Lucy for at gøre det hele perfekt. Men hverken sjov eller slavisk sex hjælper. Og selv ikke den fremmeste fertilitetsklinik kan drive sædcelle og æg sammen hos de to. Så forholdet forfalder, og lidenskaben lider.

Farveløs og babybesat
Og det gør historien også. Den må især lide med Joely Richardson - en farveløs Gwyneth-Meg-Diaz-hybrid, der, mekanisk og babybesat, udleverer sine inderste følelser - via en dagbog - til sin mand. Han bliver spillet af Hugh Laurie, der derimod fungerer godt som en voksen, sympatisk (indtil det med manuskriptet og dagbogen), lidt slapsvanset mand, der egentlig kun vil have børn, fordi han elsker sin kone så højt, og hun vil have børn.

Birollerne er godt besat af blandt andre Joanna Lumley fra serien, "Helt Hysterisk" (1992) som agent-mutteren Sheila og Emma Thompson som frelst hippieven. Mens Rowan Atkinson mere forudsigeligt spiller sig selv i rollen som Lucys gynækolog.

"Maybe Baby" er ikke historien om alt det kaos, der opstår, når førstegangsforældre får et barn. Nix, her handler det om al den tumult og hurlumhej, der er før, det hele sker - hvis det sker. Det er en jævn film - jævnt lang og jævnt morsom. Man kunne måske forvente mere af Ben Elton eftersom han tidligere har leveret manuskripter til TV-serierne om "The Young Ones" (1982) og "Den Sorte Snog" (80'erne).
Maybe Baby