OK
5.0
---SPOILERS---
Det er en fint fortalt film, der er uhyggelig, og det hele går op i en højere enhed til sidst, men det passer næsten lidt for godt til at være rigtigt vedkommende.
Det, jeg har imod Seven, går på plottet. For hvad er Finchers ide med plottet ?
Det kan ikke være Finchers tanke at vise, at lovens håndhæver som Pitt er, ikke er bedre end seriemorderen selv, for Pitts afsluttende henrettelse begås trods alle formaninger i ren affekt i modsætning til seriemorderens egne beregnende mord.
Hvis det er Finchers pointe i et og alt at ligestille Pitt med de øvrige, der har begået dødssynder, fordi Pitt selv er vreden, er parallellen en anselse uinteressant, for Pitts dødssynd - i modsætning til de øvrige synderes - uforklarligt nok skal fremprovokeres af seriemorderen selv, der dermed griber ind i handlingen for denne ene synds vedkommende, men ikke for de andre. Og hvis Fincher dermed vil illustrere Pitts personlige tragedie som værende nærmest en naturgiven ting, derved at han uden videre lader sig fange som flue i et spind, eller fange i et spil han ikke kunne overskue, men burde have overskuet, er den del vel lykkedes meget godt.
Filmen kan sagtens ses som et indlæg mod dødsstraf, og som sådan står den vel egentligt stærkest.
Men jeg synes der mangler en løshed i handlingen, og der mangler en slags afslappet ligegyldighed og eftergivenhed over for tilfældet, som det skæbnebestemte, stramme plot ikke kan og må vise, hvis plottet samtidig skal hænge sammen. Pitt er lidt for stereotyp. Fincher postulerer, at han er sådan fra starten af filmen og derved basta. Den eneste udvikling Pitt gennemgår i filmen er de korte sekunder til sidst hvor han giver efter for sine drifter. Men det er ikke en udvikling, men nærmest noget der har ligget i hans kort fra filmens start.
Og derved bliver bukserne lige vel skræddersynede - der er ikke plads til at filmen og Pitt kan vokse i vore tanker.
Twelwe Monkeys, der efter min opfattelse er et mesterværk, har dog lidt af samme stramme handlingsforløb, men jeg synes Gilliams måde at lade plottet udvikle sig på i højere grad er betinget af og respekterer menneskets egne fejl, hvor Fincher trods alt må gribe ind i handlingen for at give os den iøvrigt fuldendte slutning.
Det er en fint fortalt film, der er uhyggelig, og det hele går op i en højere enhed til sidst, men det passer næsten lidt for godt til at være rigtigt vedkommende.
Det, jeg har imod Seven, går på plottet. For hvad er Finchers ide med plottet ?
Det kan ikke være Finchers tanke at vise, at lovens håndhæver som Pitt er, ikke er bedre end seriemorderen selv, for Pitts afsluttende henrettelse begås trods alle formaninger i ren affekt i modsætning til seriemorderens egne beregnende mord.
Hvis det er Finchers pointe i et og alt at ligestille Pitt med de øvrige, der har begået dødssynder, fordi Pitt selv er vreden, er parallellen en anselse uinteressant, for Pitts dødssynd - i modsætning til de øvrige synderes - uforklarligt nok skal fremprovokeres af seriemorderen selv, der dermed griber ind i handlingen for denne ene synds vedkommende, men ikke for de andre. Og hvis Fincher dermed vil illustrere Pitts personlige tragedie som værende nærmest en naturgiven ting, derved at han uden videre lader sig fange som flue i et spind, eller fange i et spil han ikke kunne overskue, men burde have overskuet, er den del vel lykkedes meget godt.
Filmen kan sagtens ses som et indlæg mod dødsstraf, og som sådan står den vel egentligt stærkest.
Men jeg synes der mangler en løshed i handlingen, og der mangler en slags afslappet ligegyldighed og eftergivenhed over for tilfældet, som det skæbnebestemte, stramme plot ikke kan og må vise, hvis plottet samtidig skal hænge sammen. Pitt er lidt for stereotyp. Fincher postulerer, at han er sådan fra starten af filmen og derved basta. Den eneste udvikling Pitt gennemgår i filmen er de korte sekunder til sidst hvor han giver efter for sine drifter. Men det er ikke en udvikling, men nærmest noget der har ligget i hans kort fra filmens start.
Og derved bliver bukserne lige vel skræddersynede - der er ikke plads til at filmen og Pitt kan vokse i vore tanker.
Twelwe Monkeys, der efter min opfattelse er et mesterværk, har dog lidt af samme stramme handlingsforløb, men jeg synes Gilliams måde at lade plottet udvikle sig på i højere grad er betinget af og respekterer menneskets egne fejl, hvor Fincher trods alt må gribe ind i handlingen for at give os den iøvrigt fuldendte slutning.
20/04-2004
