you fascinate me!
5.0
Jeg har virkelig set frem til Intolerable Cruelty. Som die hard-Clooney fan så jeg ham udfolde sin geniale komiske side for første gang i hans til dato mest uforglemmelige rolle i Coen-brødrenes mesterlige og originale O Brother, Where Art Thou? Endnu et sammenspil med brødrene og Clooney kunne ikke andet end udspringe høj komik, både i replikkerne og ansigtsmimik. Og jeg blev ikke skuffet. Intolerable Cruelty er den sjoveste film, jeg har set i lang tid, ikke mindst på grund af Clooney. Hans tænderfikserede, sandhedsbøjende og generelt kyniske skilmisseadvokat lader endnu engang Clooney vise hans alsidige talent. Han er den sjoveste skuespillerne, jeg har set, og overgår selv Jim Carrey. Men ikke al æren skal tilfalde Clooney. De to originale Coen-brødre har skrevet et selvironisk og intelligent manuskript, som herligt leger med det banale i de romantiske komedier.
Intolerable Cruelty er velsagtens det tætteste brødrene kommer på mainstream, og derfor er det også deres mest tilgængelige film til dato. Kritikkerne har altid holdt med Joel og Ethan Coen, men de har aldrig fået kommerciel succes, hovedsagligt fordi deres film mest henvender sig til det smalle publikum. Intolerable Cruelty blev en forholdsvis stor succes, men den vil dog heller ikke skuffe fans. Coen-brødrenes unikke præg ses under hele filmen. De specielle og lettere akavede biroller (specielt Thornton og Rush er fremragende), den indlevende historie og ikke mindst deres helt egen kyniske tilgang til beskrivelsen af de menneskelige følelser og handlinger. Forstående og kun en smule dømmende. Catherine Zeta-Jones er ikke set mere dejlig end her, og gnisterne springer mellem humørfyldte Clooney og hende. Jeg har dog lidt problemer med at se brødrenes intentioner. Tror de på den himmelske kærlighed, og er dette hermed en historie om anti-materialisme og den fuldendte lykke? Eller frygter de to hovedroller bar ensomhed så meget (efter at have været vidne til et muligt slutresultat), at de nærmest desperat tager den første på vejen? Som optimistisk romantiker tror jeg på det første. Men som realist tror jeg, at kærligheden i Intolerable Cruelty manifesteres af ensomhedens depression. Clooneys ambitiøse advokat finder konkurrence i Zeta-Jones’ mandeæder, som han forveksler med kærlighed. Men i må meget gerne modbevise mig.
Filmen er let kritisabel for den forudsigelige historie, men den besidder en form for uforudsigelig troværdighed indenfor dens egne rammer og præmisser. Alt kan ske, og flere scener er blevet dømt som udødelige klassiker af mig, blandt andet det første møde mellem Clooney og Zeta-Jones. Dialogen sprudler af energi og humor, og selvom man ind imellem godt kan mærke, at Coen-brødrene ikke er så engageret her, som de har været med andre af deres film, så er Intolerable Cruelty et mesterværk. Frisk lystspil med en overraskende romantisk side fra Coen-brødrene.
Også har jeg også mulighed for at erkende her, at jeg på denne hjemmeside skulle have givet både Fargo og O Brother, Where Art Thou 5 stjerner. Coen-brødrene, Kevin Smith og god-among-directors Quentin Tarantino (og selvfølgelig newcomer Darren Aronosky) er inkarnationen af alternativ amerikanske film.
(Thomas Nielsen, kunne ret godt lide din analyse af filmens kærlighed. Og kan kun give dig ret i Elvis’ nummer. Det er eminent anvendt!)
Intolerable Cruelty er velsagtens det tætteste brødrene kommer på mainstream, og derfor er det også deres mest tilgængelige film til dato. Kritikkerne har altid holdt med Joel og Ethan Coen, men de har aldrig fået kommerciel succes, hovedsagligt fordi deres film mest henvender sig til det smalle publikum. Intolerable Cruelty blev en forholdsvis stor succes, men den vil dog heller ikke skuffe fans. Coen-brødrenes unikke præg ses under hele filmen. De specielle og lettere akavede biroller (specielt Thornton og Rush er fremragende), den indlevende historie og ikke mindst deres helt egen kyniske tilgang til beskrivelsen af de menneskelige følelser og handlinger. Forstående og kun en smule dømmende. Catherine Zeta-Jones er ikke set mere dejlig end her, og gnisterne springer mellem humørfyldte Clooney og hende. Jeg har dog lidt problemer med at se brødrenes intentioner. Tror de på den himmelske kærlighed, og er dette hermed en historie om anti-materialisme og den fuldendte lykke? Eller frygter de to hovedroller bar ensomhed så meget (efter at have været vidne til et muligt slutresultat), at de nærmest desperat tager den første på vejen? Som optimistisk romantiker tror jeg på det første. Men som realist tror jeg, at kærligheden i Intolerable Cruelty manifesteres af ensomhedens depression. Clooneys ambitiøse advokat finder konkurrence i Zeta-Jones’ mandeæder, som han forveksler med kærlighed. Men i må meget gerne modbevise mig.
Filmen er let kritisabel for den forudsigelige historie, men den besidder en form for uforudsigelig troværdighed indenfor dens egne rammer og præmisser. Alt kan ske, og flere scener er blevet dømt som udødelige klassiker af mig, blandt andet det første møde mellem Clooney og Zeta-Jones. Dialogen sprudler af energi og humor, og selvom man ind imellem godt kan mærke, at Coen-brødrene ikke er så engageret her, som de har været med andre af deres film, så er Intolerable Cruelty et mesterværk. Frisk lystspil med en overraskende romantisk side fra Coen-brødrene.
Også har jeg også mulighed for at erkende her, at jeg på denne hjemmeside skulle have givet både Fargo og O Brother, Where Art Thou 5 stjerner. Coen-brødrene, Kevin Smith og god-among-directors Quentin Tarantino (og selvfølgelig newcomer Darren Aronosky) er inkarnationen af alternativ amerikanske film.
(Thomas Nielsen, kunne ret godt lide din analyse af filmens kærlighed. Og kan kun give dig ret i Elvis’ nummer. Det er eminent anvendt!)
22/04-2004
