Tarantino styrer
5.0
Kill Bill 2 holder, så er det sagt.
Nej, den er ikke en fortsættelse af voldsorgiet fra den første film, men derfor kan det sagtens være en god film. Tarantino forsøger slet ikke at køre fortsættelsen videre på indledningens præmisser, og derfor bliver nr. 2 en meget anderledes film.
Dem der holdt af Kill Bill 1 fordi væltede rundt i vold og vrede i hævnens hellige navn, og som førte til voldsomme slåskampe, vil måske blive skuffede. Dem der holdt af Kill Bill 1 fordi den var en god film, vil til derimod også holde af fortsættelsen.
Jeg er ikke fanatisk Tarantino-tilhænger (selv om jeg kan lide hans film), så jeg var faktisk lidt bekymret for om nr. 2 kunne holde.
Uden at afsløre noget, så er filmen på overfladen mere mainstream end forgængeren - den er fortalt langt mere kronologisk og helt uden manga-tegnefilm, sort-hvide sekvenser eller andre tricks af samme type. Kun et par gange ser man flashbacks, men man er aldrig i tvivl om hvornår, og de er generelt lange.
Det passer dog godt til filmen. Hvor den første var diffus og forvirrende i sit billedsprog med heftigt vekslende scener i tid og sted, og sort-hvide sekvenser, så passede det godt til hovedperson, der vågner til et mareridt og ikke har andet end sin hævntørst at klamre sig til i sin forvirring og desperation.
I nr. 2 begynder hun dog mere at overveje sin hævn og dens konsekvenser, og derfor er det også passende at billedsproget bliver mere afslappet. Tarantino skildrer på den måde sin hovedpersons sindsstemninger billedligt gennem de to film på en måde, der virkelig er bemærkelsesværdig. Til gengæld vil action-fans, der kun kommer for at se blod og vold, sikkert være skuffede.
I sidste ende vil Tarantino nemlig mere med sin film end bare svælge i død og ødelæggelse, og fortsættelsen er derfor i sandhed fredsommelig i forhold til forgængeren. Især den endelige konfrontation med Bill er rent fysisk kort og forholdsvis ublodig. Her foregår kampen på et helt anderledes plan, hvor hovedpersonen (som jeg nu kender navnet på, men som jeg ikke skal afsløre) prøver at retfærdigøre sin hævn, mens Bill forsvarer sig ved at tvinge hende til at se kritisk på sig selv. Der er ikke meget blod og vold over det, men det er dialog som kun Tarantino kan lave den på det store lærred.
Faktisk er filmen fyldt med scener, der har Tarantino's skæve humor. Bemærk f.eks. hvordan Black Mamba's gamle kinesiske læremester udtrykker sine sindsstemninger ved konstant at pille ved sit lange skæg - et særtegn for Tarantino. Der er mange scener, der hænger ved, når man forlader biografen, og derfor giver jeg samme vurdering til Kill Bill 2 som til Kill Bill 1, selv om det er af andre årsager. Volds-Brian kan derimod godt trække mindst to stjerner fra.
"I overreacted..." - Bill
Nej, den er ikke en fortsættelse af voldsorgiet fra den første film, men derfor kan det sagtens være en god film. Tarantino forsøger slet ikke at køre fortsættelsen videre på indledningens præmisser, og derfor bliver nr. 2 en meget anderledes film.
Dem der holdt af Kill Bill 1 fordi væltede rundt i vold og vrede i hævnens hellige navn, og som førte til voldsomme slåskampe, vil måske blive skuffede. Dem der holdt af Kill Bill 1 fordi den var en god film, vil til derimod også holde af fortsættelsen.
Jeg er ikke fanatisk Tarantino-tilhænger (selv om jeg kan lide hans film), så jeg var faktisk lidt bekymret for om nr. 2 kunne holde.
Uden at afsløre noget, så er filmen på overfladen mere mainstream end forgængeren - den er fortalt langt mere kronologisk og helt uden manga-tegnefilm, sort-hvide sekvenser eller andre tricks af samme type. Kun et par gange ser man flashbacks, men man er aldrig i tvivl om hvornår, og de er generelt lange.
Det passer dog godt til filmen. Hvor den første var diffus og forvirrende i sit billedsprog med heftigt vekslende scener i tid og sted, og sort-hvide sekvenser, så passede det godt til hovedperson, der vågner til et mareridt og ikke har andet end sin hævntørst at klamre sig til i sin forvirring og desperation.
I nr. 2 begynder hun dog mere at overveje sin hævn og dens konsekvenser, og derfor er det også passende at billedsproget bliver mere afslappet. Tarantino skildrer på den måde sin hovedpersons sindsstemninger billedligt gennem de to film på en måde, der virkelig er bemærkelsesværdig. Til gengæld vil action-fans, der kun kommer for at se blod og vold, sikkert være skuffede.
I sidste ende vil Tarantino nemlig mere med sin film end bare svælge i død og ødelæggelse, og fortsættelsen er derfor i sandhed fredsommelig i forhold til forgængeren. Især den endelige konfrontation med Bill er rent fysisk kort og forholdsvis ublodig. Her foregår kampen på et helt anderledes plan, hvor hovedpersonen (som jeg nu kender navnet på, men som jeg ikke skal afsløre) prøver at retfærdigøre sin hævn, mens Bill forsvarer sig ved at tvinge hende til at se kritisk på sig selv. Der er ikke meget blod og vold over det, men det er dialog som kun Tarantino kan lave den på det store lærred.
Faktisk er filmen fyldt med scener, der har Tarantino's skæve humor. Bemærk f.eks. hvordan Black Mamba's gamle kinesiske læremester udtrykker sine sindsstemninger ved konstant at pille ved sit lange skæg - et særtegn for Tarantino. Der er mange scener, der hænger ved, når man forlader biografen, og derfor giver jeg samme vurdering til Kill Bill 2 som til Kill Bill 1, selv om det er af andre årsager. Volds-Brian kan derimod godt trække mindst to stjerner fra.
"I overreacted..." - Bill
23/04-2004
