Dobbelt så god som etteren
5.0
Jeg må indrømme at hele projekt Kill Bill lugtede af distanceblænderi og MTV-effekter efter at have set etteren. Derfor undrer det mig, at publikum i så stor udstrækning savner stilistisk og velkomponeret, men meningsløs vold i toeren.
Altså bare den scene hvor Uma og Darryl krydser klinger og der så pludselig sker det, at Uma rykker øjet ud (for ikke at nævne det close-up hvor hun træder på det som fisken fra Zappa), er for mig mere værd end de 250 liter blod der spildes på etteren. Den sidste kamp er også perfekt. Udsøgt at han går ned med Exploding Heart teknikken og at det er så kort en kamp.
Elegant er scenen hvor der hamres låg på kisten. Fantastisk billedkomposition og vidunderligt lydarbejde. Nok også den hidtil mest realistiske og klaustrofobiske skildring af en levende begravelse. Og så er det genialt at springe fra kisten hvor enhver jo tænker "Ok - hvordan klarer hun lige dén?" til Bill der fortæller om Exploding Heart. Så ved man med det samme, at hun skal gennemgå et lille Karate Kid forløb og læres op i at slå mere end bare hårdt.
Og hvor er det Karate Kid forløb dog godt skruet sammen. Det kan de så gå og tygge lidt på ovre i Hong Kong - hvordan kan en amerikaner slå dem så eftertrykkeligt på hjemmebane? Jeg vil skide på alle de mange B-film som Drunken Master og for den sags skyld de 10-15 stykker af genren jeg har set. Det her er bare bedre, men er man forgabt i at det bare skal være kinøjsere der står bag, ja så har man måske svært ved at overgive sig til den meget mere beregnende og proffe stil Tarantino lægger for dagen her.
Jeg er enig i, at Kill Bill - mest pga etteren - er blottet for indhold. Det ER form over indhold. Men formen er bare så god, at den smule indhold der rent faktisk er i filmen kommer helt ud over rampen. Det er fortællekunst af højeste klasse. Havde Tarantino haft mere på hjerte kunne det være blevet et vaskeægte epos og ikke bare en fuldendt stiløvelse.
Kill Bill skal også lige have lidt credit for et fantastisk cast. Det er overflødigt at sige mere om hvor fantastisk figuren Bill bliver realiseret af Carradine. Men det skal nævnes at Umas datter i filmen er det første eksempel jeg har set på 100% troværdigt skuespil i så ung en alder. Normalt går jeg helt kold på børneskuespillere, men ikke her.
Eneste mindre kiks er IMO Darryl Hannah, der ikke træder direkte ved siden af, men heller ikke tåler at performe i selskab med resten af crewet. Hendes karakter er god, men Darryl er ikke skuespiller nok til rollen. Undtaget er scenen hvor hun får øjet flået ud - hold kæft et raserianfald, det er helt godt gået...
Summa summarum: Hjernen er bare helt på plads, nu mangler vi kun hjertet hos Tarantino.
Altså bare den scene hvor Uma og Darryl krydser klinger og der så pludselig sker det, at Uma rykker øjet ud (for ikke at nævne det close-up hvor hun træder på det som fisken fra Zappa), er for mig mere værd end de 250 liter blod der spildes på etteren. Den sidste kamp er også perfekt. Udsøgt at han går ned med Exploding Heart teknikken og at det er så kort en kamp.
Elegant er scenen hvor der hamres låg på kisten. Fantastisk billedkomposition og vidunderligt lydarbejde. Nok også den hidtil mest realistiske og klaustrofobiske skildring af en levende begravelse. Og så er det genialt at springe fra kisten hvor enhver jo tænker "Ok - hvordan klarer hun lige dén?" til Bill der fortæller om Exploding Heart. Så ved man med det samme, at hun skal gennemgå et lille Karate Kid forløb og læres op i at slå mere end bare hårdt.
Og hvor er det Karate Kid forløb dog godt skruet sammen. Det kan de så gå og tygge lidt på ovre i Hong Kong - hvordan kan en amerikaner slå dem så eftertrykkeligt på hjemmebane? Jeg vil skide på alle de mange B-film som Drunken Master og for den sags skyld de 10-15 stykker af genren jeg har set. Det her er bare bedre, men er man forgabt i at det bare skal være kinøjsere der står bag, ja så har man måske svært ved at overgive sig til den meget mere beregnende og proffe stil Tarantino lægger for dagen her.
Jeg er enig i, at Kill Bill - mest pga etteren - er blottet for indhold. Det ER form over indhold. Men formen er bare så god, at den smule indhold der rent faktisk er i filmen kommer helt ud over rampen. Det er fortællekunst af højeste klasse. Havde Tarantino haft mere på hjerte kunne det være blevet et vaskeægte epos og ikke bare en fuldendt stiløvelse.
Kill Bill skal også lige have lidt credit for et fantastisk cast. Det er overflødigt at sige mere om hvor fantastisk figuren Bill bliver realiseret af Carradine. Men det skal nævnes at Umas datter i filmen er det første eksempel jeg har set på 100% troværdigt skuespil i så ung en alder. Normalt går jeg helt kold på børneskuespillere, men ikke her.
Eneste mindre kiks er IMO Darryl Hannah, der ikke træder direkte ved siden af, men heller ikke tåler at performe i selskab med resten af crewet. Hendes karakter er god, men Darryl er ikke skuespiller nok til rollen. Undtaget er scenen hvor hun får øjet flået ud - hold kæft et raserianfald, det er helt godt gået...
Summa summarum: Hjernen er bare helt på plads, nu mangler vi kun hjertet hos Tarantino.
24/04-2004
