Tre begravelser og et bryllup
3.0
"Leve blandt løver" er en helt enkel dokumentarfilm om kræft, der undgår at blive mere sentimental end hvad der er passende
En passage i Karen Blixens "Den afrikanske farm" fortæller om en gang, hvor to okser var blevet dræbt af løver. Blixens forvalter rådede hende til at fylde de to kadavere med gift, så løverne selv ville dø, når de kom tilbage for at spise byttet. Karen Blixen mente dog ikke, at dette var måden at dræbe løver på. De skulle skydes, selv om løvejagt var, og er, en farlig foreteelse. Det er nemlig i kraft af frygten og konfrontationen med det farlige, at man selv lever. Den lever frit, der kan dø, som hun sagde, hvorefter hun gik på løvejagt.
Med denne anekdote slutter nordmanden Sigve Endresen sin dokumentarfilm "Leve blandt løver", hvor han i 1½ år har fulgt tre unge kræftramte, Lars, Ingunn og Kristin, til hverdag og til (bryllups)fest, når de er til behandling, og når de er til gruppemøder med andre kræftpatienter. Som en sidste konsekvens af det følsomme emne følger man også de tre til deres venners, og for de tos vedkommende, egne begravelser. Blixen-anekdoten illustrerer de unges livskraft mod kræften, hvordan de netop pga. den livstruende sygdom kommer til at betragte livet som en gave, der skal værdsættes.
Klassisk, god dokumentar
Det er alt sammen fint fornemmet og jordnært, enkelt skildret uden på noget tidspunkt at blive kynisk eller særlig sentimentalt. Mange andre tv-dokumentarprogrammer, er det tragiske emne blevet til en kvalmende gang følelsesporno for alle, der ikke har haft en sådan sygdom tæt inde på livet. I sin form er "Leve blandt løver" ikke anderledes end alle tv-udsendelserne om emnet, og som sådan er der ikke noget nyt under solen. Men på et punkt adskiller den sig fra de dårlige programmer og leder tankerne hen på Lars Engels' fantastiske film om pigerne på Halmtorvet og i Vestre Fængsel: De tres forløb får lov til at stå ukommenterede hen, der er ingen form for analyse andet end den, de tre selv kommer med. Dels gennem deres refleksioner over tilbagefald og dels gennem de meget spontane følelsesudbrud, når lægens dom falder.
Det, der adskiller "Lever blandt løver" fra så meget andet, er, at alt er helt råt. Det får lov til at stå for, hvad det er, nemlig ganske forfærdeligt og dog livsbekræftende i de unges ukuelighed og i deres bevidsthed om, at de kun har ganske kort tid at leve i.
Man bevæges
Stilen er som sagt klassisk, men de tætte nærbilleder i interviewene, som er så kendte fra tv-skærmen, virker voldsomme på det store lærred og er med til at underbygge den upolerede tone i filmen. Men det upolerede er også med til at understøtte bevidstheden hos de medvirkende og os andre. De er dømte til at tabe kampen. Filmen indledes med begravelsen af en af de tres venner i sygdomsnøden, og den scene kommer til at stå som et billede på det uafvendelige i forløbet.
Det rå og nøgternt registrerende element er derfor, sammen med det skæbnesvangre i Lars', Ingunns og Kristins sygdom, med til at skabe en reel følelsesmæssig bevægelse hos tilskueren.
En passage i Karen Blixens "Den afrikanske farm" fortæller om en gang, hvor to okser var blevet dræbt af løver. Blixens forvalter rådede hende til at fylde de to kadavere med gift, så løverne selv ville dø, når de kom tilbage for at spise byttet. Karen Blixen mente dog ikke, at dette var måden at dræbe løver på. De skulle skydes, selv om løvejagt var, og er, en farlig foreteelse. Det er nemlig i kraft af frygten og konfrontationen med det farlige, at man selv lever. Den lever frit, der kan dø, som hun sagde, hvorefter hun gik på løvejagt.
Med denne anekdote slutter nordmanden Sigve Endresen sin dokumentarfilm "Leve blandt løver", hvor han i 1½ år har fulgt tre unge kræftramte, Lars, Ingunn og Kristin, til hverdag og til (bryllups)fest, når de er til behandling, og når de er til gruppemøder med andre kræftpatienter. Som en sidste konsekvens af det følsomme emne følger man også de tre til deres venners, og for de tos vedkommende, egne begravelser. Blixen-anekdoten illustrerer de unges livskraft mod kræften, hvordan de netop pga. den livstruende sygdom kommer til at betragte livet som en gave, der skal værdsættes.
Klassisk, god dokumentar
Det er alt sammen fint fornemmet og jordnært, enkelt skildret uden på noget tidspunkt at blive kynisk eller særlig sentimentalt. Mange andre tv-dokumentarprogrammer, er det tragiske emne blevet til en kvalmende gang følelsesporno for alle, der ikke har haft en sådan sygdom tæt inde på livet. I sin form er "Leve blandt løver" ikke anderledes end alle tv-udsendelserne om emnet, og som sådan er der ikke noget nyt under solen. Men på et punkt adskiller den sig fra de dårlige programmer og leder tankerne hen på Lars Engels' fantastiske film om pigerne på Halmtorvet og i Vestre Fængsel: De tres forløb får lov til at stå ukommenterede hen, der er ingen form for analyse andet end den, de tre selv kommer med. Dels gennem deres refleksioner over tilbagefald og dels gennem de meget spontane følelsesudbrud, når lægens dom falder.
Det, der adskiller "Lever blandt løver" fra så meget andet, er, at alt er helt råt. Det får lov til at stå for, hvad det er, nemlig ganske forfærdeligt og dog livsbekræftende i de unges ukuelighed og i deres bevidsthed om, at de kun har ganske kort tid at leve i.
Man bevæges
Stilen er som sagt klassisk, men de tætte nærbilleder i interviewene, som er så kendte fra tv-skærmen, virker voldsomme på det store lærred og er med til at underbygge den upolerede tone i filmen. Men det upolerede er også med til at understøtte bevidstheden hos de medvirkende og os andre. De er dømte til at tabe kampen. Filmen indledes med begravelsen af en af de tres venner i sygdomsnøden, og den scene kommer til at stå som et billede på det uafvendelige i forløbet.
Det rå og nøgternt registrerende element er derfor, sammen med det skæbnesvangre i Lars', Ingunns og Kristins sygdom, med til at skabe en reel følelsesmæssig bevægelse hos tilskueren.
19/11-2018