Vold Skal Bekæmpes Med Tanken
5.0
Advarsel: Mulige (meget små) spoilers.
Teenageren Erik Ponti (Wilson) smides ud af skolen på grund af voldelige overfald på andre elever, og sendes derefter på en privat efterskole.
Journalisten og forfatteren Jan Guillou der er mest kendt for sine spændingsromaner om agenten Carl Hamilton, har også skrevet bogen bag filmen her og skulle angiveligt have bygget den på nogle af de erfaringer han gjorde sig som ganske ung.
Det er der kommet et fortræffeligt og meget fængende drama ud af, som må give en tanker om at den kære Guillou er en humanistisk socialist (hvis man kan sige sådan).
Historien trækker en lige linie imellem volden i hjemmet til volden i samfundet, og samtidig trækkes der paralleller mellem det klasseopdelte samfund til måden vi behandler hinanden på, og hvilket nation der kommer ud af det. En nation hvor vi risikerer at tabe mange gode kræfter på gulvet. Vores hovedperson kan det omgivende samfund kun se som ondsindet, men det er han ikke, og han ønsker ikke at rage ud i ballade, han gør blot som han har lært, slår fra sig når han presset. Han har et brændende ønske om at gøre det ”rigtige”, hovedet er tilmed skruet rigtigt på, men får han chancen for at bryde den onde cirkel han er havnet i, og bliver han en af de få mønstrebrydere i et samfund der ikke giver ham mange alternativer.
Nu skal jeg jo ikke røbe for meget, men historien er jo som sagt inspireret af Guillou’s egent liv og han har jo klaret sig ganske godt.
Filmisk fungerer det hele upåklageligt og mere til, det er en meget flot produktion på alle punkter. Den vedkommende og tankevækkende handling fortælles godt, og man fatter hurtigt interesse for filmen og slipper den ikke igen. Man kommer godt om bag personerne (dem der betyder noget i hvert fald), og tror på dem. Den er desuden fornemt fotograferet af Peter Mokrosinski, der har holdt fotograferingen i en naturalistisk, typisk skandinavisk stil, men med stærke internationale tendenser. Skuespillerne gør en fortræffelig og troværdig indsats, i stærke roller.
Meget fortjent var den nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Jeg er fristet til at give filmen den sidste hele stjerne, men den trykker lige oplagt nok på de knapper, hvor den ved vi vil blive nød til at føle med vores hovedperson og det trækker lidt ned i en ellers stærk film.
Teenageren Erik Ponti (Wilson) smides ud af skolen på grund af voldelige overfald på andre elever, og sendes derefter på en privat efterskole.
Journalisten og forfatteren Jan Guillou der er mest kendt for sine spændingsromaner om agenten Carl Hamilton, har også skrevet bogen bag filmen her og skulle angiveligt have bygget den på nogle af de erfaringer han gjorde sig som ganske ung.
Det er der kommet et fortræffeligt og meget fængende drama ud af, som må give en tanker om at den kære Guillou er en humanistisk socialist (hvis man kan sige sådan).
Historien trækker en lige linie imellem volden i hjemmet til volden i samfundet, og samtidig trækkes der paralleller mellem det klasseopdelte samfund til måden vi behandler hinanden på, og hvilket nation der kommer ud af det. En nation hvor vi risikerer at tabe mange gode kræfter på gulvet. Vores hovedperson kan det omgivende samfund kun se som ondsindet, men det er han ikke, og han ønsker ikke at rage ud i ballade, han gør blot som han har lært, slår fra sig når han presset. Han har et brændende ønske om at gøre det ”rigtige”, hovedet er tilmed skruet rigtigt på, men får han chancen for at bryde den onde cirkel han er havnet i, og bliver han en af de få mønstrebrydere i et samfund der ikke giver ham mange alternativer.
Nu skal jeg jo ikke røbe for meget, men historien er jo som sagt inspireret af Guillou’s egent liv og han har jo klaret sig ganske godt.
Filmisk fungerer det hele upåklageligt og mere til, det er en meget flot produktion på alle punkter. Den vedkommende og tankevækkende handling fortælles godt, og man fatter hurtigt interesse for filmen og slipper den ikke igen. Man kommer godt om bag personerne (dem der betyder noget i hvert fald), og tror på dem. Den er desuden fornemt fotograferet af Peter Mokrosinski, der har holdt fotograferingen i en naturalistisk, typisk skandinavisk stil, men med stærke internationale tendenser. Skuespillerne gør en fortræffelig og troværdig indsats, i stærke roller.
Meget fortjent var den nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Jeg er fristet til at give filmen den sidste hele stjerne, men den trykker lige oplagt nok på de knapper, hvor den ved vi vil blive nød til at føle med vores hovedperson og det trækker lidt ned i en ellers stærk film.
25/04-2004
