Underholdning uden intentioner

4.0
"Terkel i knibe" er sådan set meget underholdende, selv om den egentlig ikke har så meget på hjerte.

Plottet er forholdsvis tyndt (jeg kender intet til oplægget), men det går sådan set intet, når det mere er de forskellige person-typer, der er i fokus. De er generelt alle afstumpede og selvcentrede, mens de eneste figurer med bare en smule omtanke alle får en meget trist skæbne.

Det bedste og måske eneste ved filmen er den herligt skæve humor. Det er blodig, rå og kulsort humor, men den er hudløst og befriende ærlig.

Hvis ikke man kan sige andet, så er det sikkert at vi aldrig vil se en amerikansk mainstream produktion i stil med denne film (med diverse South Park historier som det nærmeste). Netop det er dog styrken, for det er rart at få lov til at se film som denne, der ikke forfalder til pinlig moraliseren hen imod slutningen. Ja, faktisk sætter filmen en ære i at overse pointerne, for ingen af hovedpersonerne lærer egentlig noget som helst af de voldsomme hændelser.

Men når det så er sagt, så er det primært underholdende, fordi "Terkel i knibe" ikke ligner noget andet, vi ellers får at se. Det mest attraktive træk er nok, at filmen faktisk tør smide bloddryppedende sort humor i hovedet på folk, for det er omtrent så politisk ukorrekt, som det blive. Jeg holder normalt ikke meget af Anders Matthesen, men jeg indrømmer, at denne film er underholdende på grund af ham.

Der er dog grænser for for morsom den megen vold og sorte humor kan blive, og der er grænsen for filmen så også... Derfor er filmen hurtigt glemt. Den ville blive glemt langt hurtigere, hvis der var film af denne type...
Terkel i knibe