Endelig en banebryder

Socialrealisme er blevet lige så normal i de danske biografer som tyggegummipoppen er på MTV. Niveauet er dalet i takt med at filmene er blevet flere og mere ens.
Erik Clausen lavede socialrealisme før det blev in, og det gør han stadig, upåvirket af bølgen. Historien i Villa Paranoia er centreret om skuespillerinden Sara, som grundet penge mangel, har sagt ja til at spille med i en reklame film for Slicky Chicky. Hun fortryder dog undervejs og bakker ud. Ejeren af Slicky Chicky, Jørgen, tilbyder hende et job som hjemmehjælper for hans syge far Walentin. Efter pres fra veninden Olga takker Anna ja til tilbuddet. Walentin er dog ikke nem at have med at gøre, han sidder tavs i sin rullestol og nægter at spise. Anna har da også i starte sine problemer med walentin, som dog bliver mere og mere åben i takt med at Anna, med hjælp fra den ex-kriminelle Kenneth, graver i hans fortid. Jørgen forsøger samtidig at få lidt indhold i sit liv via kontaktannoncer, latter- og scorekurser samt et noget særpræget integrationsprojekt.
Som det fremgår af det ovenstående resume, er der fra starten ikke de store tegn på hvor filmen vil hen. Man har dog på fornemmelsen, at den gamle Walentin, stærkt potræteret af Frits Helmuth, vil åbne op, men det sker dog ikke lige med det samme. Filmen triller stille og roligt derudad i sit eget tempo, med masser af komiske scener. Der er fantastiske præstationer fra alle skuespillerne, Sonja Richter gør op med sit stille-pige-image i rollen som den "rebelske" Anna, som konstant morer sig ved at påtage sig roller alt efter hvem hun taler med. Erik Clausen påtager sig rollen som den indebrændte Jørgen, mens Big Brother-udbryderen Søren Westerberg Bentsen imponerer som den bøvede, naive men fremforalt godhjertede Kenneth, der bliver betaget af Annas historie om et vellykket bankrøveri. Desuden er stand-up komikeren Carsten Bang, bemærkelsesværdig udtryksfuld som Jørgens assistent. som rosinen i pølseenden er Sidse Babbet-Knudsen bare perfekt som den overfladiske Olga.
Det som filmen står og falder med er slutningen, som mange har kaldt for melodramatisk. det mener jeg ikke den er. Den samler trådene på uventet måde, uden at blive for eventyr-agtig, og Clausen tager da også røven på tilskueren en sidste gang i dommerens overtid. Alt i alt er Villa Paranoia klasser over den socialrealistiske hyldevare, den har et anerledes, personligt, interessant og humoristisk plot, som gør den til en fornøjelse fra start til slut.