Bond
6.0
blev bogstaveligt talt aldrig den samme for mig. Jeg så den første gang i starten af halvfjerserne til en børnefødselsdag. Og det var en kæmpeoplevelse som 10-årig at smage på de sexede Blofeld-piger, de dramatiske skiactionscener, den forfærdeligt bittersøde satchmo-sang og inderligt forelske sig i Tracy ("Teresa is a saint, I am not").
små tredive år efter er jeg forlængst holdt op med at se halvkedelige James Bond-film - men denne her kan jeg se igen og igen på grund af dens campede og charmerende tidsstil, den fine tørre humor, de dejlige Blofeld piger (der var de igen) og naturligvis Diana Rigg, som tager prisen for at være en af de mest elskelige piger, jeg har set på film; sårbar, stilfuld, selvstændig og smuk (de fire S´er)
ikke den sædvanlige Bond - en lille smule stirred, but not shaken.
små tredive år efter er jeg forlængst holdt op med at se halvkedelige James Bond-film - men denne her kan jeg se igen og igen på grund af dens campede og charmerende tidsstil, den fine tørre humor, de dejlige Blofeld piger (der var de igen) og naturligvis Diana Rigg, som tager prisen for at være en af de mest elskelige piger, jeg har set på film; sårbar, stilfuld, selvstændig og smuk (de fire S´er)
ikke den sædvanlige Bond - en lille smule stirred, but not shaken.
30/04-2004
