Manden og Myten

Biografisk film om bokselegenden Cassius Clay/Muhammad Ali (Smith) og hans liv som professionel bokser igennem en årrække.

Der er ingen tvivl om at instruktør Mann kan skrue en god film sammen, det har han bevidst med fantastiske produktioner som ”Heat” og ”The Insider”. Desværre er hans forsøg på at filmatisere et stykke amerikansk boksehistorie ikke altid videre vellykket, den fungerer ikke optimalt, og den kan absolut ikke hamle op med førnævnte film.

Problemerne er flere, men har først og fremmest noget med historien at gøre. Scene for scene fungerer filmen upåklageligt og står stærkt, men som samlet film er det som om den ikke ved hvad den vil. Scenerne forbindes ikke ordentligt så man får en glidende og sammenhængende fortælling, der ligner en færdig produktion.

Mann har valgt hovedsagligt at fokusere på de år hvor Ali var prof, og det kan sådan set være okay. Men historien spænder næsten over ti år, uden at man som tilskuer får et indtryk af de spring i tid og rum som der må være, når man skal presse så meget liv ned på så kort tid, og derfor har man ikke altid en fornemmelse af at tiden går og hvor vi lige er henne i Ali’s liv. Der mangler simpelthen scener der kan binde historien sammen til en helhed.

Det lader også til at Mann gerne vil prøve at give et billede af både manden og myten Ali på samme tid, eller i hvert fald ikke pille for meget ved myten, så der er størst vægt på det billede af manden Ali, som Mann prøver at tegne. Det er som oftest også et godt valg at fokusere på mennesket bag myterne, det giver tit de bedste og mest interessante historier. Desværre ender Mann’s film kun med at give enkelte glimt af manden bag myten. At komme bag et menneske og samtidig redegøre for næsten ti års liv og presse det sammen i en spillefilm, uden at det skal risikere at virke enten overfladisk eller unødigt springende, er noget af et kunststykke, og det lykkes desværre ikke fuldt ud her. Så måske skulle Mann ”bare” have valgt at fokusere på myten, når nu det ikke fungerer på den her måde, men forsøget er selvfølgelig prisværdigt.

Som skrevet er filmen scene for scene god nok og den fænger af den grund hele vejen igennem. Den er velspillet, flot fotograferet og klippet. Boksescenerne er medrivende og virker meget ægte, man fornemmer at de ikke blot slår ud i luften, men har været inde og ramme rigtigt (nok ikke så hårdt som det måske ser ud). Der er tillige mange gode musiknumre med (og enkelte der måske er knapt så gode), men underlægningsmusikken var derimod ikke altid var optimal. Jeg kan også godt lide Mann’s sammenkobling af andre sorte personligheders liv med Ali’s.

Filmen har et par små fejl i dens tidsbillede (kameraer og andre småting, der er nyere end den tid den foregår i, kan man se hvis man kigger efter den slags, eller står det alt læse på Internettet), der ellers generelt er godt, men det er småfejl som de fleste film har, og derfor mener jeg ikke at det på nogen måde ødelægger filmen.

I hovedrollen er Smith et lidt underligt valg, han ligner ikke Ali på nogen måde. Han har dog trænet kroppen op, så den er godt pumpet til rollen og resten har de klaret med makeup. Han har høstet mange roser i rollen, og han gør det også fint. Alligevel er jeg nu ikke helt så overbevist som andre, jeg sad med fornemmelsen af at han spillede Ali, ikke at han var ham.

Virkelighedens Ali havde det jo med at proklamere at han var den største (The Greatest) og indenfor boksesporten må man sige at hans egen profeti har vist sig at være rigtig. Derfor var det vel også på tide med en film om ham. Den kan desværre ikke leve op til manden eller myten selv, den er ikke ”The Greatest”, det er den ikke helstøbt nok til. Alligevel er det på mange måder også en flot og fængende film, om ikke andet fordi der er så meget i Ali’s liv der er gjort af det stof der skabes gode historier ud af.