En fryd for øjet
5.0
Den starter hvor 1'eren sluttede, sådan lyder beskrivelse af en 2'er ni ud af ti gange. Men nej, den her starter samme sted som 1'eren startede, kirken i El Paso. Men, denne gang får vi hele historien om Beatrix, der, til generalprøve på sit eget bryllup, bliver majet ned af The Deadly Viper Assassination Squad, under ledelse af Lejemorder-alfonsen Bill.
Herefter tages tråden op fra 1'eren. The bride er kommet til Usa for at dræbe de sidste tre på listen Budd, Elle og Bill. Turen fra Japan til Usa markerer også et filmisk stilskift, vi går fra hårdhændet kung-fu film, til en mere stilsikker spaghetti western. Første mand på listen er Bills bror Budd, som er en fordrukken bonderøv, der har lagt lejemord på hylden og er gået over til et job som udsmider på en stripklub. Bruden sniger sig ind på ham i bedste snigmorderstil, men må dog konstatere at Budd i første omgang trækker det længste strå, da han kan begrave en sagesløs Beatrix levende. Her skaber Tarantino en fantastisk klaustrofobisk scene hvor en skrækslagen Uma Thurman klynker om kap med lyden af jord der rammer kisten, det trækker tænder ud !!!
Vi kommer også en tur tilbage til kong fu-mesteren Pei Mei, som viser sig at have en stor del af æren for Brudens kong fu-evner og ikke mindst for hendes overlevelsesmanøvre i kisten. Der skal ikke røbes mere af handlingen, da den i store træk gi'r sig selv, uden at det skal forstås negativt. Tarantino laver nemlig finter, finurligheder og øser kælent ud sin stilmæssigt unike dialog. Dertil kommer en række lagt mere spektakulærer og mindre blodige kampe, som giver filmen nogle de fantastiske temposkift vi også så i etteren. Skuespillerne er selvsagt født med en sølvske i munden i form af Tarantinos dialog, men der skal stadig falde roser af til de to fame fatals, Uma Thurman og Darryl Hannah. David Carradine er indbegrebet af cool, som Bill, hvis ansigt vi slet ikke fik at se i etteren.
Når de sidste tekster er rullet over skærmen føler man ikke at filmen har taget over to timer, og man kan undre sig over at tarantino delte filmen op i to dele. Dette understøttes af at starten på at del to er en anelse sløv, hvorimod den havde virket som en tiltrængt pause efter etterens afsluttende blodbad, i en sammenhængende udgave. Men, spørgsmålet er om man sælge produktet Kill Bill, som en over 4 timer lang film, uden at filmselskabet vil kræve at der klippes i filmen. Det tror jeg ikke man kan, og jeg har derfor 100% forståelse for at Tarantino har valgt at dele filmen, fremfor at forkorte den. Jeg har endnu ikke set de to film i forlængelse af hinanden, men jeg har dog stadig en fornemmelse af at en sammenhængende udgave vil åbne nye døre i oplevelsen og opfattelsen af Kill Bill, og at den vil kunne præmieres med de 6 stjerner som VOL.2 glipper grundet sin lidt for træge start. Det ændrer dog ikke ved at Kill Bill vol. 2 er en mere end almindeligt underholdende film, som viser en Tarantino på højde med sig selv i Pulp Fiction, og så bliver man ikke bedre, ihvertfald ikke efter nutidens standarder.
Herefter tages tråden op fra 1'eren. The bride er kommet til Usa for at dræbe de sidste tre på listen Budd, Elle og Bill. Turen fra Japan til Usa markerer også et filmisk stilskift, vi går fra hårdhændet kung-fu film, til en mere stilsikker spaghetti western. Første mand på listen er Bills bror Budd, som er en fordrukken bonderøv, der har lagt lejemord på hylden og er gået over til et job som udsmider på en stripklub. Bruden sniger sig ind på ham i bedste snigmorderstil, men må dog konstatere at Budd i første omgang trækker det længste strå, da han kan begrave en sagesløs Beatrix levende. Her skaber Tarantino en fantastisk klaustrofobisk scene hvor en skrækslagen Uma Thurman klynker om kap med lyden af jord der rammer kisten, det trækker tænder ud !!!
Vi kommer også en tur tilbage til kong fu-mesteren Pei Mei, som viser sig at have en stor del af æren for Brudens kong fu-evner og ikke mindst for hendes overlevelsesmanøvre i kisten. Der skal ikke røbes mere af handlingen, da den i store træk gi'r sig selv, uden at det skal forstås negativt. Tarantino laver nemlig finter, finurligheder og øser kælent ud sin stilmæssigt unike dialog. Dertil kommer en række lagt mere spektakulærer og mindre blodige kampe, som giver filmen nogle de fantastiske temposkift vi også så i etteren. Skuespillerne er selvsagt født med en sølvske i munden i form af Tarantinos dialog, men der skal stadig falde roser af til de to fame fatals, Uma Thurman og Darryl Hannah. David Carradine er indbegrebet af cool, som Bill, hvis ansigt vi slet ikke fik at se i etteren.
Når de sidste tekster er rullet over skærmen føler man ikke at filmen har taget over to timer, og man kan undre sig over at tarantino delte filmen op i to dele. Dette understøttes af at starten på at del to er en anelse sløv, hvorimod den havde virket som en tiltrængt pause efter etterens afsluttende blodbad, i en sammenhængende udgave. Men, spørgsmålet er om man sælge produktet Kill Bill, som en over 4 timer lang film, uden at filmselskabet vil kræve at der klippes i filmen. Det tror jeg ikke man kan, og jeg har derfor 100% forståelse for at Tarantino har valgt at dele filmen, fremfor at forkorte den. Jeg har endnu ikke set de to film i forlængelse af hinanden, men jeg har dog stadig en fornemmelse af at en sammenhængende udgave vil åbne nye døre i oplevelsen og opfattelsen af Kill Bill, og at den vil kunne præmieres med de 6 stjerner som VOL.2 glipper grundet sin lidt for træge start. Det ændrer dog ikke ved at Kill Bill vol. 2 er en mere end almindeligt underholdende film, som viser en Tarantino på højde med sig selv i Pulp Fiction, og så bliver man ikke bedre, ihvertfald ikke efter nutidens standarder.
01/05-2004
