Blue Hawaii
3.0
Dyrlæge (Sandler) møder en pige (Barrymore) på en café, som han straks forelsker sig i. Men da de mødes næste dag, kan hun intet huske om ham, og heller ikke næste dag og næste igen og næste igen osv.
Gamle Sandler fans vil måske føle sig skuffet over denne lille kærlighedskomedie, da Sandler spiller mere afdæmpet og roligt end vi normalt oplever ham. Personligt synes jeg at det klæder hans minimale talent godt, her får han vist en underspillet charme man ikke troede han havde (så den dog lidt i ”Anger Management”), hvis man skulle bedømme ud fra hans tidligere film. Barrymore har jeg aldrig været den helt store fan af, men hun er okay i sin rolle, men heller ikke mere.
Også filmen fandt jeg helt fornøjelig, uden at den var noget særligt. Ideen med pigen der har mistet sin korttidshukommelse og tror hun oplever samme dag igen og igen, finder jeg ganske skæg og selv om den i perioder er meget sukret, så er den også sød på en rar måde, der var sådan lidt ”Greyhound Day” over det, uden at være helt så kvalitativ.
Jeg morede mig i hvert fald kosteligt over Sandler’s mere og mere patetiske forsøg på at få den samme pige til at forelske sig i ham gang på gang.
Man kan måske beskylde filmen for at være en anelse nedladende mod Hawaii’s, hvor historien foregår, oprindelige befolkning, men kan man et øjeblik ligge sin egen dydige fernis bort, så er Schneider altså helt utrolig morsom som tåbelig indfødt og han har nogen af filmens sjoveste øjeblikke. Også Astin der nok må sande at karrieren efter ”The Lord Of The Rings” trilogien kun kan gå en vej og det er nedad, er morsom som læspende selvfikseret bodybuilder, der har fået en steroid eller to for meget.
Jeg kan kun sige, at ”50 First Dates” var mig en positiv overraskelse, den indeholder mange sjove indfald, et par af den mere smagsløse slags, og selv om den er let at kritisere og det bliver den nok også, så nød jeg den mere end jeg havde regnet med.
Gamle Sandler fans vil måske føle sig skuffet over denne lille kærlighedskomedie, da Sandler spiller mere afdæmpet og roligt end vi normalt oplever ham. Personligt synes jeg at det klæder hans minimale talent godt, her får han vist en underspillet charme man ikke troede han havde (så den dog lidt i ”Anger Management”), hvis man skulle bedømme ud fra hans tidligere film. Barrymore har jeg aldrig været den helt store fan af, men hun er okay i sin rolle, men heller ikke mere.
Også filmen fandt jeg helt fornøjelig, uden at den var noget særligt. Ideen med pigen der har mistet sin korttidshukommelse og tror hun oplever samme dag igen og igen, finder jeg ganske skæg og selv om den i perioder er meget sukret, så er den også sød på en rar måde, der var sådan lidt ”Greyhound Day” over det, uden at være helt så kvalitativ.
Jeg morede mig i hvert fald kosteligt over Sandler’s mere og mere patetiske forsøg på at få den samme pige til at forelske sig i ham gang på gang.
Man kan måske beskylde filmen for at være en anelse nedladende mod Hawaii’s, hvor historien foregår, oprindelige befolkning, men kan man et øjeblik ligge sin egen dydige fernis bort, så er Schneider altså helt utrolig morsom som tåbelig indfødt og han har nogen af filmens sjoveste øjeblikke. Også Astin der nok må sande at karrieren efter ”The Lord Of The Rings” trilogien kun kan gå en vej og det er nedad, er morsom som læspende selvfikseret bodybuilder, der har fået en steroid eller to for meget.
Jeg kan kun sige, at ”50 First Dates” var mig en positiv overraskelse, den indeholder mange sjove indfald, et par af den mere smagsløse slags, og selv om den er let at kritisere og det bliver den nok også, så nød jeg den mere end jeg havde regnet med.
05/05-2004
