QT's Hyldest Til Kvinden

Advarsel: Mulige spoilers.

Bruden (Thurman) forsætter med at søge hævn over sine banemænd og deres leder Bill (Carradine).

Der venter en overraskelse for dem som tror de skal se mere i samme stil som i den første film. Jeg troede efter første film, at den blev delt i to af kommercielle hensyn, fordi den var så lang, men efter at have set del to er jeg ikke længere så sikker. Selv om de selvfølgelig på mange måder ligner hinanden, så er de på mange måder også så radikalt forskellige, at der kan være tale om et kunstnerisk valg fra Tarantino’s side i at dele dem.

I takt med at vores kvindelige hovedperson er begyndt at virke mere i harmoni og mere rolig, frem for blot at begå sig som en enfoldig hævner, er stilen i den her del to også langt mindre aggressiv og pågående. Der er skruet ned for tegneserievolden, actionscenerne og de vilde skift og op for den sublime dialog (som jeg dog indrømmer ikke når helt samme højder som i andre Tarantino-film) og for historien. Musikken, der i den første var eminent, virker heller ikke længere så påtrængende abrupt og synlig, selv om den stadig er fremragende.

Det er stadig en meget stilfuld og flot film, og på nogen måder mere stilren, og nu får vi også end mere personlig tilgang til hovedpersonen. Filmen er ikke længere ”bare” en morsomt underholdende stiløvelse og hyldest til gamle kung-fu og samurai film, den er også blevet en hyldest til og en fortælling om selvstændige stærke kvinder, der ikke behøver en eller anden besværlig mand ved deres side, og så er det en (tragisk?/ulykkelig) kærlighedsfilm, handlingen giver pludselig mere mening og virker ikke længere så tynd.

I nogle flotte tilbageblik, ser vi at det bryllup vi troede var i fuld gang, slet ikke var det. Det var kun forberedelser og planlægning af det, og det antydes klart at vores hovedperson inderst inde slet ikke ønsker dette ægteskab, hun elsker Bill, men har måske bare indset at hun aldrig vil kunne få et liv sammen med ham af uransagelige grunde vi kun kan gætte på, og har i et desperat øjeblik ladet sig forlove med en mand hun ikke elsker, måske i håb om at gøre Bill jaloux? At hun elsker Bill ses ganske naturligt på måden hun kysser ham på (og andre antydninger), men at hun heller ikke ønsker dette bryllup, illustreres bedst i en enkelt kameraindstilling, hvor Tarantino samtidig giver en stor hyldest til en af de store amerikanske instruktører, nemlig John Ford og hans westernfilm ”The Searchers”. Her tænker jeg på scenen hvor bruden står inde i kirken og man ser indefra og ud gennem døren til det åbne landskab, der her symboliserer vores heltindes trang til at bryde ud af det net hun føler sig fanget i, det liv hun har eller skal til at have. Det var et genialt skud da Ford brugte det, og Tarantino formår at få det til at fremstå næsten lige så genialt som først gang det blev brugt.

Hvor den først film meget refererede til diverse gamle kampsports og samurai-film, så er den her næsten mere en hyldest til både den amerikanske western, men også den italienske spagetti-western. Den foregår mere i et øde tørt landskab, a al det man ville kunne se i western-film og er opbygget lidt på samme måde som man ville kunne se i en Sergio Leone western, hvor vores (anti)helt langsomt rydder sine modstandere af vejen. Sammenkoblingen af samurai-filmen, den klassiske amerikanske western og det mere brutale europæiske spagetti-western er nu ganske naturlig, og må særligt være det for en film- kender og elsker som Tarantino, da disse genrer er stærkt forbundet med hinanden.

Da Sergio Leone i 1964 lavede den måske første rigtige såkaldte spagetti-western, ”A Fistful Of Dollars” med Clint Eastwood i hovedrollen, var historien jo en remake af Akira Kurosawa’s samurai-film ”Yojimbo”, og Kurosawa’s ønske var netop at lave en film med den amerikanske western som forbillede. Så på den måde er det hele forbundet, og at lige netop en mand som Tarantino blander det hele sammen til en film, burde ikke overraske dem der kender lidt til mandens måde at tænke sine film på.

Selve slutopgøret, altså klimaks overrasker også, ved at være så nedtonet og roligt. Da man så den første film, havde man en tro på at selve mødet med Bill ville blive et blodigt actionbrag af den anden verden, men Tarantino vælger overraskende frækt og frisk at gå den modsatte vej og gøre det til et af filmens mest poetiske og beherskede øjeblikke, selv om der nu alligevel kæmpes, men det er kun ganske kort og ret så symbolsk.

Vores heltinde knuser metaforisk talt (i filmen bogstaveligt talt) Bill’s hjerte, som tak for at han har såret hende, og det selv om han ironisk nok ved at såre hende (eller i filmen, forsøgt at myrde hende), har reddet hende fra en skæbne hun ikke ønskede og et liv der ville have kedet hende ihjel, og netop den begivenhed har jo gjort at hun har fundet styrken i sig selv og bevist hun kan klare sig som enlig kvinde og senere som enlig mor. Det er så stærkt og så smukt som det kan være.

I hovedrollen er Thurman stadig fantastisk god, og får trukket de rigtige følelser frem i rollen. Tarantino er jo kendt for at få gode præstationer ud af skuespillerne, og han er også kendt for at tage nogle, må jeg sige gamle afdankede b-film skuespillere og få nogle pragtfulde præstationer ud af dem , og det lykkes også langt hen ad vejen her. Gamle Carradine giver en meget overbevisende indsats i en rolle, der slet ikke fremstår så led som man fik indtryk af i den første film (hvor vi ikke så ham). Man får faktisk sympati med denne tragiske mand, der søger kærligheden og et liv sammen med vores hovedperson. Han er mere ynkelig end uhyggelig, men samtidig er der lige den kant der gør, at vi ville kunne skræmmes over ham hvis vi skulle. Svageste led på skuespillerfronten er Hannah, der er bedst når hun ikke spiller for meget, men bare ser ud. Da hun begynder på sine replikker, begynder hun at fremstå svag i rollen.

På mange måder overgår del to her egentlig den første, den er på næsten alle tænkelige måder en fremragende film og den ultimative hyldest til kvinden. Alligevel forlod jeg filmen med en følelse af at noget var uforløst. Måske var det fordi, at jeg fandt at filmen kørte derud af, og pludselig var den forbi meget hurtigere end jeg havde forventet, uden at være så bastant som jeg havde troet. Jeg er fristet til at give den en højere bedømmelse, men der er en følelse i mig der siger noget andet, desværre. Men tro af den grund ikke, at jeg ikke finder filmen fantastisk, det gør jeg, og samlet set er det en stor filmisk oplevelse Tarantino har givet mig.

Til Sandmand: Kan du huske at du roste mit indlæg til første film, men også skrev at du håbede på jeg ikke fik ret i at filmen ikke havde en dybere mening? Jeg æder med glæde mine ord i mig igen, filmen har en mening og vil noget mere end bare at underholde.