ikke særlig voldsom

Som 18-årig er det en smule svært for mig, at sætte mig ind i den entusiastiske følelse, som folk får, når de snakker om de ældre klassikere. Eksempelvis forstår jeg ikke, at Star Wars-filmene er blevet lovprist i den grad, som de nu er blevet. Men det handler vel om generationer. Hvad der engang var imponerende er nu forældet (grov generalisering og menes ikke nedladende). Ydermere er det svært at opdrive de gamle klassikere, og man må tålmodigt vente på en anonym tv-premiere. Derfor irriterer det mig ikke synderligt med de mange genindspilninger, som Hollywood spytter ud, hvor kommercielle de end er. Oftest har de dog kun grundideen som fællespunkt med originalen. Genindspilningen af Texas Chainsaw Massacre er et tidstypisk produkt, visuel flot og hurtig, men ikke særlig længerevarende og let forglemmelig.

Denne form for gys er ikke min yndlingsgenre, jeg er mere til det psykologiske gys. Jeg irriteres en smule over klicheerne og banaliteterne, men elsker dog at blive godt underholdt, som denne gysergenre kan gøre. Texas… er produceret af Michael Bay, så man ved med det samme, at dybde eller troværdighed ikke findes. Til gengæld er den visuelle side altid i top, og dette er også sandfærdig i denne film. Den pseudo-dokumentariske indledning er ganske effektiv, men så er der ellers ikke mange gys i filmen, som ellers burde besidde det i overflod. Klimakset i slagtehuset er spændende og herlig dramatisk, men så er det også slut med højdepunkterne. Desuden forsøger filmen i begyndelsen med en grundlæggende dilettantisk ”alt har en mening” attitude, som heldigvis hurtigt droppes. At give morderen et psykologisk motiv falder også til jorden. Han er en vanskabning, som igennem barndommen er blevet mobbet. Den køber jeg ikke, jeg mener, at vi selv skaber hvem vi er. Men jeg ligger nok for meget i tingene. Det er trods alt kun let underholdning, og som det virker filmen upåklageligt.

På skuespillersiden finder man ikke noget specielt, dog kan Jessica Biel ikke undsiges at være hamrende lækker at se på som den ulogisk handlende heltinde. Desværre er kameraet lidt for åbenlys betaget af hendes attributter. R.Lee Ermey lyser op i en grotesk og sorthumoristisk birolle.

Det undrer mig egentlig lidt, at jeg ikke direkte har noget imod denne film, da den til forveksling minder meget om Wrong Turn, som langtfra faldt i min smag. Det er nok den visuelle begejstring, som instruktøren udviser, der får det hele til at glide ned. Især en kameratracking, der kører igennem et skudhul og ud af bilrude, var imponerende. Et trick, som jeg personlig elsker at se, og som vi alle kan takke David Fincher for findes.