den sidste
6.0
Blow er instrueret af den dengang 36-årige Ted Demme, som har kreeret et stilistisk gennemført og på alle måder stilsikkert drama, som også blev hans sidste spillefilm. Den 13. januar, 2002, faldt Demme om under en velgørenhedsbasketballkamp og døde 20 minutter senere på hospitalet. Efter flere undersøgelser fandt man spor af narkotika, som højst sandsynligt var skyld i hans død. Han blev 37 år. Ted Demme (nevø til udødeliggjorte Jonathan Demme efter Ondskabens Øjne) havde et gudbenådet filmtalent, men måtte arbejde hårdt for at få indfriet hans filmdrømme. Han startede på Mtv, men gjorde sig først opmærksom ved samarbejdet med den lettere kontroversielle komiker Denis Leary. Efter et par mere eller mindre ligegyldige film fik han chancen for at instruere Scott Rosenbergs afdæmpede manuskript til filmen Beautiful Girls. I Demmes hænder blev denne feel-good dramakomedie yderst seværdig med dens indfølte menneskelighed og opløftende stemning. Hans næste mindeværdige film var Murphy/Lawrence komedien Life, som ved nærmere gensyn indeholdte større værdier end først antaget. Sjov, men også alvorlig og med en god morale. Et kendetegn, som har kunnet ses i alle Demmes film. Både Life og Beautiful Girls står hver med 5 stjerner i min bog, men med Blow begik Demme hans bedste film.
Som drama er denne film hverken nyskabende eller synderligt nuanceret. Vi kommer kun rigtig ind under huden på hovedpersonen, mens de fleste af bifigurerne er lettere karikerede og en smule ligegyldige. Til gengæld fungerer den godt som autentisk baseret film og periodefilm, hvor der har været mulighed for at konfrontere filmen med den involverede, George Jung der på nuværende tidspunkt stadig er i fængsel. En fejlslagen side af filmen nærmer stedvis sig dog det kritiske: Jung præsenteres som et offer, der uundgåeligt må bryde loven for at leve livet efter egene forhåbninger. Kun i slutbilledet af den ægte Jung ryster publikum (i stor stil), og her siger Demme tydeligt, at stoffer aldrig fører til noget godt. Et budskab, som egentlig burde være filmens hovedkriterium. Demme må have følt sympati (eller forståelse og ligheder eftersom han selv tog stoffer) med Jung, for der er om muligt ingen fordømmelse fra hans side. Og eftersom Jung egentlig var en kriminel giver det visse steder en lidt underlig smag i munden. Dette kan man dog alligevel leve med, da der er visse implikationer, der skal tages i betragtning, for eksempel Jungs barndom.
Johnny Depp er intet mindre end fremragende i hovedrollen som Jung. Vores sympati lægges straks på hans side. Depps portræt af denne mand nærmer sig det tragiske. Jung opvoksede med forældre, der stod i stærk kontrast med hinanden. Rachel Griffiths skal have ros for at gøre hendes karikerede figur (moderen) livlig og troværdig. Bedre er dog Ray Liotta i en yderst velspillet og øm rolle som den forstående far, der tænker i uanede (og sandhedsfornægtende) højder om hans søn. Depp kommer uundgåeligt til at opleves som en blanding af dem to; han vil aldrig være fattig, men kan heller aldrig få nok. Hans mor fremstår som skylden til Jungs karrierevalg, mens faderen er forbilledet. En del af faderens gener har han fået, da han hele livet igennem leder efter det smukke og rene, det ægte, mens han på sidelinien ikke vil mangle penge. Det rene finder han i hans første kæreste (den vidunderlige Franka Potente), som dog hurtigt dør af en reaktion på deres selvdestruerende livsstil. Hans kone (irriterende spillet af Penelope Cruz) er rent ud sagt en manipulerende og udnyttende kælling, der er det identiske billede af Jungs pengegriske mor. Det rene og smukke finder han i datteren, som gennem en iørefaldende voice-over fortælles at være det eneste af betydning. Efter en arrest tvinges han endnu engang til at svigte hende, og filmens melankolske stemning falder tungt over resten af filmen. En meget atypisk stil, da Demmes film oftest slutter med en positiv følelse. Jeg kan ikke andet end at føle mig dybt berørt over denne mand, som egentlig bare ledte efter livets basale ting, men taber det hele på gulvet med hans forhåbninger og nærmest desperat krævende ambitioner. Tårerne var konstant fremme under de sidste 10 minutter.
Billedsiden er et kapitel for sig selv. Som førnævnt er Demme utrolig stilsikker, og Blow’s visuelle side skifter mellem det hektiske, tydelige iscenesatte og det naturalistiske. Visse steder formår Demme endda med stor overbevisning at indsætte semi-dokumentarisme i filmen med håndholdt kamera. Han benytter sig meget af den subjektive klipning (freeze frames, hurtig zoom, kamerabevægelser, belysning), som får filmen til at fremstå levende og troværdig. Den fabelagtige brug af gamle hits er helt op på niveau med Cameron Crowe og nærmer sig mesteren Tarantino. Der er ingen tvivl om, at Blow er så tillokkende for mig på grund af dens effektive virkemidler, som Demme bruger med stor overbevisning og selvsikkert overblik.
De 6 stjerner går delvist til filmen, men mest til ære for Demme og hans karriere, som kunne have blevet noget rigtig stort. Nu må jeg bare se hans begavede film med en bittersød fornemmelse.
Som drama er denne film hverken nyskabende eller synderligt nuanceret. Vi kommer kun rigtig ind under huden på hovedpersonen, mens de fleste af bifigurerne er lettere karikerede og en smule ligegyldige. Til gengæld fungerer den godt som autentisk baseret film og periodefilm, hvor der har været mulighed for at konfrontere filmen med den involverede, George Jung der på nuværende tidspunkt stadig er i fængsel. En fejlslagen side af filmen nærmer stedvis sig dog det kritiske: Jung præsenteres som et offer, der uundgåeligt må bryde loven for at leve livet efter egene forhåbninger. Kun i slutbilledet af den ægte Jung ryster publikum (i stor stil), og her siger Demme tydeligt, at stoffer aldrig fører til noget godt. Et budskab, som egentlig burde være filmens hovedkriterium. Demme må have følt sympati (eller forståelse og ligheder eftersom han selv tog stoffer) med Jung, for der er om muligt ingen fordømmelse fra hans side. Og eftersom Jung egentlig var en kriminel giver det visse steder en lidt underlig smag i munden. Dette kan man dog alligevel leve med, da der er visse implikationer, der skal tages i betragtning, for eksempel Jungs barndom.
Johnny Depp er intet mindre end fremragende i hovedrollen som Jung. Vores sympati lægges straks på hans side. Depps portræt af denne mand nærmer sig det tragiske. Jung opvoksede med forældre, der stod i stærk kontrast med hinanden. Rachel Griffiths skal have ros for at gøre hendes karikerede figur (moderen) livlig og troværdig. Bedre er dog Ray Liotta i en yderst velspillet og øm rolle som den forstående far, der tænker i uanede (og sandhedsfornægtende) højder om hans søn. Depp kommer uundgåeligt til at opleves som en blanding af dem to; han vil aldrig være fattig, men kan heller aldrig få nok. Hans mor fremstår som skylden til Jungs karrierevalg, mens faderen er forbilledet. En del af faderens gener har han fået, da han hele livet igennem leder efter det smukke og rene, det ægte, mens han på sidelinien ikke vil mangle penge. Det rene finder han i hans første kæreste (den vidunderlige Franka Potente), som dog hurtigt dør af en reaktion på deres selvdestruerende livsstil. Hans kone (irriterende spillet af Penelope Cruz) er rent ud sagt en manipulerende og udnyttende kælling, der er det identiske billede af Jungs pengegriske mor. Det rene og smukke finder han i datteren, som gennem en iørefaldende voice-over fortælles at være det eneste af betydning. Efter en arrest tvinges han endnu engang til at svigte hende, og filmens melankolske stemning falder tungt over resten af filmen. En meget atypisk stil, da Demmes film oftest slutter med en positiv følelse. Jeg kan ikke andet end at føle mig dybt berørt over denne mand, som egentlig bare ledte efter livets basale ting, men taber det hele på gulvet med hans forhåbninger og nærmest desperat krævende ambitioner. Tårerne var konstant fremme under de sidste 10 minutter.
Billedsiden er et kapitel for sig selv. Som førnævnt er Demme utrolig stilsikker, og Blow’s visuelle side skifter mellem det hektiske, tydelige iscenesatte og det naturalistiske. Visse steder formår Demme endda med stor overbevisning at indsætte semi-dokumentarisme i filmen med håndholdt kamera. Han benytter sig meget af den subjektive klipning (freeze frames, hurtig zoom, kamerabevægelser, belysning), som får filmen til at fremstå levende og troværdig. Den fabelagtige brug af gamle hits er helt op på niveau med Cameron Crowe og nærmer sig mesteren Tarantino. Der er ingen tvivl om, at Blow er så tillokkende for mig på grund af dens effektive virkemidler, som Demme bruger med stor overbevisning og selvsikkert overblik.
De 6 stjerner går delvist til filmen, men mest til ære for Demme og hans karriere, som kunne have blevet noget rigtig stort. Nu må jeg bare se hans begavede film med en bittersød fornemmelse.
06/05-2004
