overlang van the man

Stephen Sommers fortsætter efter de to Mumien-film med hans fascination af de ældre uhyrer. Her handler det om den aldrende vampyrjæger og videnskabsmand Van Helsing (spillet af Anthony Hopkins i Coppolas Dracula), som under omstændighederne er blevet en ung og handlekraftig actionhelt, lidt i stil med en voldsom James Bond. Vampyrer, varulve, Dr. Jekyll og Mr. Hyde og Frankensteins monster bliver sammenblandet i underholdningens navn, og filmen får derved relation med Stephen Norringtons flop af en film, Det Hemmelighedsfulde Selskab. Van Helsing er langt den overlegne af de to film, men endnu engang virker det ikke som om, at det spændende (om end søgte) præmis udnyttes optimalt.

Sommers har vist, at han mestre de rene underholdning, og det fortsætter han med i filmens første halvdel. Det er spændende, medrivende og morsomt. Effekterne under hele filmen er endnu engang ganske imponerende, selvom de for ofte tager overhånd. Ligeledes får vi nogle virkelig lækre kamerature, som nok skal sætte adrenalinet i gang. Men så ryger kæden af i anden halvdel. Filmen bliver overlæsset, stedvis kedelig og værst af alt uvedkommende. Meget underligt, at Sommers ikke kan holde interessen kørende som han gjorde i den mesterlige Mumien. Men faktum er, at han ikke har formået at holde forudsigeligheden på afstand.

Hugh Jackman vil altid huskes som Wolverine i X-Men filmene, og hans rolle som Van Helsing er bare en variation af denne. Han er en udmærket actionhelt her, men han tilføjer ingen charme eller bare en smule dybde til karakteren, som derfor hurtig bliver uinteressant. Kate Beckinsale er virkelig bedårende og smuk som prinsesse Valerious, men hendes rolle er ligeledes en forslidt kliche. Hendes accent er også en smule rædselsfuld (denne gang har jeg gennemtænkt det og mener det 100 %, Thomas ;-) ). Værre er Richard Roxburgh dog som lidt ynkelig og alt andet end skrækindjagende Grev Dracula. Sammen med en evigt klagende og pibende Frankensteins monster (en meget maskeret Shuler Hensey) udvises der ikke meget respekt for de aldrende monsterklassikere.

Filmen er meget flot (og dyrt) produceret, og man griber sig selv ofte i at glemme at trække vejret. Men filmen bevæger sig stille og roligt over i det ligegyldige og helhedsoplevelsen forbliver derved noget middelmådig. Jeg er stærkt i tvivl om filmen fortjener 3 eller 4 stjerner, men den ender med at få 4 meget små stjerner på grund af den hæsblæsende og seværdige første halvdel og Alan Silvestris bombastiske musik.