Dommedag imorgen

Dette er en af de film man får lyst til at se igen i det øjeblik rulleteksterne kører over skærmen.
Den fantastiske historie med alle dens forvirrende detaljer er nærmest en blanding af krimigåde, science fiction, kærlighedshistorie og spændingsfilm.
Hovedpersonen James Cole rejser flere gange i tiden i filmen, men i modsætning til visse andre film hvor dette foregår, er det her ingen dans på roser! Her præsenteres vi nemlig for et af tidsrejsens klassiske problemer, nemlig paradokset. Kan man møde sig selv som yngre? Er man måske endda selv skyld i nogle af de problemer som man rejser tilbage for at løse?
Alt dette tvinges seeren til at tage stilling til, og samtidig når Terry Gilliam at flette både en krimi-agtig efterforskning og en smuk kærlighedshistorie ind imellem, så filmen fremstår som en helhed fyldt med melankoli og savlende, dopede mentalpatienter. På et tidspunkt bliver man rent faktisk i tvivl om en del af handlingen kun foregår inde i Coles hoved som en vrangforestilling! Hvor mange film kan man sige det om? Man suges ind i den utroligt spændende handling og sidder og prøver at finde svar på det hele, men den den overraskende slutning er så tilpas vag og uklar, at man (heldigvis) selv må tænke sig til svarene. Den film rumsterer rundt i baghovedet i flere dage efter, mens man prøver at få trådene redet ud...
Bruce Willis`præstation som den hårdt prøvede og melankolske Cole er til et 11-tal og bringer minder frem om hans rolle i Unbreakable, som også lå langt fra de sædvanlige "barsk actionhelt"-roller. Madeleine Stowe som hans psykiater og Brad Pitt som den gale Jeffrey Goines er udmærkede i de lidt mindre roller.
Til slut en lille ros til scenografien i fremtidsscenerne, som med den underlige blanding af fremtid og gammeldags "analog" teknik bringer (gode) minder frem fra Brazil, Gilliams efter min mening til stadighed bedste og smukkeste film.