frontalt bagslag
3.0
Full Frontal er Soderberghs yderst billige og meget udskældte eksperimentalfilm. Soderbergh er utvivlsomt et stort filmisk talent, og jeg er stor beundrer af hans film. Men selv som inkarneret fan virker denne film, pænt sagt, ligegyldig. Efter menneskelige og samfundskritiske dramaer (mest Traffic, men også Erin Brockovich) og den mere kommerciel prægede, men dybt underholdende Ocean’s Eleven, havde Soderbergh grangiveligt brug for at fjerne presset (fra studierne, fansene, kritikerne, sig selv, whatever) og søge tilbage til de mere independent-prægede film fra hans første år. Det er der så kommet Full Frontal ud af, og jeg håber da for Soderberghs egen skyld, at han er tilfreds. For jeg forlod filmen med en følelse af dyb frustration.
Under hele filmen prøvede jeg (desperat) at forstå historien og søge dens detaljer, ligeledes vil man så gerne engagere sig i karaktererne (hvor kun Cathrine Keener og David Hyde Pierce fremstår som ægte, og det er da også den eneste sidehistorie med skyggen af forløsning), men med Soderberghs overlagte fremmedgørelse af personerne (igennem en fiktiv og dogmelignende dokumentar”film”) er det svært og nærmer sig det umulige. Og her blev min frustration sparket i gang. For hvad vil Soderbergh med filmen? Hans intentioner skjules i hvert fald godt, for at i allersidste scene at springe ud i fuldt flor. Det er bare en film! Filmen i filmen (forvirrende? En lille smule) er i slutningen tydeligvis iscenesat, mens den i begyndelsen nærmest fænger publikum. Efter opvækningen tror man at den fiktive dokumentar er den rigtige film. Men her snyder Soderbergh ligeledes ved i sidste scene at lade kameraet trækkes baglæns og vise et studie med filmholdet. Det er bare en film og skal ikke nødvendigvis gennemanalyseres.
Full Frontal er tydeligt lavet for Soderberghs egen skyld. Et manuskript, som skal samle hans venner til noget sjovt. Hvor klogt manuskriptet end leger med vores opfattelse af film så virker det som et hyggesamlingspunkt, og den underlæggende stemning af meta-film undertrykkes. De tre stjerner går udelukkende til de naturlige skuespillere og Soderberghs egen nærgående og intense kameraføring samt den subjektive og originale (dog ikke i Soderberghs egen film) klippestil. Jeg føler mig taget ved næsen, men det var måske også meningen?
Under hele filmen prøvede jeg (desperat) at forstå historien og søge dens detaljer, ligeledes vil man så gerne engagere sig i karaktererne (hvor kun Cathrine Keener og David Hyde Pierce fremstår som ægte, og det er da også den eneste sidehistorie med skyggen af forløsning), men med Soderberghs overlagte fremmedgørelse af personerne (igennem en fiktiv og dogmelignende dokumentar”film”) er det svært og nærmer sig det umulige. Og her blev min frustration sparket i gang. For hvad vil Soderbergh med filmen? Hans intentioner skjules i hvert fald godt, for at i allersidste scene at springe ud i fuldt flor. Det er bare en film! Filmen i filmen (forvirrende? En lille smule) er i slutningen tydeligvis iscenesat, mens den i begyndelsen nærmest fænger publikum. Efter opvækningen tror man at den fiktive dokumentar er den rigtige film. Men her snyder Soderbergh ligeledes ved i sidste scene at lade kameraet trækkes baglæns og vise et studie med filmholdet. Det er bare en film og skal ikke nødvendigvis gennemanalyseres.
Full Frontal er tydeligt lavet for Soderberghs egen skyld. Et manuskript, som skal samle hans venner til noget sjovt. Hvor klogt manuskriptet end leger med vores opfattelse af film så virker det som et hyggesamlingspunkt, og den underlæggende stemning af meta-film undertrykkes. De tre stjerner går udelukkende til de naturlige skuespillere og Soderberghs egen nærgående og intense kameraføring samt den subjektive og originale (dog ikke i Soderberghs egen film) klippestil. Jeg føler mig taget ved næsen, men det var måske også meningen?
11/05-2004
