Banalt og Udramatisk

Succesfuld arkitekt (Gantzler) tager til et plejehjem, for at hente hans nu afdøde fars, som han ikke har set i mange år, få ejendele. På plejehjemmet møder han den gamle Karl (Klein), der siger han har kendt hans far og af den grund bliver Karl inviteret hjem og bo i den luksuriøse villa, så han kan fortælle hvad han ved.

Ringgaard, der ikke er en særlig produktiv instruktør, har forsøgt at skabe en dansk form for komisk feel-good drama og desværre er det blevet ved forsøget, der ikke kan kaldes videre vellykket.

Det er dybt forudsigeligt, for det er altså ikke svært at gætte når man ser filmen, at denne her rige arkitekt selvfølgelig har dyrket alle de forkerte værdier i sit liv, og at han nu må tage livet op til revurdering, efter mødet med denne her gamle Karl, der bliver den katalysator der sætter tankerne i gang og sætter spørgsmålstegn ved hele den tilværelse vores hovedperson har opbygget.

Det er set før, det er så pædagogisk og politisk korrekt at det bliver kedeligt og det er så banalt og udramatisk som sjældent set før.

Skuespillerne ”bedstefar” hygger sig igennem historien og intet sættes på noget tidspunkt over styr, og ingen chancer tages.