denne gang uden frøer
4.0
Den ret så unikke instruktør Paul Thomas Anderson indledte hans alsidige karriere med den besynderlige, men også sært fascinerende og afdæmpede drama, Hard Eight. Gennembruddet kom først med Boogie Nights, som ikke faldt i min smag på trods af de fænomenale skuespillerpræstationer. Det gjorde den efterfølgende Magnolia dog, som var et rent slaraffenland af filmiske kvaliteter og dedikerede skuespillere. Med Punch-Drunk Love (funderer stadig over titlens betydning) har Anderson udforsket det mere mystiske del af hans filmiske kvaliteter. Hvad der kunne have endt som en prætentiøs og desperat søgende anderledes film har vist sig at være et atypisk og nærmest sødt tragikomisk drama.
Surrealistisk er måske ikke det rette ord at bruge her, for filmen er struktureret som et ganske almindeligt drama med en stille introduktion (som kun Anderson kan gøre det), de dramatiske højdepunkter (udramatisk serveret som kun Anderson kan gøre det) og det forløsende øjeblik med kærlighed til følge (menneskelig ægte som kun Anderson kan gøre det). Alligevel ved man ikke helt hvad man skal føle omkring personerne, og ja filmen i det hele taget. Følelsen af at blive revet i alle mulige retninger forstærkes af den eksperimenterende musik, som er en stor medfortæller. Som sagt er historien simpel, det er filmens opbygning (og den flotte visuelle side) der gør den anderledes og seværdig.
Mange gode ting er der blevet sagt om Adam Sandlers fantastiske præstation, men alligevel fik han revet benene væk under mig med hans fremstilling af en frustreret og temperamentsfuld mand, som savner noget ubestemt i livet. Han finder den endegyldige kærlighed hos en sød Emily Watson, men man kommer aldrig rigtig til at forstå kærligheden mellem disse to, altså hvorfor disse to individer finder trøst og forløsning hos hinanden. Men at forstå denne film kræver vist også at jeg genser den op til mange gange.
Punch-Drunk Love er ikke så god som Magnolia, men den er et velkomment bud i en amerikaniseret genre, der i løbet af de seneste mange år har haft svært ved at fornye sig selv. Anderledes og for et smalt publikum.
Surrealistisk er måske ikke det rette ord at bruge her, for filmen er struktureret som et ganske almindeligt drama med en stille introduktion (som kun Anderson kan gøre det), de dramatiske højdepunkter (udramatisk serveret som kun Anderson kan gøre det) og det forløsende øjeblik med kærlighed til følge (menneskelig ægte som kun Anderson kan gøre det). Alligevel ved man ikke helt hvad man skal føle omkring personerne, og ja filmen i det hele taget. Følelsen af at blive revet i alle mulige retninger forstærkes af den eksperimenterende musik, som er en stor medfortæller. Som sagt er historien simpel, det er filmens opbygning (og den flotte visuelle side) der gør den anderledes og seværdig.
Mange gode ting er der blevet sagt om Adam Sandlers fantastiske præstation, men alligevel fik han revet benene væk under mig med hans fremstilling af en frustreret og temperamentsfuld mand, som savner noget ubestemt i livet. Han finder den endegyldige kærlighed hos en sød Emily Watson, men man kommer aldrig rigtig til at forstå kærligheden mellem disse to, altså hvorfor disse to individer finder trøst og forløsning hos hinanden. Men at forstå denne film kræver vist også at jeg genser den op til mange gange.
Punch-Drunk Love er ikke så god som Magnolia, men den er et velkomment bud i en amerikaniseret genre, der i løbet af de seneste mange år har haft svært ved at fornye sig selv. Anderledes og for et smalt publikum.
12/05-2004
