stilistisk gennemført

Mellem optagelserne af den uforglemmelige Cast Away havde instruktøren Robert Zemeckis lyst til at prøve kræfter med denne Hitchcock-inspirerede gyserthriller, som nok skal få de små hår på armene til at rejse sig. Under ¾ af filmens spilletid lægger Zemeckis låg på de udpenslede og bombastiske gyserklicheer, og giver os i stedet det subtile og mere skræmmende gys, især fungerer ”oplivningen” af huset upåklageligt. Der er givet stor plads til personudfoldelser, som er en vigtig del af filmens præmis. Vi ved aldrig helt om de overnaturlige hændelser manifesteres af hovedpersonens mentale usikkerhed og formodede ustabilitet. Sidst i filmen får vi dog svarene på alle spørgsmålene, og for en gang skyld ville en åben slutning ikke være at foretrække. I de sidste 20 minutter kastes alt troværdighed overbord i en sublim udført finale, hvor mesteren Zemeckis virkelig trækker spændingen ud til bristepunktet, men aldrig for meget. Den nervepirrende afslutning kvalificerer næsten filmen til 5 stjerner, men alligevel trækkes den samlede historie ned. Fords ellers udmærkede og atypiske præstation formår ikke at virkeliggøre hans intentioner mod konen, som nok må siges at være drastiske. Udført i uforudsigelighedens navn kan man dog sagtens leve med det. Til gengæld pågriber man filmen i at begå for mange svinkeærinder, hvor historien om naboens formodede mord på konen er unødvendigt og utroværdigt i opsættelsen af hovedpersonens psykiske tvivl. En mere raffineret måde ville have trukket filmen op.

Jeg har altid hadet Michelle Pfeiffer, hun har på mig altid virket flad og uinspirerende. Derfor overrasker det mig en smule, at hun passer godt i hovedrollen, en anstændig præstation hun kan være stolt af. Mere ros skal Zemeckis dog have. At bruge vand som katalysator for hændelserne er intet mindre end brillant, og visse kameraindstillinger nærmer sig det geniale, især slutningens overgearede og pompøse visuelle stil er forbilledligt. Som før nævnt ikke helt 5 stjerner værd, men 4 ville være for lidt.