Så er jeg oppe af vandet!

6.0
"Dødens gab" er i mine øjne en klassiker. Der gik dog adskillige år, før jeg fik taget mig sammen til at se den. Hvilket er min brors skyld! Allerede som helt spæd rendte han rundt med plakaten til filmen og skræmte mig fra vid og sans. Der skulle gå et stykke tid, før jeg kunne sætte mig på toilettet igen, uden at forestille mig at Hajens gab kom op og bed mig i numsen. Hey, jeg var 4-5 år gammel.

Samtidig var der dengang historier i medierne om, at nogle ældre mennesker på plejehjem var blevet bidt i numsen af rotter, som var kommet op igennem toilettet. Det hjalp jo ikke ligefrem.

Faktum er, at nogle mennesker er bange for slanger, andre for edderkopper. Jeg har et problem med STORE hvide hajer. Hvis man skulle give mig et ordentlig chok da jeg var lille, så skulle man bare give mig en bog eller et blad, hvor man vidste, at jeg før eller siden ville bladre om til et nærbillede af et af disse store bæster. Så røg bladet/bogen hurtigt på gulvet. (Griner).
Nok om mine barndomstraumer.

Til trods for at Hajen er meget papmaché agtig(var mere livagtig når man så den dengang), formår filmen stadig at skræmme bukserne af en. Faktisk er filmen mest skræmmende, når man IKKE ser hajen. Hvilket det jo typsik er, når man skal se en film, hvis formål er, at skræmme en. Når man sidder og venter på, at det slemme skal ske i f.eks. en gyser, så holder man helt vejret. Når det så sker, så kan man ånde lettet op over, at nu sker der. Selvom personen bliver nakket på filmen (Griner). Forventningens glæde er størst.

Skuespillet er helt i top og det der adskiller denne film fra andre af slagsen, er samspillet mellem de tre hovedpersoner den sidste times tid. Hvilket giver filmen et andet aspekt end bare en monster film.

Den mest vellykkede efterligning af denne film, er efter min mening "Orca - dræberhvalen", som heller ikke er en b-film, som mange af dem jo var.

Det der udgør 90% af filmens ubehagelige stemning kan siges med to ord: John Williams. Han har nemlig lavet temaet til JAWS, som er gået over i historien, som det mest skræmmende tema i filmhistorien.

Hvis I ikke tror mig, så prøv næste gang I er på stranden, at tage en boomblaster med og når der er flest mennesker i vandet, så skru den op på fuld styrke med dette tema. Så vil I udfra folks reaktion kunne se, hvad jeg mener.

Dette er en klassiker og får 6 stjerner.
Dødens gab