Absolute let's post-moderisme

Cameron Crowe er en forholdsvis respekteret instruktør. Film som Jerry McGuire, og senest Almost Famous, har bragt ham i søgelyset som en interessant og ganske talentfuld hollywood-instruktør. Denne opmærksomhed har givet ham blod på tanden, og med Vanilla Sky forsøger han at skabe et post-moderne mesterværk.
David Ames er en røv, for at sige det mildt. Han har ALT, tre blade, et forlag, lækre biler, lækre damer og det hele har han arvet fra sin far. Han nyder livet, fester natten lang og møder når det passer ham, til stor irritation for "de syv små dværge", som han kalder bestryrrelsen. Efter at han til en fest har charmereret sig ind hos den mystiske latinamerikaner Sofia, til stor irritation for vennen Peter, kører hans jaloux bolleveninde Julie ud fra en bro med David i bilen. Hun dør og han for sit ansigt skamferet. Sofia vælger dog at blive hos den forkvaklede David, som hurtigt for planlagt en operation, så hans ansigt kan blive normalt. Men pludseluig befinder David sig i et fængsel, iført en ansigtsprotese, anklaget for mord.
Cameron Crowe vil gerne spise kirsebær med de rigtig store inden den postmoderne filmkunst, og for at komme derop, må man som bekendt lave en stor postmoderne film. Og Vanilla Sky er da også stort anlagt, den er proppet med Hollywood Stjerner: Tom Cruise, Penélope Cruz, Cameron Diaz og Kurt Russell, og den har en handling som konstant bygger op til det store brag. Og braget kommer, og jo det kan da overraske, men modsat de store film i denne genre: Fight Club, Lost Highway etc. har den ikke lagt den samme mængde af små diskrete spor ud undervejs og de spor som er lagt ud, er alt for tydelige. Samtidig stjæler filmen med arme og ben fra især Lynch's Lost Highway og Mary Harron's American Psycho, hvilket bare gør det endnu nemmere at gætte pointen. Rent tematisk er filmen en stor tom tønde, som ved hjælp af alverdens krumspring forsøger at afvige fra det faktum, at dens tema mest af alt minder om noget vi har set tusindvis af gange i Hollywoods masseproduktioner.
Det er da helt sikkert prisværdigt at Cameron Crowe har ambitioner, og det er godt at se at han får den nødvendige fra produktionsselskab og skuespillere, til at kaste sig ud i et sådant projekt. Skuespillerne går hvad de kan, Tom Cruise er dog underlig sarkastisk, nærmest usæriøs i den skamferede udgave, hvilket resulterer i at man ikke nærer den store sympati for han, og derfor mister en del af interessen for den mordgåde, filmen er bygget op om. Cameron Diaz er som sædvanlig dejlig og Penelope Cruz' gebrokne engelsk har bestemt sin charme, men ingen af dem kan rede en mislykket film, som dog byder på god underholdning i et par timer, men derefter må akiveres under ligegyldig.