Giganternes Kamp

Den rige Texas rancher Bick (Hudson) gifter sig med den smukke, men også for en konservativ mand med en patriarkdisk livsopfattelse, meget selvstændige Leslie (Taylor) og dem, og deres omgangskreds, følger vi igennem næsten 30 år.

Dette flotte og fængende familieepos, hvis omdrejningspunkt er Texas og dens befolkning, er på alle måder en gigant som titlen antyder, og selv om den i dag kan virke dateret på nogle punkter, så mener jeg bestemt at den stadig holder og at dens værdier er evigt gyldige.

Da Stevens, der havde store film som ”Shane” og ”A Place In The Sun” på sit cv, valgte at instruere Edna Ferbers bestseller roman, der generelt ikke var elsket i Texas (filmen blev det til gengæld, og anses nærmest som deres nationalfilm), var det en af de film som selskabet Warner Brothers satsede kvalitativt og kunstnerisk på. Dengang lavede mange filmselskaber jo en masse film der ”bare” skulle sælge billetter, og så havde de enkelte prestige projekter, der ikke nødvendigvis skulle tjene det store, men derimod vise hvad de kunne når de var bedst, og en sådan film var ”Giant”, selv om de og med rette, også havde forventninger til filmens indtjening. Den blev da også den tredje mest indbringende film i år 1957 og indbragte ved siden af Stevens en Oscar for bedste instruktør, mens filmen var nomineret til hele ti Oscars i alt.

Siden har den helt forståeligt opnået klassiker status i filmhistorien. Tillige blev den legendariske James Dean’s sidste film inden han i en ung alder af kun 24 år, så tragisk kørte sig ihjel (lev stærkt, dø ung som man sagde), hvad der selvfølgelig også har medvirket til at give filmen en særlig status. Dean nåede jo kun at spille store roller i tre film, inden da havde han kun haft få statist roller eller lignende. To af filmene nåede først at få premiere efter hans død. Til gengæld er det ikke mange skuespillere forundt kun at have medvirket i mesterværker, ”East Of Eden”, ”Rebel Without A Cause”, der blev en film der udtrykte hvad en hel ungdomsgeneration følte, og så naturligvis ”Giant”.

Men historien her, der i bund og grund på mange måder er en kærlighedsfilm af den mere troværdige slags, er rig på nuancer i dens personer, ingen er ensidigt bare onde og gemene, eller helt igennem gode og retskafne. Historien der vel er en moderne western, rummer universelle temaer der dengang ikke blev taget op så tit i amerikanske film, hvor racisme står meget i centrum sammen med den menneskelige udvikling og med kærligheden og dens problemer som drivkraft.

Bick der spilles ret overbevisende af den ofte lidt for pæne og lidt stive Hudson i hans måske bedste rolle, er på mange måder en god mand, der på grund af hans egen stolthed og den baggrund og opdragelse han er opvokset med, har en lettere primitiv indstilling til mennesker af anden hudfarve, og ikke fordi han er ond og egentlig heller ikke dybt racistisk, han mener selv han behandler hans mexicanske arbejdere retfærdigt. Men racistisk er han, men han får lov til at udvikle sig igennem årene og får en mere mangfoldigt syn på mennesker, hovedsagligt takker være hans langt mere tolerante kone, der repræsenterer en humanistisk linie. Lige netop derfor er Hudson også sådan et perfekt valg til rollen, da han virker som en sympatisk og ufarlig fyr, og efter datidens målestok var en flot mand (efter de mere konservative menneskers smag vel at mærke), men den person han spiller rummer alligevel mere end bare den flinke fyr og står i kontrast til skuespilleren.

Imens går det nærmest lige modsat for den fattige Rink, fortolket af Dean, der forelsker sig i Bicks smukke kone, men aldrig kan sige det og lukker af for sine mere bløde følelser, og vender dem til vrede i sig selv, og det sammen med hans frustration over livet generelt, bliver begyndelsen til hans egen fortabelse flere år senere som racistisk mangemillionær, efter at have fundet olie på et ellers stykke værdigløst jord han har arvet. Midt imellem disse to mænd står kvinden Leslie, godt spillet af en ung og smuk Taylor, der også er Bicks kone, der gør det ud for balancen i filmens univers, hun står for de humanitære kvaliteter og nye måder at tænke på, hun er det moderne menneske.

Det er for i øvrigt sjovt at studere disse tre skuespilleres samspil, hvor Hudson og Taylor repræsenterer den gamle skole så at sige, hvor spillet var mere statisk, mens Dean står som den nyere generation af skuespillere, hvor det var en langt mere teoretiske indfaldsvinkel til det at spille og som kendes som method acting, hvor kroppen bruges mere, og det at prøve at være rollen og bruge sig selv som psykologisk redskab til at udtrykke hvad dens karakter rummer, frem for blot at ”spille” rollen på overfladen, er vigtigt. Jeg synes dog at Dean, der uden tvivl var en af sin generations største talenter, var bedre i hans to forrige film. Han gør det rigtigt godt som den unge udgave af Rink, der også rammer Deans gode tolkning af den lidt skæve personlighed og rebelskhed der også ses i hans andre roller, mens jeg finder han overspiller og ikke ser ud til at kunne finde ud af hvad han skal stille op med den ældre udgave af samme person. Han er stadig fascinerende, for Dean var en af de skuespillere der havde et eller andet over sig, men helt godt er det ikke. Læg derudover mærke til hvordan Dean prøver at efterligne Marlon Brando i hans måde at tale på, det er ret sjovt. Andre skuespillere som Hopper og Mineo skal også lige kort nævnes, i et par overbevisende og vigtige biroller.

I dag kan tempoet i ”Giant” sikkert virke langsomt, og teknisk er der intet særligt over den, men for sin tid er den kvalitativt, om end forholdsvis konventionelt lavet på alle måder. Makeuppen der skal gøre skuespillerne ældre er heller ikke helt overbevisende, men kan man leve med dette, så fortælles der en rigtig god historie og der gives også tid til at fortælle den. Den hænger godt sammen, trods det at den spænder over ca. 30 år. Der er spring i tid og rum, men de er kædet smukt sammen, så man ikke sidder og føler at der er huller i handlingen, og man føler heller ikke at der forsøges at blive proppet for meget ind i de timer filmen den varer. Der er ingen spring der gør det svært at følge med.

”Giant” må siges at være et fængende og godt stykke drama med noget på hjertet. Den er lang, men aldrig langtrukken, og selv om den ikke længere er så gyldig i dens virkemidler og psykologiske profil af problematikkerne mennesker imellem, så er den på ingen måde ligegyldig.

Allerede som barn da jeg så den i Tv, elskede jeg dette flotte familie epos og ved gensyn synes jeg stadig at den på mange måder holder i dag også, om end på en mere hyggelig måde.