Sommers Ujævne sommertilbud

Vampyrjægeren Van Helsing (Jackman) sendes til Transsylvanien for at bekæmpe Dracula (Roxburgh) og andre slemme monstre.

Instruktør Sommers, der gav os de underholdende, men ganske ufarlige nyindspilninger af ”The Mummy” og ”The Mummy Returns”, kan vel næppe kaldes en særlig original filmskaber og hans nye film her er heller ikke hverken original eller nyskabende på en eneste måde. Indenfor sine egne rammer har den endda sine store svagheder, men ikke desto mindre er den underholdende som en tur i en af Tivolis forlystelser. Der sker simpelthen noget fra start til slut, og kan man klare larmen og de mange næsten infantile påfund, er den altså ret et ret så skægt actioneventyr, der ikke prøver at bilde os andet ind, end at det her er skæg og ballade (og for at tjene penge som en af sommerens første blockbusters). Den er hvad den er og hvad en giver sig ud for, hverken mere eller mindre, og så kan klicheerne og banaliteterne eller stå i kø for at blive kastet i hovedet på en, og det kan man så brokke sig over eller lade være med, men der er ingen overraskelser.

At man så kunne have håbet på noget mere er en anden snak, og personligt mener jeg også at Sommers kunne have fået mere ud af det, hvis han havde turde. Indledningen er rigtig god og er en fornem hyldest til en af Universal’s gamle horrorklassikere, ”Frankenstein” (den skulle efter sigende følge den billede for billede lige indtil Dracula dukker op), og derfor holdt i et gotisk udseende og i sort og hvid. Selv om det ikke lykkes helt at ramme stemningen, eller blive uhyggeligt, er det alligevel et godt træk. Men derfra slår filmen også over og bliver ren effektjageri og tempofyldt ramasjang på godt og ondt.

Når man samler nogle af verdens mest berømte/berygtede klassiske gyser-skikkelser (fra en vanvittig stor Dr. Jekyll/Mr. Hyde og The Wolfman, til en overdreven udgave af Frankenstein’s monster og en jammerlig Dracula) indenfor filmens egen verden (men også indenfor litteraturen), så kunne man have ønsket sig at Sommers have prøvet at gøre filmen både til det eventyr den er tænkt som, men også til en gyser og altså dermed uhyggelig. Måske er Sommers kommet til den erkendelse at disse forslidte personligheder ikke kan skræmme et moderne publikum, og ikke fordi han ikke kunne have ret i dette, men jeg ville alligevel ønske at han havde turde tage og prøve at give dem og uhyggen en chance, jeg tror det kunne lade sig gøre. Men en sådan instruktør er Sommers ikke, og jeg må da også sige, at det at brokke sig over at den ikke er uhyggelig, er lidt som at brokke sig over at en pekingeser ikke er en Tervuer, så har man købt en forkert hund hvis det var det man ville have. ”Van Helsing” er simpelthen ikke tænkt som værende uhyggelig.

Der er dog også andre ting og steder hvor jeg mener man kan sætte spørgsmålstegn ved Sommers valg i løbet af filmen. Foruden den fortænkte og forvrøvlet tynde historie, der selvfølgelig kun er en undskyldning for at bringe vores helt i diverse halsbrækkende situationer, så var jeg heller ikke vild med at Van Helsing præsenteres som en James Bond indenfor vampyrgenren, med alt fra besøg i en form for Q’s værksted (her bare i vertikanet) til de avancerede våben han udstyres med. Man kunne godt have fravalgt alt dette og så stole på godt gammeldags håndværk fra heltens side, i stedet for at skulle lefle på denne latterlige måde for et ungt publikum. De havde skam nok ikke svigtet filmen af den grund, måske tværtimod.

I rollen som Dracula er Roxburgh tillige en katastrofe af rang, han har slet ikke det format der skal til sådan en rolle, er slet ikke mystisk og dragende nok. Det er pinligt at han skal gå i fodsporene efter folk som Bela Lugosi, Christopher Lee eller Gary Oldman (og til dels også Frank Langella i John Badham’s 1979 version), der alle har spillet denne rolle så fornemt og mindeværdigt. Også Beckinsale’s rolle kan virke ufrivillig komisk, når man ser hende i hendes stramme og ”sexy” outfit og nette frisure. Hun er indrømmet helt smuk, og det er vel i bund og grund også det hun skal bedrage med, selv om hendes rolle er en aktiv en af slagsen.

Sommers har også udstyret vores helt med en komisk ”sidekick”, der jo så skal stå for de humoristiske indslag, og Wenham, der mest er kendt for sin rolle som Faramir i ”Lord Of The Rings”, spiller den egentlig fint nok. Desværre svigtes han af rollen, der ofte ikke bliver ægte morsom, men et par smil kan det da blive til.

Jackman er til gengæld en udmærket actionhelt, også selv om han i min verden ikke er nogen Van Helsing, så udfylder han rollen som den er skrevet her til punkt og prikke.

På den tekniske side bulder filmen derudaf og er en overflødighedshorn af computer- og lydeffekter, tonsvis af action og faretruende situationer i en rigtig søndagsfarveladefilm, og det er det man skal gå efter i den her film. Jeg anerkender dog at selv om computereffekterne er imponerende (og mange), så burde og kunne de altså være bedre føler jeg. Jeg sad indimellem med følelsen af at se en tegnefilm.

Til gengæld sker der næsten noget konstant, og selv om effekterne ikke er en integreret del, der skal være med til at drive historien frem, de er ganske simpelt næsten selve historien, så er det da alligevel morsomt og betagende at se for eksempel et menneske forvandle sig til en varulv (jeg bliver dog stadig mere imponeret over at se David Naughton’s forvandling i John Landis’ 1981 film ”An American Werewolf In London”, hvor Rick Baker har skabt en fremragende makeup til at klare dette).

Jeg elsker i hvert fald den her slags uprætentiøse rutschebaneture som filmen byder på. Egentlig synes jeg også at ideen med Dracula og hans angst for varulven var fint fundet på, men det er også en af historiens få næsten kreative indfald. Et af filmens morsomste dialoger (en meget kort en), som jeg også mener skal fremhæves, er da Dracula spøger Igor, ”Why Do You Pester Them So”, efter at Igor har pisket Ulvemanden, og Igor svarer, ”That’s What I Do”. Det er sku da at tage ægte pis på filmens egen univers og gyseruniverset generelt, at det så måske havde passet bedre til Mel Brooks’ ”Young Frankenstein” er en anden sag.

Nu har jeg kritiseret filmen på en del punkter (men også rost den), og jeg skal da også indrømme at man som jeg skal elske den slags her, for at bedømme den så højt som jeg gør. Er man ikke vild med sådan en gang forjaget og tempofyldt miskmask af et actioneventyr, så kan man roligt trække en stjerne eller to fra. Jeg morede mig kosteligt i samtlige minutter den varede, og selv om det kunne have været bedre, så var det absolut ikke dårligt. Så kan man påstå at jeg er billig til salg for højt tempo, gang i den og vilde effekter, det må jeg jo leve med.