Don og Clint's Sidste
5.0
Fangen Frank (Eastwood) ankommer til fængelsøen Alcatraz, også kendt som The Rock, hvorfra det endnu ikke er lykkes nogen at flygte. Her får han snart samlet en bande, og sammen planlægger de en dristig flugt.
Instruktør Siegel og Eastwood’s fjerde og sidste film sammen er bygget på en bog af J. Campbell Bruce, og er inspireret af den sande historie om en virkelig flugt, som man faktisk den dag i dag ikke aner om lykkes.
Det er en hårdkogt og spændende fortælling, der måske nok holder sig pænt indenfor de konventioner sådanne film tilsyneladende altid foreskriver, som den brutale fængselsdirektør, her spillet iskoldt af McGoohan, den nedrige fange der prøver at forgribe sig på vores hovedperson og så videre. Men heldigvis har den ikke helt så travlt med at smide samtlige klicheer i hovedet på os, og dem der er, bruges med omtanke og meget overbevisende.
Handlingen fortælles stramt og uden mange sidespring eller tåbelige glorificerede forklaringer. Det er håndværksmæssigt solidt og godt filmarbejde, fra en garvet instruktør der kender sine begrænsninger og ikke prøver at puste sig op til en eller anden form for pseudointellektuel filmskaber, der tror hans film kan ændrer verden.
I centrum for det hele står naturligvis Eastwood i en af hans bedste film, og uanset hvad man mener om ham, så kan man ikke beskylde ham for, at have leflet for at vinde publikums gunst eller følge den sidste nye trend i størstedelen af sine (helte)roller, hvor de mere mørke sider af mennesket går hånd i hånd med en høj sans for retfærdighed, ofte med et egoistisk udgangspunkt eller i hvert fald en tvetydighed hvis man gider tænke over den, men ikke uden sociale hensyn, særligt til de svagere grupper. Hans roller er ofte mere komplekse personer end blot den glatte helt eller den helt igennem onde skurk. Rollen her spiller han godt, men den er for ham heller ikke utypisk, og rammer flere af de ting der har kendetegnet Eastwood’s rollevalg i flere af sine film, hvor han er eneren imod systemet.
Instruktør Siegel og Eastwood’s fjerde og sidste film sammen er bygget på en bog af J. Campbell Bruce, og er inspireret af den sande historie om en virkelig flugt, som man faktisk den dag i dag ikke aner om lykkes.
Det er en hårdkogt og spændende fortælling, der måske nok holder sig pænt indenfor de konventioner sådanne film tilsyneladende altid foreskriver, som den brutale fængselsdirektør, her spillet iskoldt af McGoohan, den nedrige fange der prøver at forgribe sig på vores hovedperson og så videre. Men heldigvis har den ikke helt så travlt med at smide samtlige klicheer i hovedet på os, og dem der er, bruges med omtanke og meget overbevisende.
Handlingen fortælles stramt og uden mange sidespring eller tåbelige glorificerede forklaringer. Det er håndværksmæssigt solidt og godt filmarbejde, fra en garvet instruktør der kender sine begrænsninger og ikke prøver at puste sig op til en eller anden form for pseudointellektuel filmskaber, der tror hans film kan ændrer verden.
I centrum for det hele står naturligvis Eastwood i en af hans bedste film, og uanset hvad man mener om ham, så kan man ikke beskylde ham for, at have leflet for at vinde publikums gunst eller følge den sidste nye trend i størstedelen af sine (helte)roller, hvor de mere mørke sider af mennesket går hånd i hånd med en høj sans for retfærdighed, ofte med et egoistisk udgangspunkt eller i hvert fald en tvetydighed hvis man gider tænke over den, men ikke uden sociale hensyn, særligt til de svagere grupper. Hans roller er ofte mere komplekse personer end blot den glatte helt eller den helt igennem onde skurk. Rollen her spiller han godt, men den er for ham heller ikke utypisk, og rammer flere af de ting der har kendetegnet Eastwood’s rollevalg i flere af sine film, hvor han er eneren imod systemet.
23/05-2004
