The Heat is on

4.0
Dette er en af den type film, som jeg normalt ville synes var helt suveræn og give topkarakter. Pga. historien, skuespillerne og de flotte action scener. Hvad gik så galt?

Det der ødelagde det lidt for mig var, at jeg i 1990 lejede en film i "Videomagasinet" i Brønshøj ved navn "L.A.takedown". På dansk havde den fået den lille "ekstra" titel "Made in L.A."
Filmen var en tv produktion og instrueret af Michael Mann, som mest var kendt for "Miami Vice" dengang.
Filmen var højst overraskende en udmærket "heist" film, om en fyr som sammen med sin "bande" røver pengetransporter og banker. Han får dog snart en politimand på nakken, som ikke helmer før han har sit bytte. Spillet mellem røveren og politimanden og respekten for hinanden, var det der tiltalte mig ved filmen.

Seks år senere sidder jeg i Scala biograferne og skal til at se Michael Mann´s "Heat". Selvom jeg havde set klip fra filmen i fjernsynet og syntes at scenen med Ishockey maskerne havde virket bekendt, så er det først en halv time inde i filmen, at det går op for mig, at det her bare var en genindspilning af hans gamle film.

Resten af filmen kunne jeg ikke lade være med at tænke "Hvorfor" og det virkede til tider som om, at Hr. Mann bare gerne ville lave en film, hvor de to giganter DeNiro og Pacino begge optrådte på plakaten. Bl.a. pga. de ekstra scener som er med i ´96 udgaven, som virker som om, at de er tilføjet, fordi at vi har med disse to skuespillere at gøre.

Når folk siger, at dette er en klassiker og et mesterværk, så kan jeg ikke rigtig følge dem. Selv om det er en fabelagtig cast og en af de bedste skuddueller jeg har set på film, så spekulerer jeg på, om de havde følt det samme, hvis de havde set den originale først. Er remaket af den franske "Nikita", "Kodenavn:nina" så også et mesterværk? Er "Nightwatch" et mesterværk, når vi allerede havde "Nattevagten"??
Det hele handler vel om, om folk er klar over, at det ikke er noget originalt materiale de sidder med, når de hører eller ser det for første gang. Ligesom med musik. Det hænder selvfølgelig en sjælden gang, at en senere udgave kan virke bedre end originalen, men i dette tilfælde var jeg så skuffet over at Mann ikke havde fundet noget originalt materiale at gøre godt med i betragtning af den cast, der her medvirker.

Filmen er helt sikkert underholdende (som sin forgænger) men jeg vil ikke gå så langt som at kalde den for et mesteværk med det andet in mente.

Michael Mann har med film som "Manhunter" (Senere hen filmatiseret med bogens originale titel som "Den røde drage" med Hannibal Lecter himself), "Den sidste Mohikaner" og "the Insider" vist at han er en god instruktør.
Derfor skuffer det mig, at han er sunket til at gentage sig selv i den her forbindelse og det får filmen til at virke som et "sommer projekt" eller en pause fra de originale film og trækker dermed denne film fra at være et mesterværk ned til "bare" at være god underholdning.

Selv om jeg rigtig godt kan lide Al Pacino og han har medvirket til at give mig nogle af mine mest uforglemmelige oplevelser indenfor filmverdenen, så har jeg før nævnt, at han til tider har det med liiige at overspille lidt. Det synes jeg især han har fået lov til i denne film, hvor han nærmest skræmmer livet af sine medskuespillere ved at råbe så meget. Man skulle tro, at Mann havde sagt at han skulle tillægge rollen lidt Scarface attitude, da den karakter som Pacino spiller igen har forandret sig fra den originale film.
Heat