Se Op, Det Et Flop
2.0
Dagen før Katrine (Knudsen) skal giftes, dukker en gammel bekendt svensker (Kjellman) op, og sammen turnerer de byen rundt for at gøre Katrine klar, men klar til hvad mon.
Er det bare mig, eller er dansk film efterhånden gået i selvsving. Nå, men her kommer altså endnu en bittersød tragikomisk dogmefilm (som ikke overholder dogmereglerne, der er i hvert fald lagt lyd på bagefter, men det kan jeg uden problemer leve med, det er filmen der er vigtig, ikke reglerne, og hvilken dogmefilm overholder dem egentlig fuldt ud), om kvinden der ikke tør tage et ansvar for sit egent liv og har svært ved at få tingene sagt og derfor bare driver med strømmen.
Hun tør ikke fortælle sin psykisk syge søster at hun skal giftes, og at hun jo ikke kan komme med, hun tør ikke fortælle sin svenske ven, at han er smittet med AIDS (får hun at vide i telefonen, da hun ringer til lægen og udgiver sig for ham), hun tør ikke fortælle sin kæreste at hun egentlig ikke ønsker dette bryllup og hun tør heller ikke fortælle at hun i virkeligheden elsker sin svenske ven. Til slut må hun dog indse, at dette selvbedrag ikke går længere, og gøre op med sin egen angst for livet og sandheden (selvfølgelig først når hun står foran alteret).
Nuvel, hvis jeg ser bort fra at jeg føler at filmen er et resume af mange af de problemstillinger vi har set i danske film de sidste mange år, og det har jeg lidt svært ved, så finder jeg stadig ikke at den fungerer optimalt. Handlingen er til at overse, men da det er den indre psykologiske faktor der her er vigtigst, kan det måske undskyldes. Den synes jeg til gengæld ikke går nok i dybden med sine personer, man ser dem jo næsten blot rende rundt og ”hygge” sig, uden at komme rigtigt bag dem, mens de fyrer et par replikker af, der skal gøre det ud for både komik og seriøs drama.
Det mest originale i filmen er, når Lotte Andersen hører musik på sin dicsman, så dukker Jimmi Jørgensen op og synger foran hende, men den originalitet er jeg ikke helt sikker på jeg ikke godt kunne have været foruden. Der spilles generelt helt godt, men flere af rollerne er altså de rene klicheer.
Jeg må altså indrømme, jeg er lidt træt af den her form for selvfede (kan man sige det?) danske film, jeg mangler efterhånden noget nyt og overraskende, og særligt når filmen som her, ikke engang fungerer indenfor sine egne rammer.
Er det bare mig, eller er dansk film efterhånden gået i selvsving. Nå, men her kommer altså endnu en bittersød tragikomisk dogmefilm (som ikke overholder dogmereglerne, der er i hvert fald lagt lyd på bagefter, men det kan jeg uden problemer leve med, det er filmen der er vigtig, ikke reglerne, og hvilken dogmefilm overholder dem egentlig fuldt ud), om kvinden der ikke tør tage et ansvar for sit egent liv og har svært ved at få tingene sagt og derfor bare driver med strømmen.
Hun tør ikke fortælle sin psykisk syge søster at hun skal giftes, og at hun jo ikke kan komme med, hun tør ikke fortælle sin svenske ven, at han er smittet med AIDS (får hun at vide i telefonen, da hun ringer til lægen og udgiver sig for ham), hun tør ikke fortælle sin kæreste at hun egentlig ikke ønsker dette bryllup og hun tør heller ikke fortælle at hun i virkeligheden elsker sin svenske ven. Til slut må hun dog indse, at dette selvbedrag ikke går længere, og gøre op med sin egen angst for livet og sandheden (selvfølgelig først når hun står foran alteret).
Nuvel, hvis jeg ser bort fra at jeg føler at filmen er et resume af mange af de problemstillinger vi har set i danske film de sidste mange år, og det har jeg lidt svært ved, så finder jeg stadig ikke at den fungerer optimalt. Handlingen er til at overse, men da det er den indre psykologiske faktor der her er vigtigst, kan det måske undskyldes. Den synes jeg til gengæld ikke går nok i dybden med sine personer, man ser dem jo næsten blot rende rundt og ”hygge” sig, uden at komme rigtigt bag dem, mens de fyrer et par replikker af, der skal gøre det ud for både komik og seriøs drama.
Det mest originale i filmen er, når Lotte Andersen hører musik på sin dicsman, så dukker Jimmi Jørgensen op og synger foran hende, men den originalitet er jeg ikke helt sikker på jeg ikke godt kunne have været foruden. Der spilles generelt helt godt, men flere af rollerne er altså de rene klicheer.
Jeg må altså indrømme, jeg er lidt træt af den her form for selvfede (kan man sige det?) danske film, jeg mangler efterhånden noget nyt og overraskende, og særligt når filmen som her, ikke engang fungerer indenfor sine egne rammer.
23/05-2004
