primært anderledes

Atypisk retssalsdrama, der befriende nok ikke foregår hovesagligt i en retssal. Instruktøren Gregory Hoblit har senere stået bag den skamløst oversete Fallen med Denzel Washington og den mere middelmådige Hart’s War. Primal Fear kommer næsten op på højde med Fallen, hvis overraskende slutning løftede den op til mindeværdig og ret så original. Ligeså god er Primal Fear dog ikke helt, da den er et ægte amerikansk drama med dertilhørende intriger og afsløringer, udført intens spændende og effektivt. Klicheerne tager aldrig overhånd og gør det trættende, til det er Hoblits instruktion for sikker. Filmen skiller sig ud på to punkter: skuespillerne og den altdominerende slutning. Richard Gere spiller mere nuanceret ende normalt (har ellers altid hadet ham) og gør det fremragende. Edward Norton (min personlige yndling) stjæler dog fuldstændig billedet i hans debutrolle (du har så meget ret, Emil) og hans forvandling midt i filmen er åndeløs velspillet og skræmmende. Ikke engang garvede og respekterede skuespillere ville have kunne gjort det ligeså godt som Norton (mit postulat, naturligvis).

Slutningen er nærmest et kapitel for sig. Den vender genrens normale konventioner om forløsning og forbedret menneskelighed hos advokaten og efterlader faktisk publikum deprimeret. Den baglæns tiltning af kameraet er sublimt sigende. Det er modigt gjort, især i en mainstreamfilm. Så fire meget store og mindeværdige stjerner til denne film.