- Som de færreste laves -
5.0
Smuk, ægte og helt igennem livsnær skildring fra Hallström.
Australske Phillip Borsos var oprindeligt tiltænkt som instruktør på projektet, men da han døde, blev det Hallström, der sprang ind og tak for det. Med Hallströms fine evne til at fortælle sine historier medrivende og følelsesladet uden det bliver rørstrømsk, er dette blevet et fantastisk stykke drama, der ikke vil gå i glemme.
Hallström viser (som vi så det i ”What’s Eating Gilbert Grape”) sin unikke måde at håndtere sit persongalleri. Her kommer vi helt ind på vores karakterer – så tæt at det gør ondt. Vi føler med dem i med- og modgang, og det er en fryd, når personfremstillingen er så facetteret, som den er her. Ikke mindst pga. det flotte skuespil, som sikrer filmens unikum. Maguire er god i karrierens vigtigste rolle, mens Caine er et kapitel for sig i en stor birolle, der yder Hallströms personinstruering retfærdighed.
Med stærke og tidløse menneskelige temaer samt en underskøn og rammende miljøafbildning er dette en sjælden bittersød godbid. Lutter roser herfra. Det her er film, som de færreste laves.
Til Peter Gjerlev: Den var til dig. Glad for at du så den, og at den gjorde lykke. Det var de ord, jeg kunne sætte på her på stående fod. Må de være filmen værdig.
Australske Phillip Borsos var oprindeligt tiltænkt som instruktør på projektet, men da han døde, blev det Hallström, der sprang ind og tak for det. Med Hallströms fine evne til at fortælle sine historier medrivende og følelsesladet uden det bliver rørstrømsk, er dette blevet et fantastisk stykke drama, der ikke vil gå i glemme.
Hallström viser (som vi så det i ”What’s Eating Gilbert Grape”) sin unikke måde at håndtere sit persongalleri. Her kommer vi helt ind på vores karakterer – så tæt at det gør ondt. Vi føler med dem i med- og modgang, og det er en fryd, når personfremstillingen er så facetteret, som den er her. Ikke mindst pga. det flotte skuespil, som sikrer filmens unikum. Maguire er god i karrierens vigtigste rolle, mens Caine er et kapitel for sig i en stor birolle, der yder Hallströms personinstruering retfærdighed.
Med stærke og tidløse menneskelige temaer samt en underskøn og rammende miljøafbildning er dette en sjælden bittersød godbid. Lutter roser herfra. Det her er film, som de færreste laves.
Til Peter Gjerlev: Den var til dig. Glad for at du så den, og at den gjorde lykke. Det var de ord, jeg kunne sætte på her på stående fod. Må de være filmen værdig.
05/01-2005
